JOSEF ALBERS
En samling usædvanligt fine og levende studier af farve og form, malet af Josef Albers, en af det 20. århundredes mest betydelige kunstneriske pionerer, kunne nydes for allerførste gang.
"Jeg vil gerne bibringe andre min egen fryd over de uendelige muligheder, der er for at opleve farver på nye måder."
Farver var en besættelse for Josef Albers (1888-1976), der blev præsenteret som den anden kunstner i serien Louisiana på papir. Og dét med 80 arbejder i olie på papir, hvoraf nogle kun sjældent og andre aldrig før har været vist offentligt. Lidt af en sensation, når man betænker, at Albers som maler og lærer - han var også grafiker, designer, billedhugger og skribent - hører til det 20. århundredes mest indflydelsesrige. Hans abstrakte kunst og undervisningsmetoder har præget generationer af europæiske og amerikanske kunstnere, designere og arkitekter.
Udstillingen blev til i samarbejde med Josef Albers Museum Quadrat, Bottrop og Staatliche Graphische Sammlung, München. Louisiana indgik som venue i en større turne, der blandt andre omfattede Gulbenkian-museet i Portugal og Morgan Library i New York.
Anmeldelser
"Indsigtsfuld og smuk udstilling på Louisiana med Josef Albers studier af kvadratet... det er simpelthen små perler af stor kunstnerisk kvalitet. Ja, man bliver varm om hjertet, når man står foran dem."
"Smuk og intim præsentation af en af det 20. århundredes store kunstnere."
"er nogen interesseret i at opleve, hvad der kan gøre enkle farvekombinationer forunderligt smukke at se på, vil de ikke gå skuffet fra dette stille møde med en kunstner, der kun overskred grænser i den simplificerede skønheds navn."