Gå til hovedindhold

MARINA ABRAMOVIĆ

THE CLEANER

17.6.2017 - 22.10.2017

Få kunstnere i verden i dag vækker så stærke følelser og reaktioner som krops- og performancekunstneren Marina Abramović. Louisiana præsenterede den første store retrospektive præsentation af hendes arbejde i Europa.

Med sin egen krop og energi som primært materiale har Marina Abramović siden 1970’erne udfoldet en af samtidskunstens mest radikale og kompromisløse praksisser. Hun er en af krops- og performancekunstens pionerer og særlig kendt for fysisk og mentalt krævende performanceværker, der kredser om krop, køn, energi, relationer, smerte, nærvær og identitet.

Hendes performances spænder fra voldsomme, ligefrem risikable handlinger til mere tyste energiudvekslinger og møder med det publikum, som i stigende grad er blevet hovedaktører i hendes værker.

Sommerens udstilling på Louisiana fik titlen The Cleaner og præsenterede mere end 100 værker. Den spændte over 50 års arbejde fra tidlige konceptskitser, malerier og lydværker til præsentationer af kunstnerens performancepraksis - herunder også samarbejdet med den tidligere partner Ulay. Desuden blev der vist 'reperformance' af et tidligere værk.

Marina Abramović – The Cleaner blev tilrettelagt i dialog med kunstneren og organiseret af Moderna Museet, Stockholm, i samarbejde med Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, Henie Onstad Kunstsenter og Bundeskunsthalle, Bonn.

Udstillingens performancedel blev støttet af Bikubenfonden og Statens Kunstfond. 

GENNEM SKUDSALVER MOD STILHED

Marina Abramović – The Cleaner fyldte hele Sydfløjen og blev indledt med et af kunstnerens voldsomste lydværker, Sound Corridor (War), 1971, hvor passagen går igennem en smal korridor fyldt med lyden af maskingeværsalver. Den sluttede med kunstnerens senere, mere tyste, ’transformationsværker’, hvor vi blev inviteret til at engagere os i nuet og nærvær med hinanden og os selv. Mellem disse yderpoler blev der præsenteret hovedværker fra kunstnerens karriere struktureret i et kronologisk forløb og en dynamisk vekslen mellem det voldsomme og det tyste, mellem det fysiske og det åndelige.

Marina Abramović - en kort biografi

Marina Abramović er født i 1946 i Beograd i det tidligere Jugoslavien. Her blev hun i 1970 uddannet som maler fra kunstakademiet, men forlod hurtigt maleriet til fordel for en praksis, der fandt sted i virkelighedens tid og rum i direkte møder mellem kunstner og publikum. Med lyd- og performanceværker var hun en formativ del af Beograds eksperimenterende avantgardescene, inden hun i 1976 flyttede til Amsterdam og indledte et tæt partnerskab og samarbejde de næste tolv år med den tyske fotograf og performancekunstner Ulay (Frank Uwe Laysiepen, f. 1943).

Abramović fortsatte herefter solo og modtog i 1997 hovedprisen Guldløven på Venedig Biennalen for værket Balkan Baroque, som var en direkte reaktion på Jugoslaviens blodige opløsning, krigen og massakrerne i Bosnien, men lige så meget et billede på krigens gru og smerte, soning, skyld, skam, stank, død, lidelse og vanvid i bred forstand.

I de senere år har kunstneren især markeret sig med performanceprojekter, der strækker sig over meget lang tid, og hvor publikum i stigende grad er blevet værkernes centrale aktører – som det var tilfældet i den tre måneder lange performance The Artist is Present på Museum of Modern Art i New York i 2010. Med dette projekt nåede kunstneren, og måske endda performancekunsten som genre, et bredt publikum.

GENSYN MED HISTORISK PERFORMANCE

Marina Abramović benytter sig af såkaldte ’reperformances’ for at holde performancekunsten levende. Historiske værker får ny krop og nærvær i realtid, fremfor kun at eksistere som dokumentation – med de forandringer, der naturligt opstår, når en historisk performance realiseres af andre performere i nye kontekster. På udstillingen blev Ulay og Marina Abramovićs værk Imponderabilia, fra 1977 'reperformet'.

Imponderabilia blev reperformet hver dag under udstillingen i tidsrummene:
Hverdage 11-21
Weekend 11-17

Performerne, der reperformede Imponderabilia, var trænet i Marina Abramovićs såkaldte Metode på en fem-dages workshop ledet af Marina Abramovićs samarbejdspartner, den amerikanske koreograf og performer Lynsey Peisinger.

Performerne var: Onur Agbaba, Sara Andrén, Lyn Bentschik, Rebecka Berchtold, Anna Berndtson, Mads Bittmann, Darius Bogdanowicz, Marlene Bonnesen, Elise Brewer, Baltazar Castor, Signe Errboe, Jilda Hallin, Peter Scherrebeck Hansen, Kasper Holm, Anna Luna Holmberg, Nikolaj Høi, Micaela Kühn Jara, Vincent Jonsson, Tiina Lehtimäki, Simon Raundahl Lembcke, Marie Lykkemark, João Løbo, Naya Moll, Alex Nagy, Chollada Phinitduang, Lukas Racky, Thomas Rohe, Michael Richardt, Johannes Riesinger, Anne Rönkkö, Sophia Seiss, Camilla Stage, Rodrigo Vilarinho, Nathalie Wahlberg og Max Wallmeier.

ANMELDELSER

Jyllands-Posten

"Hendes kompromisløshed, hendes evne til med kroppen at fremstille filosofiske, religiøse, politiske og eksistentielle temaer har ikke sin lige på nutidens kunstscene. Selv de største skeptikere af performancekunst må overgive sig her. Det er fantastisk. Intet mindre."

Kristeligt Dagblad

"Se udstillingen på Louisiana og læs erindringsbogen, der også er en fortælling om, hvor meget et menneske med talent, en stor tiltro på sin egen skæbne og ikke mindst en benhård urokkelig vilje til at blive ved, kan udrette gennem et liv. Det er ikke så lidt."

Børsen

"Udstillingen er en fantastisk dokumentation over Marina Abramovics dybt fascinerende performative og kunstneriske liv gennem mere end 50 år."

Berlingske

"Levende og appellerende, afvekslende, sanseligt iscenesat... billedbombardementet er så intenst, at man nemt kan blive opslugt af disse mærkværdige, i kunstnerens første mange år ofte ganske voldelige og grænseoverskridende, ritualiserede forestillinger."

Weekendavisen

"Nok har Marina Abramović fysisk forladt Louisiana, men dokumentationen af et livsværk af enkle instruktioner står tilbage: Dans, til din krop segner, skrig, til du ikke har mere stemme, eller stir, til du ikke magter mere. Yderst simple handlinger, som kompliceres i det sekund, de går i gang – mudres af skyld, forventninger, usikkerhed, projiceringer og alle de andre følelser og kontrakter, der hører menneskelivet til."

Marina abramović på Louisiana Channel

Historien om Marina Abramović og Ulay

Marina Abramović og hendes radikale praksis