En anden hændelse, der fandt sted 25. februar 1871 – knap en måned efter byens overgivelse – var dannelsen af en komponistforening. Tidspunktet kan måske synes en smule malplaceret i en tid, hvor Paris kæmpede helt basalt for at restituere sig, men i en national sammenhæng var timingen perfekt. Foreningen hed Société Nationale de Musique. Medlemmer af foreningen var bl.a. Jules Massenet, Georges Bizet, César Franck, Edouard Lalo – og senere bl.a. Claude Debussy og Ernest Chausson. Det var komponisterne Henri Duparc og Camille Saint-Saëns samt digteren Romaine Bussine, der tog initiativet.

Efter nederlaget til Preussen havde Frankrig brug for at definere sig kulturelt i forhold til omverden og ikke mindst til det nye tyske rige. Inden da havde den franske opera – inspireret af germansk musik – været altdominerende på musikkens område med navne som Gounod og Meyerbeer, men nu skulle der andre toner på programmet i koncertsale og operahuse. Selskabets medlemmer mødtes under mottoet Ars Gallica, og var klart nationalistisk i starten.

Gallisk kunst: Det var som om det militære nederlag til Preussen kom til at markere en ny start for fransk kultur. For det første udtrykte man i kredsen af Ars Gallica-komponister en sand foragt for alt, hvad der var tysk. I hvert tilfælde de første år. Det ideologiske grundlag for Ars Gallica var ikke blot afstandtagen til tysk indflydelse eller søgen efter en fransk kultur. Bevægelsen udtrykte i høj grad også en kulturel hovedrengøring parallelt med det politiske opgør med det Andet franske Kejserrige. Napoleon 3. blev erstattet af republikken. Der skulle renses ud!

Fremtrædende i Ars Gallica-bevægelsen var Camille Saint-Saëns, hvis hovedområde var instrumentalmusikken – først sent skrev han sin første opera Samson et Dalila. Musikalsk var Saint-Saëns af konservativ observans med dyb respekt for både Bach og Beethoven, og med eget kompositorisk udgangspunkt i Mendelssohn og Schumann. Han havde en særlig evne for smægtende melodier og for at holde dem i live over længere forløb, men han holdt sig inden for de givne former og gav som lærer sit enorme tekniske kendskab videre til komponister som André Messager og Gabriel Fauré. Trods sin musikalsk konservative stil forsvarede Saint-Saëns den nye musik og var en vigtig formidler af kunst og kultur i det hele taget. Han blev et lysende forbillede for den 10 år yngre Gabriel Fauré.

Fauré kunne om nogen skabe melodier. Han byggede videre på Saint-Saëns’ melodiøsitet, men i mere enkle former. Scenemusikken til Maeterlincks drama Pélleas et Mélisande fra 1898 er helt uden de mange lag symbolisme, som Debussy dyrkede i sin operaudgave komponeret i årene 1892 til 1901. Debussy stod for én retning i fransk musik i slutningen af 1800-tallet frem mod og efter 1900, præget af symbolismen og impressionismen, mens Fauré udviklede sig kompositorisk fra rendyrket romantik (som i ungdomsværket Klaverkvartetten op. 15) i retning af en ren æstetik, fri for føleri og mere eller mindre skjulte betydningslag. Hans musik søger inspiration fra tidligere tiders musik og kombinerer det med en dristig udvidelse af tonalitetsbegrebet. Kombinationen af noget arkaisk og moderne skabte en særlig stil, der kom til udtryk f.eks. Pavane for orkester og kor fra 1887 og det populære Requiem skrevet i årene 1887-90. Det er et rekviem uden dommedagsvisioner. ”Dies irae” er pakket ind i den inderlige anråbelse ”Libera me” – om at blive befriet fra jordens trængsler og i stedet finde den evige hvile. Selv i dette inderlige øjeblik er der en distance i Faurés musik – et æstetisk filter, der kunne få komponisten til at sige, at han havde skrevet sit rekviem ”for sjov”. Samtidige franske komponister kunne ikke helt hitte ud af, hvor fransk Fauré egentlig opfattede sig selv og sin musik.

I midten af 1880’erne skete der en opblødning af Société Nationale de Musiques strenge kurs over for fremmed musik – herunder især den tyske. På det tidspunkt var komponisten Ernest Chausson selskabets sekretær, og han hørte til den gruppe franske komponister, der var begyndt at valfarte til Wagners Bayreuth. Vincent d’Indy var en anden af disse wagnerianere, der fik indflydelse på Société Nationale de Musique, og splittelsen blev så alvorlig, at også Saint-Saëns så sig nødsaget til at forlade foreningen.

På det tidspunkt var navne som Debussy og Ravel blevet medlemmer af Société Nationale de Musique, men det betød ikke fred i flokken. Grundlaget for Société Nationale de Musique havde været det nationale element, og netop det nationale blev omdrejningspunktet for splittelse og dannelse af et alternativ. I 1910 medvirkede Fauré sammen med netop Ravel til at danne Société Musicale Indépendante, der fremstod som et mere uafhængigt og inkluderende selskab end Société Nationale de Musique. Fauré forsøgte som præsident for Société Musicale Indépendante at fusionere de to selskaber, men det lykkedes ikke, og de levede deres parallelle liv, mens nationalfølelse, patriotisme, nationalisme skabte interne fronter i musik- og kulturliv. Ikke mindst op til og under 1. Verdenskrig. Société Musicale Indépendante eksisterede frem til 1935 – Société Nationale de Musique til 1939. Men hermed var spørgsmålet om hvor fransk musik skulle være ikke slut. En ny verdenskrig var på vej – endnu større end den, der havde været igangsættende for det nationale franske musikselskab i 1871 – og nye nationale / nationalistiske holdninger pressede sig på.

Tekst: © Steen Chr. Steensen