Gå til hovedindhold

WILLIAM KENTRIDGE

THICK TIME

16.2.2017 - 18.6.2017

Louisiana præsenterer den første store soloudstilling i Skandinavien med den sydafrikanske kunstner William Kentridge, der er kendt verden over for sine tegninger, film, skulpturer, performances og opera- og teaterproduktioner.

William Kentridge er født 1955 i Johannesburg, hvor han fortsat bor og arbejder. Han fik sit gennembrud i de tidlige 1990'ere med poetiske sort/hvide stop motion film, men siden årtusindeskiftet har han videreudviklet sit formsprog og kombineret det med sin kærlighed til både film- og teaterverdenen. Resultatet er en række installationer bestående af levende billeder, musik, tekst og skulpturelle genstande. En form for både komplekse, følelsesladede og medrivende teaterscener, der indhyller og overvælder os som beskuere.

Hjertet i disse tableauer er altid mennesket — det koloniserede, det regulerede, det undertrykte, det flygtende og det drømmende menneske. Som Kentridge skildrer med både humor og finfølelse, stor indlevelse og sjælden poesi.

William Kentridge — Thick Time er udarbejdet i samarbejde med Whitechapel Gallery, London, Museum der Moderne Salzburg og The Whitworth Art Gallery, Manchester.

C. L. Davids Fond og Samling har ydet støtte til udstillingen.

NYE HOVEDVÆRKER

William Kentridge – Thick Time fokuserer på en række af kunstnerens markante værker fra perioden 2003-2016, bl.a. Right Into Her Arms (2016), O Sentimental Machine (2015) og More Sweetly Play the Dance (2015). Det bliver også mulighed for at se et nyt værk, som Kentridge har lavet specielt til Louisianas udstilling samt lejlighed til at genopleve The Refusal of Time (2012). Dette værk blev præsenteret i foråret 2016 sammen med museets nyerhvervelser og står allerede som et nyt hovedværk i Louisianas samling.

VIDEOER MED KENTRIDGE OG HANS KUNST

I den performative og humoristiske video "Drawing Lesson" (2010) interviewer Kentridge sig selv om sig selv og hans kunst.

Et på én gang bevægende, festligt og dystert drama af lyd og billeder, se et klip fra værket More Sweetly Play the Dance, 2015.

Under Art Alive festivalen på Louisiana i 2016 blev William Kentridge interviewet af journalist Synne Rifbjerg.

Et udsnit af filmværket Second-hand Reading fra 2013, hvor Kentridge har tegnet på siderne af Shorter Oxford English Dictionary.

William Kentridge fortæller om sine værker, metoder og holdninger i dette interview med Louisiana Channel, 2014.

En espresso-kande flyver en tur til månen — se et udsnit af Kentridges værk Journey to the Moon fra 2003 i videoen her.