Gå til hovedindhold

PICASSO Fred & Frihed

11.2.2011 - 29.5.2011

Louisianas store forårsudstilling 2011 føjede nye sider til indblikket i det 20. århundredes måske største kunstner og hans personlige drivkraft. Udstillingen tegnede et rigt og varieret billedet af den socialt bevidste, politisk engagerede og fredselskende Picasso med værker fra 1944 til hans død i 1973. 

“Picasso som kunstner og Picasso som forkæmper for fred er én og samme person.”  
Pablo Picasso (1881-1973)

Udstillingen Picasso Fred & Frihed viste, hvordan Picasso forholdt sig til sin samtid og dermed de historiske og politiske begivenheder fra slutningen af 2. Verdenskrig og frem. Udstillingen omfattede 50 oliemalerier, men også et større antal tegninger, litografiske tryk og keramiske arbejder samt plakater og anden dokumentation, hvor hans politiske stilling og store engagement i fredsbevægelser verden over skinner igennem.

I de sidste tre årtier af sit liv skildrer Picasso, der efter krigen har forladt Paris og nu har slået sig ned i det sydfranske, i mange af sine værker menneskelige konflikter og krig. Men samtidig udtrykker han et dybtfølt ønske om fred, international forståelse og samhørighed. Og typisk for Picasso favner han begivenhederne i et stort spektrum, det vil sige han sætter hele sin egen kunstneriske lidenskab i spil for at fange tiden.

Udstillingen Picasso Fred & Frihed blev til i et samarbejde med TATE Liverpool og Albertina Museet i Wien og gav Louisiana en enestående chance til at brede endnu et tema i Picassos enorme og mangefacetterede kunstneriske virke.

OTTE TEMAER

Picasso Fred & Frihed var inddelt i otte centrale temaer med Lighuset og Paris efter krigen som det første, man mødte. Picasso valgte at blive i Paris under krigen, “jeg kan ikke rejse fra mine billeder,” og selv om han var så berømt, at den tyske besættelsesmagt ikke rigtigt turde røre ham, påvirkede beretningerne om krigens rædsler og holocaust samt tabet af venner naturligvis hans arbejder fra perioden."Malerier bliver ikke til for at dekorere vægge, men som et forsvars- eller angrebsvåben mod fjenden..."

Efter krigen malede han stribevis af dystre opstillinger med bl.a. kranier, stager, kander, gryder og ugler. Om disse Opstillinger (titlen på udstillingens andet tema) udtalte Picasso: “Alting kan skrige, selv en gryde kan skrige.” I sine langt senere opstillinger med katte og hummere, der blev til under Cuba-krisen, fornemmer man, at kunstneren er antændt af en stærk livslyst – trods temaets alvor. 

Udstillingens mange dokumentariske effekter – aviser, tegninger, artikler mm. – vidnede om Picassos engagement og aktiviteter i Det Franske Kommunistparti, som han blev medlem af i 1944. Han beundrede partiets rolle i den franske modstandsbevægelse og støttede det økonomisk – ligesom han støttede f.eks. strejkende minearbejdere og var i kontakt med kvinde-, freds- og flygtningegrupper i mange lande.

Hans litografi af en due (i øvrigt af en due, han havde fået af Matisse) blev symbol på verdens første fredskongres, der afholdtes i Paris 1949. Udstillingens tredje tema var netop Fredsduen, som Picasso skabte et utal af variationer over til fredsbevægelserne gennem årene – selv om Picasso personligt betegnede duen som “et grusomt dyr”.

Herfra gik man ned ad trappen i Vestfløjen og videre til Kvinderne fra Algier (1954) og Sabinerindernes Rov (1962), temaer, der refererede til hhv. den nationalistiske opstand i Algeriet og Cuba-krisen. I begge tilfælde havde Picasso valgt klassiske franske maleres værker som forlæg, og også udstillingens sjette tema, Frokosten i det Grønne, vidnede om, at han i sine senere år (1958) greb tilbage og tog livtag med klassikerne. Her er det Manets banebrydende motiv, Picasso tvister i en tid med stærk ungdomskultur og seksuel frigørelse.

Med årene levede Picasso stadig mere isoleret i det sydfranske sammen med sin sidste kone Jacqueline, som han giftede sig med i 1961, da han var fyldt 80. Hun og myterne fra Middelhavsområdet inspirerede ham til stadighed, og mod slutningen af sit liv, blev han stærkt optaget af temaet Mødre og Musketerer – der også var det sidste store på udstillingen. Her foldede han sig ud i en sidste hyldest til kvinden, erotikken og moderskabet, der står som symboler på fred – i stærk kontrast til den angst for racisme, krig og det totalitære, som musketer-motivet står for. Sin høje alder til trods malede Picasso i disse år op til syv billeder om dagen.

Udstillingen blev rundet af med Krig og Fred – titlen på to markante vægmalerier, som han i 1952 udsmykkede kapellet i den sydfranske by Vallauris med.

Røde hummere, musketerer og duer for fred

Udstillingens curator Helle Crenzien viser her rundt på Picasso Fred og Frihed og introducerer flere af dens temaer. Hør om hans arbejde i serier, hans betagelse af Jacqueline, om Cuba-krisen og om, hvordan plakaten til den første fredskongres bliver til.

Anmeldelser

Politiken

"Man kan godt argumentere for, at udstillingen Picasso Fred & Frihed ender et andet sted, end den begynder. Men hvad gør det, når den ender i triumf."

Børsen

"Tager meget interessant fat i Picassos mere uudforskede politiske side."

Berlingske

"Godt ophængt, fint formidlet... utvivlsomt en af årets store kunstoplevelser."

Weekendavisen

"Ved at tage fat i Pablo Picassos politiske engagement giver forårets store udstilling på Louisiana kunsntneren noget af det indhold tilbage, som de senere års utrolig populære udbredelse nærmest har kvalt."

Sydsvenskan

"Louisianas storslåede og konsekvente udstilling viser, at Picassos kunst udspiller sig mod en klangbund af krig og konflikter, som han målbevidst spejlede både emotionelt og intellektuelt... rammes stadig af den nærmest chokerende kraft og skønhed i hans værk."