Gå til hovedindhold
Louisiana One Work

DAVID ALTMEJD

The Flux and the Puddle

12.11.2015 - 31.1.2016

Præsentationen af David Altmejds The Flux and the Puddle var også et møde med et af tidens mest opsigtsvækkende værker inden for skulptur og installation. En fascinerende og skræmmende tour de force, der handler om kroppen og dens plads i verden.

The Flux and the Puddle er fra 2014, og det kan minde om barokkens "wunderkammer", men udsat for eksplosiv modernitet – dét, man fristes til at kalde vores egen "Big Bang-æra". David Altmejd, der er født i Canada i 1974, presser nemlig her forestillinger om og repræsentationen af kroppen og alle dens egenskaber til det yderste. Resultatet bliver en gigantisk model med referencer til såvel økosystemer som computerkredsløb.

The Flux and the Puddle måler 328 x 640 x 714 centimeter, og med sine figurer og formationer i bl.a. voks, spejl, gips, akrylmaling, latex, fjer, keramik, blæk, træ, ståltråd og kvarts placeret i uoverskuelige mange plexikasser er værket en helt usædvanlig oplevelse.

Værket ejes af Collection Giverny Capital, deponering på Musée National des Beaux-Arts du Québec.

ALTMEJD INTERVIEW

"Når jeg laver en skulptur, ønsker jeg ikke at styre den intellektuelt. Jeg vil gerne have at den skal skabe sin egen intelligens" - sådan udtrykker David Altmejd sig om sit værk 'The Flux and the Puddle' i Louisiana Channels interview med kunstneren. Her fortæller han - bl.a. - også om hans særlige arbejdsmetode, hvor han bruger en mikroskopisk, detaljeorienteret tilgang til at bygge og tænke et kunstværk, der kan vokse sig stort i format.

EN NY SERIE

Louisiana One Work er overskrift for en ny serie i Louisianas udstillingspraksis. Her præsenteres markante enkeltværker, der ofte er i stor skala. Tidligere har dette f.eks. været tilfældet med Ed Kienholz’ Five Car Stud (1969-72), der blev vist i Store Sal i 2012, og med Richard Mosse’s videoinstallation The Enclave i foråret 2015.

PODCAST OM VÆRKET

En auditiv introduktion til David Altmejds fascinerende skulpturkompleks. Hør om værket - lyt med når Altmejd selv fortælle om The Flux and the Puddle og hans inspirationskilder - samt udstillingens kurator Anders Kold, der fortæller om tankerne bag udstillingen.

Podcasten er produceret af studerende på Sonic College: Rolf Thomsen Grove, Anja Tietze Lahrmann og Daniel Porcelli.

ANMELDELSER

POLITIKEN

"Installationen rummer et univers af objekter, som synes at holde hinanden i skak - nogle er organiske, andre er ligefrem dyriske eller kropslige, og de breder sig over tre dimensioner. Sammen med alt det andet fortæller den om den menneskelige krops placering i en tilsyneladende ustadig og uoverskuelig verden."

Kristeligt Dagblad

"[Altmejds] værk er på samme tid frastødende og forførende...det er et stort, mangefacetteret billede på forvandling og bevidsthedsspring, på energiens transformation fra en tilstand til en anden..."