På den anden side af århundredeskiftet skiftede hans karriere for alvor gear. Han begyndte at give koncerter som violinist internationalt, dannede bl.a. en strygekvartet i sit navn, dirigerede og ikke mindst: komponerede en række værker både for orkester og forskellige kammerbesætninger. Oktetten fra 1900 er f.eks. et smukt værk, der viser en komponist med stort musikalsk overskud til at udtrykke sig originalt. Det er sagt, at Enescu komponerede sine bedste værker i disse år, og at tiden efter 1. Verdenskrig mere kom til at stå i violinens tegn.

Enescus partiturer er fyldte til bristepunktet med -spilleanvisninger, der ved første øjekast får dem til at virke næsten uspillelige. Hver eneste lille tekniske nuance eller ekspressive detalje er skrevet ind – og når det gælder en violinnode er det helt ned til detaljer som et vibratos hastighed, særlige fingersætninger, buestrøg, klangfarve osv. Det er som om komponisten og musikeren Enescu finder symbiotisk sammen i disse nodebilleder – og i virkeligheden til stor hjælp for den, der skal fremføre hans værker.

Et af højdepunkterne blev operaen Oedipe, som han lavede skitser til allerede i 1910, påbegyndte i 1913, færdiggjorde i 1921 og orkestrerede frem til 1931. Et kæmpearbejde – det største værk i Enescus’ produktion, og i hans egen bevidsthed også det vigtigste. Enescu skriver opera, som om han aldrig har bestilt andet. Med en kolossal dramatisk og musikalsk spændvidde fra smægtende romantik til modernistisk kvarttonemusik, vilde støjeffekter og Sprechgesang, der minder om Schönberg. Oedipe blev uropført i Paris 1936, men så heller ikke mere i Enescus levetid. Siden er den sporadisk sat op rundt omkring – men aldrig anerkendt for sin betydning.

Den dårlige modtagelse af Oedipe kom til at præge Enescu. Han følte sig tilsidesat som komponist, mens han som violinist fejrede triumfer verden over og samtidig blev en berømmet underviser og inspirator for et kuld nye vidunderviolinister. En af dem var Yehudi Menuhin, der opsøgte Enescu i en alder af 10 år. Elev-lærer relationen udviklede sig til et livslangt venskab. Menuhin erindrer fra sin første tid, hvordan Maurice Ravel en dag kom til Enescu med sin nye violinsonate og bad ham om at kigge den igennem. Efter at have spillet det én gang, lukkede Enescu noderne, hvorpå han spillede den igen udenad. Enescus evner til at huske selv de sværeste partiturer udenad var legendarisk. Måske har denne evne haft betydning for, hvor direkte han kunne formidle musikkens dybere lag – der stod ikke et nodebillede i vejen mellem ham og det musikalske budskab.

I dag er Enescu ved at opnå den anerkendelse som komponist, som han ikke fik i levende live. Måske fordi tiden er moden til at dømme hans musik ud fra en ren musikalsk målestok. På den ene side skyggede hans karriere som violinist og lærer for modtagelsen af hans musik. Samtidens publikum kunne kun forholde sig til denne side af hans musikalske talent – den mest tydelige: i koncertsalen med sin violin. På den anden side var Enescu en af de kunstnere, der kom i klemme mellem Øst og Vest. Hjemme i Rumænien var han ugleset for sin karriere i Europa og USA, mens man i Vesten mestendels hørte en komponist med hang til østeuropæisk folklore a la Suites roumaines fra hans unge år. Værker fra hans modne periode så som 3. Symfoni op. 21,1. Strygekvartet op. 22,1, 3. Klaversonate op. 24 og Klaverkvintetten op. 29 demonstrerer imidlertid hans stilkendskab (fra neoklassicisme til tolvtoneteknikker) og dybt originale tilgang til det musikalske stof.

Men helt tæt på Enescu kommer man bedst ved at lytte til hans spil. På cd-indspilninger eller på YouTube. Lytte til en tone, der på én gang er bred og rig, båret af det helt særlige Enescu-vibrato med en uendelig rigdom af varianter. Lytte til ekspressiviteten gennem fraseringerne. Lytte til det sangbare i hvert buestrøg. Lytte f.eks. til Bachs d-mol dobbeltkoncert, hvor han spiller sammen med Yehudi Menuhin. Menuhin spiller 1. violinstemmen og fører an med sin karakteristiske klare, vibrerende klang, og så følger Enescu rund, blød, inderlig i sin tone. De to supplerer hinanden og skaber den oplevelse af en kultur, som ikke længere findes. I modsætning til nutidens idealer om teknisk perfektion og udvendig brillans, formidler Menuhin og Enescu en mening med musikken, som næsten er glemt. En klang af verden af i går. Menuhin beskrev ham således: ”Den Absolutte mod hvem jeg bedømmer alle andre.”

Tekst: © Steen Chr. Steensen