Gå til hovedindhold
Ann Veronica Janssens, Passion for light. Foto: Pascual Merce Martinez

ANN VERONICA JANSSENS

23.1.2020 - 17.5.2020

Lyseffekter, tågedannelser, farvespor og spejlingers optiske bedrag. Den belgiske kunstner Ann Veronica Janssens' (f. 1956) mission er sætte vores virkelighed i et nyt lys.

Som kunstner arbejder Janssens nærmest videnskabeligt på at skubbe til grænserne af det kendte. Selvom hendes kunst ikke er nem at rubricere, er dens effekt på os beskuere ikke til at tage fejl af. For hende handler det nemlig ikke om at bekræfte det, vi allerede ved, men snarere om at rykke og placere os dér, hvor hvor vi kan åbne os på ny.

Selv vedgår Janssens sig gerne inspirationen fra de amerikanske ’Light and Space’-kunstnere fra 1960’ernes Californien. Og helt fra starten af sin karriere har hun været optaget af, at kunst ikke skal observeres på afstand, men skal opleves som en samlet påvirkning af øjnene, kroppen og bevidstheden. 

Det er første gang Ann Veronica Janssens kan opleves i Danmark.

Passion for lys

Kom med ind i laboratoriet hos Janssens, og se og hør hvordan hun arbejder med lys som det vigtigste materiale. 

Uanset om det er fast, flydende eller gasformigt bruger hun lys i alle dets former "for at vise manifestationerne af virkeligheden på en anden måde."