Gå til hovedindhold

Peter Doig

17.4.2015 - 23.8.2015

Med malerier i store, flotte formater, hvor motiverne viser mennesker og arkitektur i tidløse landskaber i glødende farver skaber Doig visuelle rum, man fascineres af - og får lyst til at opholde sig i.

Peter Doigs billedverden er på én gang sær, romantisk og hypermoderne. Internationalt anses han (f. 1959 i Edinburgh) for at være en af tidens mest fascinerende malere, og han har for længst opnået status af 'samtidsklassiker'. Doig mestrer teknikker fra både nutid og fortid – og malingens materie på hans lærreder virker ofte som små alkymistiske mirakler, øjet kan boltre sig i.

Inspirationen til motiverne finder han i blandt andet fotos, klip fra magasiner, pladecovers og filmscener. Hans billedverden er på enhver måde magisk.

Udstillingen er organiseret i samarbejde med Fondation Beyeler i Basel - og viser 30 af Doigs væsentligste oliemalerier og en lang række af hans grafiske arbejder på papir.

C. L. Davids Fond og Samling har støttet udstillingen.

GENFORTRYLLER VERDEN

"Det er egentlig så mærkeligt med Peter Doigs billeder, fordi de er så intense, og man bliver suget ind i dem og alligevel så udvider de vores verden - de gør vores verden større og genfortryller vores verden."

Louisianas direktør Poul Erik Tøjner viser i denne video rundt på den aktuelle udstilling og peger på væsentlige spor i Peter Doigs drømmeagtige og stærkt fascinerende billedunivers.

OM PETER DOIG

Peter Doig er født i Edinburgh i 1959, opvokset i Trinidad i Caribien samt Montreal og Toronto i Canada, uddannet i London - og endelig bosat på Trinidad igen fra 2002. For nyligt har han også boet i New York og i London. Doig er på én gang nomadisk og kender af verdens hjørner. I hans malerier finder man eksempelvis motiver inspireret af både Trinidads tætte jungleløv – og Nordamerikas hvide snelandskaber.

Doig har en BA fra St. Martin's School of Art i London. Og som en del af start 1990’ernes kunstscene i den britiske hovedstad var han jævnaldrende med de såkaldte ’Young British Artists’. En dagsordensættende gruppe af mere teori-orienterede kunstner som Damien Hirst, Tracy Emin og andre, der oftest arbejdede i andre kunstmedier end det klassiske maleri.

Med sit valg af maleriet som foretrukket medie skilte Doig sig således hurtigt ud i tiden. Med inspiration fra nogle af maleriets store mestre som Bonnard, Gauguin og Munch har Doig med sine værker været med til at genoplive maleriets tradition og teknikker i samtidskunsten. 

Kort efter at han havde afsluttet sin uddannelse på akademiet fik Doig i 1991 mulighed for at lave en soloudstilling på Whitechapel Gallery - et af Londons dagsordensættende udstillingssteder. I 1994 blev han indstillet til den prestigefyldte Turner Prize. Dermed fik Doig sit gennembrud på den internationale kunstscene allerede som ung maler.

Eksperiment og alkymi

”Og pludselig kan man få den dér fornemmelse af at synke ind i billedet og drukne i malingens væsker.” Sådan skriver kunsthistoriker Helle Brøns om Peter Doigs maleri.

Bevæger man sig helt tæt på kunstnerens farverige landskaber, opdager man nemlig at lærredet er fyldt med maling af forskellig konsistens og karakter - hvor ikke kun sirlige penselstrøg, men også skrabede lag af maling, sprøjt, dryp og eksperimenter med malingens teksturer kommer til live. Og det er her, helt tæt på at Doigs malerier kan virke som biologiske og magiske kemiske processer – som ren alkymi

ANMELDELSER

Jyllands-Posten

"En helt igennem fremragende udstilling…Man bliver aldrig træt af at kigge på disse malerier, som er så overbevisende sanselige, så gådefulde, så levende og så øjeåbnende."

Børsen

"Den skotske billedkunstner Peter Doig er kommet til Louisiana med et brag af en udstilling, der aktiverer hele følelsesregistret."

Kristeligt Dagblad

"Der venter en malerisk oplevelse ud over det sædvanlige på Louisianas udstilling med den skotskfødte maler Peter Doig"

Berlingske

"I Peter Doigs malerier åbner verden sig, og med sine billeder åbner han verden."

Politiken

"De skal ses i virkeligheden, Peter Doigs smukke og sære malerier, i stor størrelse og med den stoflighed, der ikke trænger igennem i reproduktionerne."

Kunsten.nu

"Doig beviser med sine suveræne malerier, at verden er et vidunderligt vildnis i konstant forandring, at mørket findes, og at drømmene findes, men først og fremmest at maleriet findes, og at det stortrives i hans håndtering."

Weekendavisen

"Betagende møde med en stor kunstner på Louisiana, der hører hjemme blandt malerkunstens store eksistentialister"

Information

"Doigs oeuvre er på samme tid brandvarmt og isnende kold, et højst seværdigt og gådefuldt utilnærmeligt værk." 

PETER DOIG - KATALOGER, PLAKAT & POSTKORT

LOUISIANA REVY
96 sider
Kr. 148 / klubpris kr. 133

PLAKAT
62x85 cm
Kr. 149 / klubpris kr. 134

POSTKORT
Seks forskellige motiver
Pr. stk. kr. 15 / Klubpris kr. 13,5