Gå til hovedindhold
 René Magritte,  L'Esprit de géométrie, ca. 1936. Tate. Presented by the Hon. Ivor Montagu 1966

MOR!

27.1.2021 - 30.5.2021

Nærværende eller fraværende, støttende eller dominerende, varm eller diabolsk – alle har en Mor! Og netop Moderen, belyst gennem skiftende opfattelser i kunst- og kulturhistorie op gennem det 20. og det 21. århundrede, bliver omdrejningspunkt for denne udstilling, formet som en stor, sanselig og rigt udfoldet fortælling.

Udstillingen samler værker af en række af periodens største kunstnere og vil spænde fra de tidlige avantgardebevægelser og frem til i dag. Moderskabet og -figuren anskues med kulturhistorisk, filosofisk, psykologisk og kunstnerisk dybde. Og spænder fra religiøse madonnafremstillinger over postfeminismens ”bad girls” og gyserfilmenes uhyggelige mødre. Den er forbundet med historier om kvindelig magt og frigørelse – men også med både de fysiske og psykologiske relationer mellem mødre og deres børn.

Med moderfiguren som omdrejningspunkt undersøger udstillingens værker grundlæggende eksistentielle temaer som herkomst og tilknytning, skiftende ideer om femininitet, døden og det at give liv. Et kulturhistorisk spor opridser de markante samfundsmæssige forandringer, der de seneste godt hundrede år har ændret kvinders sociale position – og har forandret de kulturelle normer og forventninger forbundet med moderskabet. Fra kvinders stemmeret over abortlovgivning og p-piller til nye faderroller og queer-moderskab.

Disse forandringer tematiseres i periodens billedkunst, film, litteratur og musik – og udstillingen spænder et bredt kunstneriske felt op, der rækker fra værker af Egon Schiele, Edvard Munch og René Magritte over feministiske klassikere til helt nye værker, skabt af yngre kunstnere. Her vil også indgå værker, som har været præsenteret på museet gennem det seneste årti og hvoraf mange er en del af samlingen, herunder bl.a. Louise Bourgeois, David Hockney, Yayoi Kusama, Rineke Dijkstra, Ragnar Kjartansson, Paula Modersohn-Becker og Candice Breitz. Alle er de med til at give os et fornyet perspektiv på forholdet til... Mor!

Udstillingen MOR! støttes af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og af Det Obelske Familiefond