Gå til hovedindhold
Louisiana Contemporary

Tara Donovan

8.2.2013 til 28.7.2013

Tara Donovan eksperimenterer med nærmest værdiløse småting som tandstikker, folie, sugerør og søm. Ved at samle tingene - ofte i ti- eller hundredtusindvis - fremtryller hun både det fysiske og poetiske potentiale i materialet og får det til at “vokse” til organiske skulpturer, der virker stærkt sanselige og dragende.

Udstillingen viste otte af kunstnerens værker fra årene 2004-2012, installeret i Søjlesal og Store Sal i den underste etage i museets Østfløj. Skulpturelt spændte de over mindre krystallinske vækster til store organiske landskaber med naturlige former som et centralt referencepunkt. Men selv om et organisk og ofte naturnært formsprog synes at være til stede, er værkerne altid åbne overfor fortolkning. Donovan er meget bevidst om, at hun ikke simulerer naturen. Det er snarere en efterligning af naturens vækstprincipper, den måde, hvorpå ting gror, der interesserer hende.

Tara Donovan (født 1969) er bosat i New York og har allerede markeret sig på kunstscenen, senest med en separat udstilling på Milwaukee Art Museum. Centre Pompidou har et værk af hende i deres samling, som blev vist på deres udstilling ”Elles” med værker af museets kvindelige kunstnere.

Udstillingen var skabt i samarbejde med Arp Museet, Bahnhof Rolandseck.
Louisiana Contemporary støttes af Nykredit.

LOKKER MATERIALETS INDRE SKØNHED FREM

Spørger man Tara Donovan, hvorfor hun begyndte at arbejde med billige, hverdagmaterialer som f.eks. sugerør, knapper eller paptallerkener, lyder svaret: “Som kunststuderende er man fattig, så oprindelig var det vigtigt for mig om at finde frem til materialer, der kunne købes billigt hos den lokale købmand.”
Det handlede altså om at finde noget, hun havde råd til at købe så meget af, at hun frit og uforfærdet kunne tillade sig at eksperimentere.

Siden da har hun holdt fast i at arbejde med billige og masseproducerede ting, for i princippet er de bare et udgangspunkt. Det der tæller, er hvordan tingen opfører sig undervejs i den lange, intuitive og undersøgende fase, hvor hun afprøver alle dens egenskaber som byggeklods, “for at se, hvor jeg ender.”

Ofte bruger Donovan kun få eller slet ingen klæbemidler, så det er selve gentagelsen og måden hun stabler, folder eller på anden vis sammensætter de tusinder, måske hundrede tusinder af identiske elementer på, der bliver afgørende for “resultatet.”

Undervejs forvandler Donovan det hverdagsagtige til skulpturer af stor skønhed – de kan minde om skyer, koraller eller cellestrukturer – og udfordrer dermed vores vanetænkning og pirrer vores sanser. “Det drejer sig om at lokke materialets egne egenskaber frem, og så indser jeg det skønne, mens værket opstår.” Nøjagtig samme opdagelse, mener hun, vi som beskuere gør, når vi siden betragter hendes ting. "Det var tilfældigvis bare mig, der opdagede det først.”

Donovans værker bliver bygget op på stedet eller nøje tilpasset og afstemt de rum, de befinder sig i. De bryder med vores vanlige opfattelse af størrelsesforhold og med vores oplevelse og fortolkning af det, vi sanser og navigerer i. Selv siger hun i et interview i Louisiana Magasin:
"Jeg stiler efter at være alkymist og transcendere materialet.”

RIGTIGE KUNSTNERE
SÆTTER SIG NED OG ARBEJDER

"Inspiration er ikke noget, der falder ned fra himlen og rammer mig – mit arbejde som kunstner er i virkeligheden meget videnskabeligt og systematisk," siger Tara Donovan i dette interview med Louisiana Channel.

Anmeldelser

Jyllands-Posten

"Forbløffer og henrykker med betagende skulpturer - i allerhøjeste grad en udstilling, der viser, hvor god samtidskunst kan være. Og ud fra børnenes begejstrede reaktioner på Tara Donovans værker, er den yngre generation enig i denne betragtning."

Børsen

"Gå ikke glip af udstillingen med skulpturelle installationer af den amerikanske kunstner Tara Donovan på Louisiana. Den er helt forrygende."

Kunsten.nu

"Tryllebinder os med en fascinerende blanding af afdæmpet intensitet og unik følelse for materialet."

Weekendavisen

"Hvis man vil opleve disse komplekse værker, må man bevæge sig frem og tilbage og rundt om dem. Med sine fænomenale værker udfordrer Tara Donovan vore sanser og transcenderer de kendte, fysiske love, så vi undres – og vågner. Hun finder det største i det mindste. Det er stor kunst.”