Gå til hovedindhold

THE WORLD IS YOURS

5.9.2009 - 10.1.2010

På THE WORLD IS YOURS - den største udstilling af samtidskunst på Louisiana i ti år - viste 24 markante kunstnere fra hele verden værker, der kommunikerede meget direkte med publikum. Og som derfor berørte både den besøgendes sanser, kroppe, hjerner og hjerter.

THE WORLD IS YOURS stod der med lysende pærer på toppen af Louisianas gamle villa. Lysskiltet var et værk af den norske kunstner Gardar Eide Einarsson, og det bød velkommen til sæsonens store præsentation af international samtidskunst på Louisiana.

På THE WORLD IS YOURS blev gæsterne mødt af den mangfoldighed af udtryk og medier, som kunsten betjener sig af lige nu: levende billeder og interaktive installationer. Lyd, skulptur, hverdagsmaterialer, tekst, maleri og collage - ja, ovenikøbet duft.

En samling vidt forskellige værker, der på vidt forskellige måder bragte samtidens og samfundets store spørgsmål på banen.

Nykredit var sponsor for Louisiana Contemporary serien, og udstillingen blev desuden støttet af C.L. Davids Fond og Samling.

SUPERFLEX, SHILPA GUPTA, OLAFUR ELIASSON, MONICA BONVICINI...

THE WORLD IS YOURS viste værker, der overraskede, pirrede, skubbede til eller efterlod spor hos os, der kiggede på - eller som var direkte afhængige af vores reaktioner.
Her kunne vi opleve en sky af mikrofoner, der nynner, synger og snorker (Shilpa Gupta). Blive indfanget af den stærke lugt af sved indsamlet fra mænd med angstanfald (Sissel Tolaas). Få kuldechok i mødet med Olafur Eliassons isnede kunstbil eller benytte os af Monica Bonvicinis spejltoilet i Louisianas park - hvis vi da ellers turde.

I flere af værkerne var der noget foruroligende på færde i tilsyneladende velkendte rum og situationer. Som når demonstranter i stedet for skilte holdt spejle op foran ansigterne (Mircea Cantor). Når en tom McDonald’s efterhånden fyldtes med vand (Superflex).
Eller når man med sin krop kunne styre billeder og lyd og tune sig ind på præcis den radiokanal, man ville.

Det sidstnævnte værk, Frequency & Volume, var skabt af Rafael Lozano-Hemmer, og for ham skal kunsten "skabe rammerne om en god fest." I udstillingens katalog, der bragte interview med de 24 deltagende kunstnere, forklarede Lozano-Hemmer:

"Det behøver ikke være en glad fest, men jeg ser kunstværket som et miljø, der får sit eget liv i kraft af publikums medvirken... først når publikum og værkerne påvirker hinanden, begynder jeg at forstå, hvad mine projekter går ud på."

THE WORLD IS YOURS kunne ses i Louisianas sydfløj og inddrog også museets park.