Gå til hovedindhold
(c) Florian Langhammer, courtesy of Collectors Agenda

ACADEMY OF TAL R

20.5.2017 - 10.9.2017

Livets og kunstens veje og vildveje. Ældre og nye værker. Og en stor installation skabt specielt til denne sommerudstilling på Louisiana, hvor vi føres hele vejen rundt om den Tal R (f. 1967), der nu står midt i livet og en international karriere.

Louisiana har det sidste tiår etableret en markant samling værker af den danske kunstner Tal R – særligt hans malerier. Museet finder det derfor naturligt, at netop han afslutter Louisiana-trilogien af samtidskunstnere med maleriet som central praksis — en serie, der startede med Peter Doig i 2015 og året efter Daniel Richter.

Siden 1990’erne har Tal R som en af de mest markante kunstnere i sin generation udstillet rundt om i verden, og hans kunst indgår i mange centrale samlinger. Gennem et overblik over hans virke de sidste tyve år og en serie nye værker, viser udstillingen, at Tal R fra starten har været fortæller med et særligt øje for oversete, skjulte og fortrængte rum i det moderne liv.

Alt, hvad der går imod ensretning,
har interesse for Tal R som en ressource for hans tænkning og fantasi. Der er ifølge kunstneren ingen lige vej frem gennem livet i forhold til kunstnerisk erkendelse og et personligt udtryk, og derfor er udstillingstitlen Academy of Tal R selvsagt en mild provokation.

Udstillingen er tilrettelagt af Louisiana i samarbejde med Museum Boijmans Van Beuningen, Rotterdam og støttes af Beckett-Fonden, Lemvigh-Müller Fonden og The Merla Art Foundation.

OM TAL R'S MALERIER

Dialog med København: Tal R fortæller i dette interview om "Sortedam", der er både titlen på et maleri og en hel serie af billeder af København.

"At male er som at være i frit fald" — Tal R bliver interviewet af journalisten Martin Krasnik til Art Alive festivalen på Louisiana i 2016.

DOIG & RICHTER & TAL R — STÆRK UDSTILLINGS TRILOGI

Denne præsentation af Tal R (f. 1967) kan på flere måder ses som opfølgning til de store Louisiana-udstillinger i 2015 og 2016 med hhv Peter Doig (f. 1959) og Daniel Richter (f. 1962). De kender hinanden, er alle tre figurative malere, der på forskellig vis fortæller historier fra og om vores samtid – og så har de alle tre et frigjort forhold til mediet maleri. Måske er det svært at sige lige præcis, hvorfor de egentlig er blevet malere, men det er de nu engang, og de maler på livet løs – tilsyneladende uanfægtet af den påstand om maleriets død, som netop prægede deres generation, da de var unge.