Gå til hovedindhold
Louisiana Contemporary

Walton Ford

12.10.2010 - 6.3.2011

Forførende og foruroligende. Fulde af stærke farver, groteske detaljer og surrealistisk symbolik. Walton Fords store akvareller af dyr er udført med en teknisk brillans og en æstetik, der virker klassisk, men ved nærmere øjensyn er værkerne overraskende, komplekse, satiriske og helt igennem moderne fortællinger.

Den amerikanske kunstner Walton Ford (f. 1960 i Larchmont, New York) maler akvareller befolket med dyr af alle slags – fugle, fisk, aber, okser, tigre og løver, der på bestialsk vis enten fortærer og bekæmper hinanden eller bliver lemlæstet af mennesker i et på en gang smukt, uudgrundeligt og grumt univers.

Udstillingen på Louisiana var den første præsentation i Skandinavien af denne særegne kunstner, der maler med en detaljerigdom og akkuratesse, som indfanger beskueren til et nærstudie af næsten hvert et penselstrøg. Fords dyrefortællinger minder stilistisk om klassisk naturalistiske, zoologiske illustrationer fra en svunden tid, udført med teknisk perfektion, men ved nærmere øjesyn er de langt snarere sælsomt gruopvækkende fremstillinger af blandt andet magtbegær og ondskab, til tider med en humoristisk vinkel. Derudover udmærker Walton Fords mennesketomme akvareller sig ved at være overraskende store, idet dyrene er gengivet i naturlig størrelse.

Kunstnerens billeder tager afsæt i både skønlitterære, historiske og naturhistoriske kilder, og Fords billeder har alle dyr som det primære omdrejningspunkt – om end ofte symbolsk. Værkerne er komplekse og satiriske, og de forholder sig kritisk til mange dele af vores historie og samtid, herunder stadig aktuelle problemstillinger som industrialisering, kolonisering og menneskets påvirkning af miljøet.

Utallige besøg siden de unge år på naturhistoriske museer i USA har været Walton Fords store inspirationkilde, men han har også indgående studeret den amerikanske ornitolog og dyremaler John James Audubon (1785-1851). Ford er uddannet designer fra BFA, Rhode Island School of Design, Providence, Rhode Island og Rhode Island School of Designs European Honors Program i Rom, Italien. Hans billeder har tidligere været vist på bl.a. Hamburger Bahnhof. Museum für Gegenwart, Berlin og på Albertina i Wien.

Louisiana Contemporary støttes af Nykredit