Gå til hovedindhold

Farven i kunsten

5.2.2010 til 13.6.2010

FARVEN i KUNSTEN var en storslået, visuel rejse gennem kunstens udvikling fra 1880'erne og frem til i dag. Fortalt med en perlerække af værker fra den moderne verdenskunsts største navne. En udstilling, der frydede øjet, og som man, i følge museets direktør Poul Erik Tøjner, ikke kunne undgå at blive i godt humør af.

FARVEN i KUNSTEN
 rummede alle nuancer. Fra de sitrende, sanselige penselsstrøghos impressionisterne til de krasse farve-udladninger hos fauvister og ekspressionister. Fra rolige flader hos efterkrigstidens modernister og frem til helt nye kunstværker. Hele den moderne kunsts historie og udvikling, set og fortalt igennem farver, kunne med andre ord opleves. Her kunne man fryde sig over 150 værker af op mod 70 forskellige kunstnere, der i en kronologisk ophængning viste, hvordan kunstnerne – fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag – har arbejdet og eksperimenteret med farver og farveteorier. For udstillingen satte fokus på kunstnernes skiftende teknikker og dermed på de virkemidler, som de tager i brug for at udtrykke sig – og dermed påvirke os beskuere på.

FARVEN i KUNSTEN tog udgangspunkt i det schweiziske par Werner og Gabrielle Merzbachers righoldige samling. Parret havde givet Louisiana mulighed for at "plukke" i deres samling med hovedvægt på første halvdel af det 20. århundrede. Det var værker af Matisse, Monet, Braque, Kirchner, Beckman og mange flere, som på udstillingen blev flettet sammen med værker fra museets egen samling – der har sit tyngdepunkt fra efterkrigstiden og frem. 

I museets Sydfløj kunne man opleve nogle af Louisianas velkendte hovedværker af f.eks. Roy Lichtenstein, Frank Stella og Morris Louis, Alexander Calder, Sam Francis og Yves Klein, men også nyerhvervelser som Gleaming Lights of the Souls, skabt af japaneren Kusama: en hvid kasse, hvor man træder ind i et glimtende ’hav’ af små kulørte pærer.

FARVEN i KUNSTEN fyldte hele museets Østfløj og Sydfløj og blev til med støtte fra C.L. Davids Fond og Samling

EN SAMLING I VERDENSKLASSE
VAN GOGH, MATISSE, NOLDE, KANDINSKY...

FARVEN i KUNSTEN gav et sjældent indblik i en af verdens fineste, private samlinger af moderne kunst. De værker af Matisse, Van Gogh, Nolde og Kandinsky, som kunne ses på Louisiana – i dialog med museets egne værker – hører nemlig til ægteparret Werner og Gabrielle Merzbachers samling, som indtil for godt ti år siden var en velbevaret hemmelighed.

"De bedste samlinger opstår inde i dig selv,” mener den schweiziske forretningsmand Werner Merzbacher. I de godt fire årtier, hvor han og hustruen Gabrielle har opbygget deres imponerende samling, har han fået ry for sjældent at lade noget stå i vejen for sig, når det handlede om at få fat i et værk, som talte til ham. "Nogle gange kunne han ikke sove, fordi han blev ved med at tænke på et værk, han havde set," fortæller en ven af ham.

Werner Merzbacherblev født i 1928 i Tyskland. Hans far var læge, og efter Krystalnatten (1938) sendte den jødiske familie sønnen med børnetransport til Schweiz. I modsætning til forældrene, overlevede han derfor krigen. I 1949 emigrerede Werner Merzbacher til USA og mødte Gabrielle. Parret tog i begyndelsen af 1960’erne aktivt del i kulturlivet i New York og begyndte for alvor at samle.

Som samler tiltrækkes Merzbacher især af dynamikken og energien i farven, og han lagde ud med at erhverve værker af impressionisterne, senere af fauvisterne med Matisse i spidsen og af Brücke-kunstnerne. Samlingen indeholder også flere impressionistiske hovedværker, som via arv er tilfaldet Gabrielle Merzbacher. De stammer fra hendes bedstefar, lægen og kunstmæcenen Bernhard Mayer.

Turen gennem udstillingen FARVEN i KUNSTEN begyndte netop med impressionistiske perler fra Merzbachers samling. De markerer det store farveskred i kunsten sidst i 1800-tallet, hvor impressionisterne rykker ud i det fri og søger at omsætte øjeblikkets sanseindtryk af farve, lys og luft til maleri. Denne revolutionerende optik baner vej for en ny tids blomstrende farve-
eksperimenter – som man på udstillingen kunne følge, når man bevægede sig op i museets Sydfløj, hvor værker fra Merzbachers samling blev flettet sammen med Louisianas egne.