Gå til hovedindhold

Fremtidens arkitektur er grøn!

29.5.2009 - 18.12.2009

Storstilet og perspektivrig udstilling om arkitektoniske, æstetiske og teknologiske nybrud ved bæredygtigt byggeri. "Louisiana er økologisk verdensmester i formidling," skrev pressen bl.a. om Fremtidens arkitekur er grøn!, der ikke alene skabte masser af opmærksomhed, men viste sig som en af årets største publikumssucceser.

En bæredygtig fremtid efterspørger nye opfindelser, materialer og komplekse arkitektoniske metoder i det byggede miljø. Bæredygtig arkitektur er nemlig langt mere kompleks end regnvandsopsamling og solceller. Derfor er morgendagens arkitektur uløseligt forbundet med nye videnskabelige og teknologiske landvindinger.

De nye krav til materialernes beskaffenhed afspejles i det arkitektoniske produkt og udvider og forandrer rammerne for, hvad vi forstår ved et hus. Måske ændrer husets materialer sig efter årstiden. Måske bygger man huse af genbrugsglas fra vinflasker eller huse, der nedbryder sig selv. Hvis arkitekturen skal være bæredygtig fra mindste skrue til taget på en skyskraber, er det ikke muligt at reproducere en bestemt stil og brede den ud over hele verden, ligesom modernismens hvide kuber og kvadratiske rum gjorde det.

Realdania sponsorer Louisianas arkitekturudstillinger.

TRE OVERORDNEDE TEMAER

Fremtidens arkitektur er grøn! viste såvel jordnære som mere avancerede projekter, der tilsammen indfrier samfundets humane og teknologiske visioner. Bæredygtig arkitektur tager udgangspunkt i det konkrete miljø under hensyntagen til specifikke klimatiske forhold som sol, vind og verdenshjørner.

Den tematiske udstilling var opdelt i 3 sektioner: Byen, Klima & Komfort og Stofskifte - der også blev afspejlet i Louisianas skulpturpark med strukturer, der understregede de enkelte temaer.

Fremtidens arkitektur er grøn! var en del af Louisianas udstillingsrække Arkitekturens grænser I-IV, som vistes i årene frem til 2011. En udstillingsrække, der belyste nye og alternative arkitekturbevægelser i spændingsfeltet mellem videnskab og arkitektur. For når det gælder udviklingen af bæredygtige byer, landskaber og miljøer, står arkitekten ikke alene, og den voksende tværfaglige tilgang til den arkitektoniske praksis skubber dermed til, hvad vi opfatter som arkitekturens grænser.