Gå til hovedindhold

Ed Kienholz - Five Car Stud

6.6.2012 - 21.10.2012

Rebelsk, provokerende og fysisk pågående. Five Car Stud, der viser en gruppe hvide mænds lynchning af en sort mand, peger tilbage til USAs historiske rødder, men er samtidig et uhyggeligt akuelt vidnesbyrd om overgreb og vold, påført den enkelte af de mange, hvad enten det beror på politik, etnicitet, religion eller seksualitet.

Det var en begivenhed, at Louisiana havde fået mulighed for at vise installationen Five Car Stud, 1969-72 af den amerikanske kunstner Edward Kienholz. Arbejdet med udstillingen og den ledsagende publikation har stået på i over to år, og i oktober 2011 blev værket vist på LACMA, Los Angeles County Museum of Art, som det amerikanske led i turneen før afrejsen til Europa.

Kienholz’ kunst revurderes i disse år og ikke mindst med samtidskunstens blik. Denne fornyede interesse har samtidig udløst stor interesse for Five Car Stud, siden værket i 2009 – efter næsten fyrre års "kunst-pause" – dukkede op fra magasinerne på Kawamura Memorial DIC Museum of Art i Japan og herefter er blevet restaureret under ledelse af Kienholz’ enke, kunstneren Nancy Redding Kienholz.

Nu – efter alle disse år – kom værket til Louisiana, som har en lang historie med Kienholz. Museet har tre af hans værker i samlingen og viste i 1979 en stor udstilling af hans værker. Derfor var det naturligt for Louisiana at bidrage til, at værket får en fortjent transatlantisk renæssance.

ET VÆRK DER ER MEGET
MEGET SVÆRT AT RYSTE AF SIG

"Man skal huske på, at i de store ting i kunst går skønhed, gru og fascination ofte arm i arm." Udstillingens kurator, museumsinspektør Anders Kold giver her et bud på, hvorfor installationen Five Car Stud virker så utrolig stærkt på os.

En eksplosiv & chokerende oplevelse

Da Ed Kienholz (1927-1994) i sin tid skabte Five Car Stud, var begrebet ’installation’ langt fra en del af kunstens terminologi. Værket er dermed et tidligt og markant eksempel på, hvorledes sammenbragte virkeligheder fra den visuelle kultur – assemblagen, filmen og collagens ekspressive og intellektuelle muligheder – banede vej for et andet og udvidet kunstnerisk greb, hvor den, der ser på værket, ikke alene er til stede som beskuer af et kunstnerisk objekt, men også bliver inddraget i værket som en væsentlig del af det.

I dette tilfælde en chokerende oplevelse, da sceneriet forestiller en række hvide mænds lynchning af en sort mand i et skræmmende og dramatisk set-up.

Oprindeligt lykkedes det ikke at udstille Five Car Studpå Los Angeles County Museum of Art i Kienholz’ daværende hjemby, dengang i slutningen af 60’erne, men værket blev i stedet vist på den legendariske Documenta V-udstilling i Kassel i Tyskland i 1972, hvor det vakte stor opsigt. Den engagerede modtagelse i Kassel og skuffelsen over, hvad Kienholz så som manglende mod i det amerikanske samfund til at konfrontere og tackle meget alvorlige, sociale og etniske konflikter, førte til, at han flyttede til Europa.

Filminstruktøren David Lynch, der var i færd med at lave en dokumentarfilm om Kienholz, besøgte Louisiana da Five Car Stud var udstillet. Han omtalte værket som eksplosivt:

“I love Ed Keinholz! Five Car Stud is one of his masterpieces – it may be his greatest masterpiece. Seeing and experiencing Five Car Stud is like seeing and experiencing a live hand grenade up close. It is incredibly powerful and says so much. Do not miss this opportunity to see Five Car Stud, so get going".

SÆRKATALOG

Louisiana udgav i forbindelse med udstillingen et internationalt katalog, støttet af The Getty Foundation i Los Angeles. Kataloget er et klassisk studie af ét værk med tekster af den tyske kunsthistoriker og kritiker Roberto Ohrt, den amerikanske professor Thomas McEvilley, et interview med kunstnerkollegaen Paul McCarthy og faksimile genoptryk af Kienholz’ legendariske Sawdy Book.

Anmeldelser

Børsen

"Det er ganske få kunstværker, der gør et så uudsletteligt indtryk på én, at man aldrig glemmer første-indtrykket af det. Sådan har jeg det med Kienholz' værk Five Car Stud...."

Berlingske

"Et almengyldigt billede af, hvordan det ser ud i mørkets hjerte."

Politiken

"Værket er fra 1972, men stadig lige fantastisk."

Jyllands-Posten

"Ryster os i vores grundvold... indiskutabel verdensklasse."

Weekendavisen

"Med klassisk greb forvandler Kienholz publikum til passive vidner - og værket til eviggyldigt."