Gå til hovedindhold
Louisiana On Paper

BIRGIT JÜRGENSSEN

ICH BIN / JEG ER

13.6.2019 - 22.9.2019

Louisiana præsenterer den første udstilling i Norden med den østrigske avantgarde-kunstner Birgit Jürgenssen. Hendes skarpe, humoristiske værk kredser omkring kvindens rolle i samfundet, identit(er) og friheden til at være sig selv.

Birgit Jürgenssen (1949-2003) tilhørte den østrigske avantgarde i 1970’erne sammen med kunstnere som Maria Lassnig og Valie Export. Allerede som otteårig efterlignede Jürgenssen værker af Pablo Picasso og underskrev dem BICASSO Jürgenssen. Legen med forskellige identiteter og dekonstruktionen af den patriarkalske verdensorden blev siden hovedspor i hendes kunstneriske virke. 

Igennem tegning og fotografi, Jürgenssens foretrukne medier, tematiserede hun kvindens rolle i samfundet med sin skarpe og undergravende humor. I et af de mest kendte fotografiske værker ser vi Jürgenssen selv gennem en glasdør udklædt som hjemmegående husmor med ansigtet presset mod døren, hvorpå der er skrevet ”Ich möchte hier raus!” (”Jeg vil ud herfra!”) – fra hjemmet vel at mærke.

I en tegning fra samme tid er husmoderen bogstaveligt skildret som en vild løve i et bur. Jürgenssens værker er ikke kun et kampråb mod den strukturelle kvindeundertrykkelse. De præsenterer samtidig muligheden for som kvinde (eller mand) at bryde ud af en rolle og tage sig den maske eller identitet på, man selv ønsker.

Udstillingen er organiseret i samarbejde med Estate Birgit Jürgenssen, Kunsthalle Tübingen og GAMeC Museum i Bergamo. C.L. Davids Fond og Samling støtter Louisiana On Paper