Gå til hovedindhold

Villaen & Nordfløjen

Den Gamle Villas fine stuer mod haven har, lige siden åbningen af Louisiana, været ramme om gæstens første møde med Samlingen. Her kan man for tiden se nærmere på et lille, men fornemt udvalg af værker, fortrinsvis fra 1950'erne og 1960'erne.

I de to første havestuer bydes man velkommen af kunstnere med tilknytning til konstruktivismen og dens forskellige "udløb". Det er værker af Auguste Herbin og Robert Jacobsen, tre af Josef Albers' hyldester til kvadraten og en abstrakt figur af Oskar Schlemmer, der var tilknyttet Bauhaus-skolen. Også en enkelt af avantgardens kvinder, Sophie Taeuber-Arp, vises her.

Den sidste havestue viser forskellige bud på 1960’ernes udvidelse af det todimensionelle maleribegreb med Pop Art. Her påkalder den venezuelanske Jesús Rafael Sotos violette kvadrat med svævende snoreophæng, Carré Virtuel Violet, sig helt naturligt opmærksomheden ligesom den modsatte væg med italienske Lucio Fontanas rumlige koncepter, dels det monokrome og gennemskårne Concetto Spaziale, Attese fra 1966 og dels det gennemhullede værk i aluminium, New York, fra 1962.

På turen gennem Nordfløjens glasgange støder man først på to af Alberto Giacomettis store figurer, Ske-kvinde og Gående Kvinde, samt en række af hans helt små og mindre værker. Mellem Giacometti-salen og Jorn-rummet (der i øjeblikket er indrettet til Olafur Eliassons Model room) præsenteres flere af hovedværkerne fra museets samling af Asger Jorn i en dialog med værker af Henry Heerup og Jean Dubuffet.