Gå til hovedindhold

Gabriele Münter

3.5.2018 - 19.8.2018

Selvstændig, søgende, farverig, frigjort. På udstillingen blev den tyske maler Gabriele Münter tonet helt frem i lyset og fri af rollen som "vedhæng" i den moderne kunsthistorie. Her fik vi et helstøbt billede af hendes livsværk – hvoraf meget hidtil havde været ukendt – og af hendes lange, mange-facetterede karriere.

Hidtil havde den tyske maler Gabriele Münter (1877-1962) ikke optaget megen plads i kunsthistorien. Hendes værk var oftest blevet set og fortolket i sammenhæng med tysk ekspressionisme og tiden omkring kunstnergruppen ”Der Blaue Reiter” (1911-1914). Og så, måske ikke mindst, i relation til hendes forhold til og samarbejde med Wassily Kandinsky (1866-1944), den berømte russiske maler, der var hendes lærer, rejsekammerat og forlovede, men som endte med at svigte og forlade hende.

"Jeg var i manges øjne," noterer Münter i sin dagbog i 1926, "kun et unødigt vedhæng til Kandinsky. At en kvinde kunne have et originalt og ægte talent og være et skabende menneske i egen ret, det glemte man gerne.” Med denne udstilling – der var den første omfattende, retrospektive præsentation af hendes værk i flere årtier – ønskede Louisiana imidlertid at bidrage til, at Münters arbejde blev set med et nyt og udvidet blik. Her udfoldede og åbnede der for nye facetter i Münters værk, og vi fik indtryk af, hvor varieret, stilistisk komplekst og kunstnerisk selvstændigt, det i virkeligheden var.

Udstillingen var arrangeret i samarbejde med Städtische Galerie im Lenbachhaus und Kunstbau og Gabriele Münter- und Johannes Eichner-Stiftung i München. Udstillingen blev støttet af C.L. Davids Fond og Samling, Konsul George Jorck & Hustru Emma Jorck's Fond samt Arne V. Schleschs Fond.

MANGE VÆRKER BLEV VIST FOR FØRSTE GANG

Gabriele Münter udstillingen kastede et nutidigt blik på kunstnerens værk, som blev præsenteret i tematiske sektioner – fra de klassiske genrer som portræt og landskab over interiør og abstraktion til hendes beskæftigelse med fremmede kulturer, folkekunst og børnetegninger.

Udstillingens omkring 130 værker dækkede hele kunstnerens virkeperiode. En stor del af værkerne havde hidtil været ukendte og præsenteres her for første gang, mens andre sidst var vist for flere årtier siden. Størstedelen af dem stammede fra Gabriele Münter- und Johannes Eichner-Stiftung i München, blev suppleret med sjældne lån fra museer i Europa og USA.

ÅBEN OG EKSPERIMENTERENDE

Inden Gabriele Münter begyndte at male, var hun allerede omkring 1900 begyndt at fotografere – første gang på en rejse til USA. Med kameraet i hånden startede hun med at indfange og fastholde ”verden”, men snart begyndte hun at male næsten dagligt og fortsatte den vej hele livet igennem.


Gabriele Münter var en åben og eksperimenterende
kunstner med et internationalt netværk og en omfattende udstillingsvirksomhed. Under 1. verdenskrig opholdt hun sig i Stockholm og København, hvor hun i 1918 havde sit kunstneriske gennembrud med sin første soloudstilling på Den Frie med 100 malerier, 20 glasmalerier, raderinger og vægmalerier.

I sin 60-årige kunstneriske karriere skabte hun over 2000 malerier, flere tusinde tegninger, akvareller, glasmalerier, grafiske blade og omkring 1200 fotografier, og i dag anses hun som en markant bidragyder til det 20. århundredes kunst.

Selv var Münter egentlig heller ikke i tvivl om sit eget værd. Som hun engang udtalte det: "Hvis der findes en forståelse af kunst, så vil mine værker komme til at hænge på alle store museer i verden."

Kunstnergruppen
Der Blaue Reiter

Gabriele Münter, Wassily Kandinsky (foto) og Franz Marc startede sammen kunstnergruppen Der Blaue Reiter i 1911. Gruppen repræsenterede ikke en bestemt kunstretning, men ønskede at skabe et nyt kunstnerisk udtryk med fokus på farver og den åndelige dimension.

I 1912 udgav Kandinsky og Marc en almanak med artikler af tidens kunstnere og kunstteoretikere, samt illustrationer. Almanakken anses som en af de vigtigste kunstnermanifester i det 20. århundrede.

Der Blaue Reiter nåede at arrangere to store udstillinger i München i 1911 og 1912, hvor mange internationale kunstnere medvirkede. Gruppen gik i opløsning i 1914, da Første Verdenskrig brød ud.

Kristeligt Dagblad

"Farvekraft og kunstnerisk vilje – Gabriele Münter var gjort af et særligt stof, og hun havde evnen og viljen til at fastholde det, hun så."

Weekendavisen

"Cool geometri & naturlyrik – udstillingen viser os en sitrende årvågen kunstner, der responderer på en forbløffende mængde af strømninger i 1900-tallets første halvdel."

Jyllands-Posten

"Louisianas udstilling demonstrerer til fulde, at Gabriele Münter må regnes som én af de helt store kunstnere i det modernistiske gennembrud... er på enestående vis sig selv og har sit eget unikke udtryk igennem hele sin store produktion... på tværs af alle stiludtryk hviler der over Münters billedverden en aura af ro og afklarethed, af oprigtig nysgerrighed og umættelig livsappetit."

Børsen

"Fra vidunderlige landskabsmalerier til karakterfulde protrætter... Gabriele Münter stræbte aldrig efter at være moderne, men malede bare i den stil, der passede hende. Den originalitet gør, at hende værker i den grad virker moderne og aktuelle."

Politiken

"En meget smuk udstilling – og så er det på høje tid, at også Gabriele Münters værker indskrives i den store kunsthistorie, som de føjer vigtige, vægtige og oftest højst seværdige facetter til."

Dagens Nyheter

"Lysande kolorist och frimodig humorist - en kvinna med ovanligt många strängar på sin lyra, en av modernismens allra mest intressanta konstnärer."

Sydsvenskan

"Gabriele Münters måleri lyser som en fyrbåk på Louisiana - nu äntligen får hon ta plats i konsthistorien i helfigur. I sal efter sal glöder hennes hetsande färgskala och de expressionistiska mästerverken följer på rad.”