Det var i hvert tilfælde det år, at den amerikanske professor Maynard Solomon publicerede en artikel med titlen Franz Schubert og Benvenuto Cellinis påfugle, hvori han med udgangspunkt i et dagsbogsnotat af en af Schuberts venner udvikler teorien, at den østrigske komponist var homoseksuel, og for at have syfilis Allerede den tidlige Schubert-autoritet Otto Deutsch påpegede, at Schubert havde påført sig en syfilis, og med Solomons artikel fra 1989 trådte rygtet om Schuberts homo- eller biseksuelle tilbøjeligheder for alvor ind i den internationale litteratur.

Nu blev alle tidligere udsagn om Schubert og hans musik endevendt for at finde tegn på karakteren af komponistens sexliv. Var hans lieder rettet mod intimsfæren, hvor det kvindelige dominerede? Foretrak han rondoer frem for marcher, fordi de signalerede cykliske, kvindelige idealer? Blev Schubert marginaliseret i Wiens musikliv pga. hans tilbøjeligheder? Var Schubertiaderne samlingssted for hedonistiske unge mænd, en slags subkultur under dække af litterær og musikalsk forening skjult for Metternichregimets spioner? Og kunne man i 2. sats af Schuberts 8. ”ufuldendte” symfoni finde beviser for homoseksualitet, sådan som den amerikanske feministiske musikolog Susan McClary forsøgte sig i en analyse?

Og, kunne man med samme optik spørge, var Schuberts trio Notturno i Es-dur udtryk for komponistens inderlige drøm om at blive tilbedt? Nocturnen er et stykke aftenmusik, der efter gammel skik bliver fremført med sang og instrumenter af elskeren under den elskedes vindue eller balkon eller altan alt efter boligens indretning. Men da det i Schuberts tilfælde er et stykke kammermusik, må man spørge, hvem der egentlig spiller. Eller hvor? Kunne det være oppefra kammeret eller soveværelset musikken lyder, og er det i virkeligheden den elskede, der udtrykker sin længsel? Schuberts Notturno kan underbygge denne tolkning: den er musikalsk præget af en kredsen om sig selv, den har ingen retning, bliver heftig midtvejs, men slutter ligesom den begyndte. Siden skulle den polsk-fødte Frédéric Chopin mestre nocturnen netop på denne vis. Og han blev om nogen anset og dyrket for at have en tvekønnet fremtoning. Chopin største kærlighed var i øvrigt rettet mod en kvinde, der klædte sig ud som en mand – George Sand.

I Tjajkovskijs tilfælde var der til gengæld ingen tvivl om homoseksualiteten. Den var kendt, mens han levede, og i dag er den endnu mere kendt og dyrket næsten 125 år efter hans død. Det er som om hver eneste tone, han har komponeret, skal høres i lyset af hans ”lidelse”. Det hører nemlig til en af myterne, at samtiden fordømte ham, eller at han følte sig fordømt af sine omgivelser. Sandt er det, at han udtrykte fortvivlelse over, at han ikke kunne leve et normalt kærlighedsliv til en kvinde. Han forsøgte det. Han giftede sig, men ægteskabet blev en katastrofe, og de to eneste kvinder, der kom til at betyde noget i hans liv, var hans mor (som han mistede som 14-årig) og hans mæcen Mme von Meck, der virkede som en nær ven. Netop Klavertrioen op.50 er komponeret midt i en turbulent periode i hans liv lige efter bruddet med hustruen. Den er oven i købet en reaktion på nyheden om vennen, forbilledet, komponisten Nikolaj Rubinsteins død. Ingen tvivl om Tjajkovskijs følsomhed, men går man trioen efter i sømmene, så er den forbavsende stringent og konsekvent komponeret. Ingen sentimentale udgydelser hér. Det har fået kritikere til at kalde 1. sats for ”hårdhændet” – ikke så følelsesfuld, som det stereotype billede af komponisten lægger op til.

Og man kan ryste på hovedet af al det næsten fysiske navlepilleri og interesse for kønsdrift i dur og mol, men måske også ærgre sig lidt, fordi det risikerer at skygge for andre oplevelser og tolkninger, som f.eks. kunne være at lytte dybere i musikken og høre de eksistentielle sider, som både Schubert og Tjajkovskij udtrykte. Og det har ikke noget at gøre med, om komponisten er homo- eller heteroseksuel. Eller om han er platfodet, blåøjet eller er nærsynet. Eller om hun er en kvinde.