Gå til hovedindhold
Foto: Peter Cox
Blue, Red and Yellow, 2001. Foto: Pascual Merce Martinez
 Claudio (Uendeligt rum). Foto:  Poul Buchard / Brøndum & Co.

HOT PINK TURQUOISE

ANN VERONICA JANSSENS

23.1.2020 - 17.5.2020

Lyseffekter, tågedannelser, farvespor og optiske bedrag. Den belgiske kunstner Ann Veronica Janssens' mission er at sætte vores virkelighed i et nyt lys.

Som kunstner arbejder Ann Veronica Janssens (f. 1956) nærmest videnskabeligt på at skubbe til grænserne af det kendte. Selvom hendes kunst ikke er nem at rubricere, er dens effekt på os beskuere ikke til at tage fejl af. For hende handler det nemlig ikke om at bekræfte det, vi allerede ved, men snarere om at rykke og placere os dér, hvor vi kan åbne os på ny.

Det er første gang Ann Veronica Janssens kan opleves i Danmark. Udstillingen støttes af Lektor Peer Rander Amundsens Legat samt af Den Danske Forskningsfond. Med supplerende støtte fra Wallonie-Bruxelles International (WBI).


Værkerne er meget skrøbelige og må ikke berøres med undtagelse af værket Red, Blue and Yellow, 2001, hvor du træder ind i et rum fyldt med tåge, og værket 5 x Bike, hvor du kan sætte dig op på en cykel og køre rundt i udstillingsrummet.

 

Selv vedgår Ann Veronica Janssens sig gerne inspirationen fra de amerikanske ’Light and Space’-kunstnere fra 1960’ernes Californien, samt fra den europæiske Op Art-bevægelse. Og helt fra starten af sin karriere har hun været optaget af, at kunst ikke skal observeres på afstand, men skal opleves som en samlet påvirkning af øjnene, kroppen og bevidstheden.

Udstillingen præsenterer værker tilbage fra de tidlige 1990'ere og frem til i dag - med et nyt værk skabt specifikt til udstillingen.

Det synlige og usynlige

"Jeg tror, ​​at man nogle gange må slette virkeligheden - slette det synlige - for at gøre plads til at se noget andet. Gøre det usynlige synligt."

Mødet med Ann Veronica Janssens værker er en sansende og kropslig oplevelse. Med enkle kompenenter og materialer - fx glas, farve, væsker og lys - undersøger hun, 
hvad man kan erfare gennem mødet med skulptur og rum. Selv om hun ikke ønsker at tage "kontrol" over hverken værker eller beskuere, så kan alle hendes værker beskrives som skulpturer, der bruger rummet som scene for sanselig udfoldelse.

Passion for lys

Uanset om det er fast, flydende eller gasformigt bruger Ann Veronica Janssens lys i alle dets former "for at vise manifestationerne af virkeligheden på en anden måde." I denne Louisiana Channel video inviterer Janssens os inden for i sit laboratorium og fortæller bl.a. om, hvordan hendes barndom i Congo - hvor hun ikke gik i skole - f.eks. har påvirket hendes opfattelse af tid, sansning og kunstneriske virke.

FILM: LYS, VÆSKER OG OPTISKE FÆNOMENER

Hør kunstneren i samtale med to danske fysikere - Kristine Niss, professor mso, RUC og Troels Petersen, lektor i eksperimentel subatomar fysik, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet - hvor de sammen kigger nærmere på grundlæggende begreber i fysikken. Du kan se de 6 film herunder. Filmene kan også ses i biografen i udstillingen.

Anmeldelser

Jyllands Posten

"Det er ikke mange kunstudstillinger, der kan det. Få en til at føle sig som et barn igen med hele verden som en magisk skattekiste, der bare venter på at blive åbnet. Det er den fornemmelse, man får, når man ser Ann Veronica Janssens’ udstilling på Louisiana."

New York Times - The T List

"I’ve often wondered why she isn’t more famous, but her solo show at Denmark’s celebrated Louisiana Museum of Modern Art might be her star turn. And the venue couldn’t be more perfect: The Louisiana is one of the most otherworldly artistic institutions in Europe." 

Kristeligt Dagblad

"... Ann Veronica Janssens’ værker er ganske enkle, men samtidig filosofiske prismer, der gør dig ganske lykkelig... Hot Pink Turquoise er en smuk og tillidsfuldt installeret udstilling."

INFORMATION

"Ann Veronica Janssens er en pioner udi optiske illusioner og forskudt perception med sin lavmælte og alkymistiske æstetik. Hun går til kunsten som en forsker eller et barn, der gerne vil se, hvad der kan ske... det er både vildt nørdet og magisk."

POLITIKEN

’Gensynet’ er glædeligt, for det er fortsat spændende at lade sig omslutte af næsten håndgribelige farver, samtidig med at éns rumfornemmelse sættes helt ud af spillet inde i Janssens’ ’Blue, Red and Yellow’