Gå til hovedindhold
Louisiana On Paper

Ed Ruscha - Very

17.5.2018 - 19.8.2018

Med ikoniske fortolkninger af det moderne USA fra hjembyen Los Angeles, står Ed Ruscha (f. 1937) som en helt central figur i det 20. århundredes amerikanske kunst.

Siden 1960’ernes start har ingen andre så gennemgribende fortolket udviklingen af den moderne visuelle kultur i og omkring Los Angeles som Ed Ruscha. Særlig kendt er han blevet for sine cool, nøgterne gengivelser af f.eks Hollywood logoer, stiliserede tankstationer og arketypiske amerikanske landskaber. Motiver som han distillerer til et billedsprog, der er både tilgængeligt og filmisk og samtidig fuldt af subtile koder.

Ed Ruscha har udfoldet sit virke sideløbende med fremvæksten af den popkunst, vi kender og forbinder med kunstscenen i New York. Med motiver fra vejens, forrudens og biograflærredets perspektiv, bliver der hos Ruscha tale om en særegen rumlig udstrækning, som knytter sig til den store flade by og ørkenen omkring den. Han lever og arbejder fortsat i Los Angeles og hans status i den amerikanske kunstverden har givet ham tilnavnet "Kongen af Vestkysten".

Med udlån fra UBS Art Collection præsenteres Ruscha her i serien Louisiana On Paper. Udstillingen - der har fået titlen VERY efter et af Ruschas "ord-billeder" - dækker ikke blot tiden fra omkring 1960 og frem, men også de teknisk og grafisk innovative tilgange, som Ruscha gennem årene har benyttet sig af, herunder studier til hans mest ikoniske malerier og kunstnerbøger.

C.L. Davids Fond og Samling støtter serien Louisiana On Paper.

Billede herover: Ed Ruscha Double Standard, 1970, UBS Art Collection © Ed Ruscha. Courtesy of the artist and Gagosian 

Ed Ruscha på Louisiana Channel

A tribute to Los Angeles

Words have no size

LOUISIANA ON PAPER

Louisiana on Paper er en serie, som museet dedikerer til kunstneres grafiske arbejder, tegninger og andre arbejder på papir. Det er ofte små, intense udstillinger, som kalder på fordybelse, fordi de går tæt på kunstnerens skabelsesproces eller idé-register. Serien støttes af C.L. Davids Fond og Samling og har bl.a. omfattet værker af Josef Albers, Vija Celmins, Ellsworth Kelly, Joseph Beuys, David Hockney, Picasso og senest George Condo.