Louisianas Arkitektur

1958  NORDFLØJEN
Det første Louisiana, der åbnede for publikum i 1958, bestod af en række glaskorridorer og tre "pavilloner", der forbandt den gamle villa med et cafeteria – og dermed kigget ud over vandet. Dette forløb, der omfatter Giacometti-salen og Jorn-rummet betegnes som Nordfløjen.

1966-1976  VESTFLØJEN OG KONCERTSALEN
Louisiana sprængte hurtigt rammerne. Allerede i 1966 og 1971 blev museet udvidet med de to etager af Vestfløjen. I 1976 fulgte så Koncertsalen, hvis akustik og atmosfære gør den særlig velegnet til kammerkoncerter. Salen har også altid været stedet, hvor Louisiana har inviteret til debatter, foredrag og andre arrangementer. Stolene i koncertsalen er designet af Poul Kjærholm og endevæggene udsmykket med malerier skabt til rummet af Sam Francis.

1982  SYDFLØJEN
Med Sydfløjen fik Louisiana tilført udstillingsrum med større loftshøjde og rummelighed end i de hidtidige bygninger. De høje rum fremhæver kunstværkernes kvaliteter, idet de får rigeligt plads omkring sig og optimalt dagslys. Sydfløjen er bygget ind i terrænet for på den måde at fastholde Louisianas horisontale skala.

1991  ØSTFLØJEN/GRAFIKFLØJEN
Denne udvidelse betød, at museets bygninger blev forbundet i en tilnærmet cirkelform. Grundplanen blev væsentligt forbedret, og man kan nu komme hele vejen rundt på en vandring, hvor man snart er koncentreret om kunstværkerne, snart kobler af ved udsynet til parken eller Sundet. Den underjordiske Østfløj betegnes også Grafikfløjen, da den giver mulighed for at udstille tegninger og grafik, der ikke må udsættes for dagslys. Af samme grund bruges fløjen ofte også til udstilling af foto-, video- og lyskunst. Østfløjen munder ud i Store Sal, der ligger under Calder-terrassen.

1994-1998  BØRNEHUSET OG BUTIK
Med Børnehuset fik Louisiana en enestående ramme om museets aktiviteter for børn og unge. 1998 blev der foretaget en udvidelse for at forbedre museets publikumsfaciliteter. Samtidig fik Louisiana Butik bedre pladsforhold.

2003-2006  MODERNISERING
Louisianas arkitektur er kendt for de diskrete pavilloner og halvt gennemsigtige glaskorridorer. Men ikke mindst de mange vinduer stiller enorme krav til sikkerhed og klimastyring - og dét i et omfang, man ikke havde mulighed for at forudse ved museets åbning. For fortsat at kunne præsentere publikum for de allerbedste af tidens værker er det afgørende, at huset lever op til de skrappeste gældende normer og krav. Fra 2003 til 2006 gennemførtes derfor en omfattende modernisering, der uden at røre ved bygningernes æstetiske integritet og lethed har forsynet Louisiana med alt til faget hørende teknologi og sikret stedet som mødested for mennesker og kunst langt ind i det 21. århundrede. Moderniseringen blev med et trecifret millionbeløb sikret af såvel private midler som et ekstraordinært tilskud fra Kulturministeriet.

"Det var," skriver Knud W. Jensen i forbindelse med museets 40 års jubilæum, "en ideel placering for et museum, men grunden stillede sine krav og blev på en måde vores arbejdsgiver, som suverænt bestemte, hvor bygningerne skulle ligge og skulpturerne placeres."

Selve byggeriet gik i gang i midten af 1956 og varede frem til museets åbning i 1958. Bo og Wohlerts oprindelige formsprog kendetegnes af de lange, hvidmalede mure, synlige konstruktioner, laminerede trælofter og dybrøde klinkegulve. Og så naturligvis af de store glaspartier, der åbner ud til omgivelserne og bidrager til en helt særlig arkitektonisk lethed.

Inspirationen hentede de to arkitekter fra begge sider af Stillehavet. Wohlert havde været på studieophold på University of California at Berkeley og havde her haft lejlighed til at studere træhusene i San Francisco-bugten, den såkaldte Bay Area-arkitektur. Men Louisiana har også tydelige referencer til den traditionelle enkelhed i japansk byggeskik, som det på fornem vis lykkes at omplante til danske forhold. Det er blevet sagt, at to forhold fra begyndelsen var afgørende for Louisianas arkitektur, nemlig sammenhæng og skånsomhed. 

JØRGEN BO (1919-1999). Afgang fra kunstakademiets arkitektskole i 1941, udnævnt til professor samme sted 1960. Ud over det mangeårige samarbejde omkring opførelsen og udvidelsen af Louisiana, tegnede han med Vilhelm Wohlert blandt meget andet også Danmarks ambassade i Brasilien, 1972–74, samt Kunstmuseet i Bochum, Tyskland, 1978-83. Med Karen og Ebbe Clemmensen opførte han Blågård seminarium i Gladsaxe, 1962–66, og med Anders Hegelund som associeret arkitekt IBMs danske hovedkvarter i Lundtofte, 1970–72. Jørgen Bo modtag en stribe hædersbevininger, bl.a. Eckersberg-medaljen i 1959 og C. F. Hansen-medaljen i 1983.

VILHELM WOHLERT (1920-2007). Uddannet på kunstakademiets arkitektskole, elev af Kaare Klint. Afgang i 1944, professor i bygningskunst 1968-86. Som selvstændig arkitekt forestod han opgaver af vidt forskellig art, bl.a. i 1956–58 ombygning af Ny Carlsberg Glyptotek (s.m. Viggo Sten Møller). Blev siden fast arkitekt for Ny Carlsbergfondet. Foruden Louisiana-samarbejdet med Jørgen Bo, opførte makkerparret også Kirstineparken i Hørsholm og Piniehøj i Rungsted. Han tegnede flere kirker og – med ægteparret Exner – også Frederik 9.s begravelsesplads ved Roskilde domkirke. Spillede en vigtig rolle i bestræbelserne for at bevare gammel, dansk bygningskultur. Forestod talrige restaureringer, bl.a. af Chr. 7.s Palæ på Amalienborg og Københavns Domkirke. Tildelt bl.a. Eckersberg-medaljen 1958 og Træprisen (for Louisiana) samme år samt C. F. Hansen-medaljen i 1979.