Gå til hovedindhold

JORN RUMMET

Asger Jorn var en gigant i den danske og europæiske efterkrigs-kunst. Hans produktion var vidtfavnende, men i en Louisiana sammenhæng er Jorn først og fremmest maler. Museet har i mange år ejet en række væsentlige værker, men først med en stor donation fra Jytte og Dennis Dresing kunne Louisiana mønstre så fornem en samling, at den berettigede til etableringen af det permanente Jorn-rum.

SPRÆNGTE ALLE KATEGORIER

Asger Jorn (1914-1973) er en af de helt centrale personer i det 20. århundredes danske kunst.

Han var en på alle måder grænseoverskridende kunstner – både hvad angik det internationale kunstliv, COBRA-bevægelsen, Situationistisk Internationale med meget mere, men også i forhold til sine tanker om kunstnerens position i samfundet.

Hans udfordringer af kunstens stof, af materialerne, var legendarisk og livslang. Han arbejdede med og bearbejdede samtlige kendte kategorier inden for billedkunsten, og havde et særligt øje for netop at sprænge kategoriseringer, hvis det overhovedet var ham muligt.

Asger Jorn vidste mere om kunstens historie end de fleste kunstnere, og i skrifter af vidt forskellig karakter såvel som i værkerne lå sammenhænge på kryds og tværs ham på sinde. På tværs nok i særdeleshed, som når han skrev hele den nordiske folkekunst sammen koblet op med en ufattelig belæsthed inden for de humanistiske videnskaber og skønlitteraturen. Til tider øjenåbnende og med stor betydning for formidlingen af kunst i overordnet forstand, andre gange mærkeligt, eksotisk og på kanten af det obskure.

DEN MALERISKE JORN

På Louisiana er det maleren Asger Jorn, der er i fokus. Museet havde i mange år ejet en række væsentlige værker, men takket været en banebrydende donation på i alt elleve værker fra ægteparret Jytte og Dennis Dresing – givet i to omgange i 1999 og i 2004 – fik museets Jorn-samling så meget tyngde, at den "krævede" sit eget, permanente rum.

Siden har museet endvidere været heldig at kunne føje yderligere tre Jorn-værker til Samlingen. Det drejer sig om to olier på lærred fra begyndelsen af 1960'erne, bl.a. hovedværket Etwas bleibt, samt en såkaldt modifikation Nocturne III fra 1959.