Gå til hovedindhold

Yael Bartana

AND EUROPE WILL BE STUNNED

22.1.2015 - 8.3.2015

Gensyn med den israelske kunstner Yael Bartanas tre fascinerende, provokerende og visuelt meget smukke film. Louisiana var medproducent på den sidste af filmene og har siden erhvervet hele trilogien til Samlingen.

"Et af videokunstens mest gennemførte og rystende fiktive værker," skrev en anmelder, da Louisiana i foråret 2012 udstillede Yael Bartanas filmtrilogi And Europe Will Be Stunned. I de tre film, der altså nu indgår i museets samling, iscenesætter Bartana en storladen vison: nemlig at de tre millioner jøder, Polen "mistede" under Anden Verdenskrig ville vende tilbage til landet.

Bartana (f. 1970) skildrer en bevægelse med en karismatisk leder, et jødisk settlement i Polen og endelig lederens begravelse og konsolidering af bevægelsen. Værket konfronterer sig med nogle af de mest traumatiske dele af det 20. århundredes historie: etnisk udrensning, rabiat nationalisme, ideologisk vanvid og kollektivismens nøje orkestrerede snæversyn – det hele i et filmisk sprog, hvis visuelle retorik delvist er hentet fra kommunismens og nazismens propaganda.

And Europe Will Be Stunned er erhvervet med midler fra Nørgaard på Strøget

NØDVENDIGT AT STARTE
FRA ET NYT NULPUNKT

Yael Bartana fortæller i en samtale med Louisiana Channel om, hvordan Israel efter hendes mening har kappet forholdet til historien ved at undertrykke den særlige jiddische kultur, som var fremherskende blandt jøderne i Polen. Netop et besøg i hendes bedsteforældres polske hjemland blev for Bartana af afgørende betydning for filmværket.

KORT OM DE TRE FILM

And Europe Will Be Stunned består af tre film, hvis samlede spilletid er 66 minutter.

1) Mary Koszmary (Mareridt) fra 2007, hvor en taler opfordrer til at 3.3 mio. jøder skal vende tilbage til Polen for at udfri landet fra dets historiske mareridt.

2) Mur i Wieża (Mur og tårn ) fra 2009, hvor ‘hjemvendte’ israelske jøder opfører den første kibbutz i Warzawa.

3) Zamach (Attentat) fra 2011, som skildrer begravelsen af bevægelsens leder Sławek, der er blevet dræbt, men har opnået både stor indflydelse og en mytologisk status.