Yayoi Kusama
I UENDELIGHEDEN
Yayoi Kusama er en ener i den moderne kunst - helt sin egen, dybt original, umådeligt populær. Præsentationen af Kusamas livsværk på Louisiana var den første retrospektive udstilling af kunstnerens værk i Skandinavien - og blev også en historisk begivenhed i Louisiana-regi. Hele 340.721 gæster lagde vejen forbi Kusamas fascinerende uendeligheds-univers, og dermed blev udstillingen den tredjemest besøgte i museets historie.
Med base i Tokyo er Yayoi Kusama (f. 1929) i de seneste årtier blevet verdenskendt for sit univers af farvestrålende, vidt forgrenede mønstre, der dækker overfladerne på malerier og skulpturer og breder sig ud i hele rummet. Midt i dette grænseløse visuelle univers står Kusama selv, ofte iklædt mønstret tøj, der får hende til at gå i ét med sin kunst.
Udstillingen præsenterede værker fra mere end seks årtier og på tværs af de mange kunstneriske medier, Kusama har udfoldet sig i: fra billedkunst over performance og film til litteratur og design. Som den første retrospektive Kusama udstilling inddrog Louisiana også hendes interesse for mode og design. Dertil kunne man gså opleve flere væsentlige tidlige værker, som aldrig havde været vist, ældre og nyere installationer samt helt nye malerier, som den 86-årige Kusama havde udført specielt til Louisianas udstilling.
C. L. Davids Fond og Samling støttede udstillingen på Louisiana.
I løbet af 2016 rejser udstillingen videre til Henie Onstad Kunstsenter, Oslo, Moderna Museet/ArkDes, Stockholm og endelig HAM – Helsinki Art Museum. Den skandinaviske turné støttes af Japan Foundation.
OM YAYOI KUSAMAS VÆRKER & UENDELIGHEDEN
'I Uendeligheden' - hvad betyder det egentligt? Den retrospektive Yayoi Kusama-udstilling kredsede om kunstnerens fascination af 'uendeligheden' som et motiv, der løber gennem hele Kusamas kunstnerisk virke. Hør udstillingens kurator Marie Laurberg fortælle om Kusamas værker - fra de tidlige 'Infinity Net'-malerier til de ambitiøse installationer, hvis prikkede rum nærmest sluger beskueren.
OM KÆRLIGHED OG FRED OG MODE OG GRÆSKAR...
I dette nye interview med Louisiana Channel, optaget i hendes studio i Tokyo, fortæller 86-årige Kusama om, hvordan længslen efter kærlighed og fred gennemsyrer hendes liv og værker. Hun taler om mode, sin mission som kunstner, kampen for en bedre verden og kærligheden til græskar "og deres sjove, menneskelige former" – samt om at have samme begejstring som var hun stadig et barn.
ANMELDELSER
"Fejende flot og vital udstilling på Louisiana...den er intet mindre end forrygende - fuld af farver, former og fantasi"
"Det er en virkelig interessant og flot udstilling med en enestående pionerkunstner."
"Yayoi Kusamas univers af prikker i uendelig gentagelse er både frodig ny kunst, en flugtvej fra den skræmmende tilværelse og et værn mod hendes skrøbelige sind. Fabelagtig og visuelt opulent udstilling – pragtfuld totaliscenesættelse..."
"Et kunstnerisk univers, der i sjælden grad hænger sammen, i hvert fald i det retrospekt, som Louisiana leverer så formfuldent og forførende... man er simpelthen godt underholdt i Yayoi Kusamas verden, og der er så meget smæk på de rumlige effekter, at Louisianas sydfløj på sin vis føles mere uigenkendelig, end da Olafur Eliasson installerede en flodseng i den... udstillingen er en fryd at opleve."
"Udtrykket "en sansemæssig oplevelse" har vel aldrig været mere relevant end på dette psykedeliske farvebombardement af en udstilling på Louisiana."
"Det er på alle måder en god og selvforglemmende oplevelse, der i en stram og kronologisk præsentation giver et smukt indblik i et enestående livsværk - som slet ikke er overstået."
"Yayoi Kusamas værker appellerer til hengivelsen med sine store billedrum, man kan synke ind i...Der er alvor bag løjerne, men også den grænseløst legende kvalitet i Yayoi Kusamas værk gør udstillingen seværdig"