Gå til hovedindhold
Photo: Javier Callejas
Arkitekturens Værksteder

ANUPAMA KUNDOO – TAKING TIME

15.5.2020 - 30.8.2020

I den fjerde udstilling i serien, Arkitekturens Værksteder, søger den indiske arkitekt Anupama Kundoo at kaste lys over en knap ressource i vores liv: tiden. Kundoo opfatter tiden som en glemt ressource i arkitekturen – arkitektur er en proces, der i sig rummer nuet, fortiden og fremtiden.

Udstillingen er bygget op som en vandring i tid, hvor traditionelle indiske byggeskikke, håndværk og materialebrug udforskes og integreres i Kundoos nutidige værker. Hun er optaget af at bruge så få ressourcer som muligt i sin arkitektur. 

Anuparma Kundoo arbejder både i Indien og i Europa, og hendes egen bolig i den eksperimentelle by Auroville i det sydlige Indien er et af hendes hovedværker. Auroville opstod ud fra ideen om et fællesskab, hvor mennesker fra forskellige kulturer kunne leve i fred og harmoni uagtet nationalitet, religion, kaste eller politik.

Kundoos arbejde med udviklingen af Auroville er et af udstillingens temaer og vil udfoldes gennem modeller i stor skala. Kundoo tegner desuden en stedsspecifik installation til Louisianas park, der vil kunne opleves i udstillingsperioden.

Realdania støtter udstillingsserien Arkitekturens Værksteder.