Gå til hovedindhold

CECILY BROWN

Where, When, How Often and with Whom

8.11.2018 - 10.3.2019

"Et scoop". Louisianas udstilling med den britiske maler Cecily Brown har taget anmeldere og publikum med storm. Hendes værker, der nu lyser op i museets Vestfløj, emmer af liv, farve, bevægelse og erotisk kraft.

Cecily Brown (f. 1969) regnes for en af de skikkelser, der har været med til at bane vejen for maleriets genopblomstring i nyere tid. Hun har siden slutningen af 1990’erne boet i New York og fra starten haft fokus på maleriet, hvor hun henter sin inspiration hos kunstnere som Willem de Kooning, Philip Guston og Francis Bacon, men også hos kunstens klassiske mestre som Goya og Bosch.

Brown hylder maleriets klassiske potentiale for forførelse, men frigør sig også ved at pode det med pornografiske og groteske motiver samt referencer til vor tids humanitære katastrofer.

I forlængelse af Louisianas serie om figurative malere, der på forskellig vis fortæller historier fra og om vores samtid – Peter Doig, Daniel Richter og Tal R – får vi således hos Cecily Brown også en kvindelig kunstners blik på en verden, som på mange måder er skabt af mænd.

Bemærk, at udstillingen er tilrettelagt således, at man får den fulde oplevelse ved at gå fra det første rum mod venstre og ned ad trappen til Vestfløjens underetage – hvorfra man så stiger "op i lyset" igen og ender foran Browns nyeste hovedværk det mere end ti meter lange triptykon "Where, When, How Often and With Whom".

CECILY BROWN
PÅ LOUISIANA CHANNEL

“Kunst virkede både meget spændende og glamourøst, men også meget farligt, da jeg var barn." I dette interview med Louisiana Channel fortæller Cecily Brown om sin tidlige fascination af "skræmmende" kunstnere og "mørke" billeder af f.eks. Francis Bacon og George Grosz. "Jeg snød mig til at kigge i mine forældres kunstbøger – nærmest som om det var Playboy eller noget i den stil."

EN SERIE AF SAMTIDSMALERI

Udstillingen af Cecily Browns ekspressive malerier lægger sig i naturlig forlængelse af Louisianas præsentationer af samtidskunstens malere fra de seneste års udstillingsprogram - Tal R i 2017, Daniel Richter i 2016 og Peter Doig i 2015. Med serien giver Louisiana et aktuelt bud på maleriet som en kunstnerisk tradition, der langt fra er stivnet, men som tværtimod er fuld af bevægelse og penseldryppende energi.

Cecily Brown er fra 1969Tal R fra 1967, Daniel Richter fra 1962 og Doig er fra 1959 – med lidt elastik altså samme generation. De identificerer sig alle fire som figurative malere, der fortæller historier fra og om vores samtid - og så har de alle et frigjort forhold til mediet maleriMåske er det svært at sige lige præcis, hvorfor de egentlig er blevet malere, men det er de nu engang, og de maler på livet løs – tilsyneladende uanfægtet af den påstand om maleriets død, som netop prægede deres generation, da de var unge.

ANMELDELSER

Jyllands-Posten

"Fænomenalt på Louisiana: Cecily Brown går lige i kødet på publikum"

Politiken

"Wow! Brown placerer sig tungt i samtiden som et stærkt referencepunkt for maleriet til alle tider. Det er klassisk, men det er klassisk på den virkelig gode måde".

Information

"Forfriskende og originale billeder (...) i deres appellerende sanselighed er (de) stærkt vedkommende, ja, rørende og bevægende."

Kristeligt Dagblad

"Brown er en modig maler, der med sin vildt urolige penselskrift bringer et traditionstynget medie som maleriet ind i samtiden og lader det med nutidige temaer, især erotik, magt, køn og krop."

Børsen

"En maler af højeste internationale klasse – en vidunderlig og sanselig billedkunstner."

kunsten.nu

"Formidabel relationel billedstorm (...) Louisiana har gjort et scoop i den nye udstilling med maleren Cecily Brown."