Gå til hovedindhold

David Hockney – Me Draw On iPad

8.4.2011 til 4.9.2011

Opdagelsen af en billig tegneapplikation kaldet Brushes, som kan downloades til iPhones og iPads, åbnede en anderledes verden for den engelske maler David Hockney. Hver eneste dag i de senere år har Hockney eksperimenteret med og udført mindst 400 tegninger, først på sin iPhone, siden på sin iPad.

På udstillingen David Hockney: Me Draw on iPad viste Louisiana flere hundrede af disse værker på en række iPads, et tredelt slide show og flere projektioner. Publikum fik også mulighed for at se, hvordan nogle af værkerne blev til fra start til slut takket være en playback animation til Brushes app.  Udstillingen blev etableret i Jorn-rummet i museets Nordfløj. I løbet af udstillingsperioden sendte Hockney nye iPad tegninger via email til udstillingen.

Hockney fik sin første iPhone i 2008, og begyndte kort efter at anvende både Brushes og andre applikationer, som satte ham i stand til at fremstille værker af stor variation. Siden da har kunstneren skabt hundredvis af værker på både iPhone og iPad med motiver fra blomster, planter, portrætter og selvportrætter til landskaber og stilleben. I de tidlige værker brugte Hockney sin tommel og de andre fingre til at skabe farvebillederne direkte på skærmen og til at modificere farven, tykkelsen og gennem-sigtigheden af de enkelte strøg. For nylig begyndte kunstneren også at anvende en pen designet til iPads.

Se og lyt til David Hockney
mens han tegner på sin iPad

I forbindelse med udstillingen og David Hockneys besøg på Louisiana, satte han sig til at tegne i Louisiana Café. Motivet, en af Calders skulpturer på terrassen foran caféen, blev siden trykt som plakat. Og videoen her er en af de mest sete på Louisianas Youtube kanal.

Kampen om blikket

I 2001 viste Louisiana en retrospektiv udstilling med titlen David Hockney. I 2007 erhvervede museet kunstnerens kæmpemaleri A Closer Grand Canyon, 1998, bestående af 60 mindre lærreder sat sammen i stedet for et blik, et billede som siden er blevet et absolut hovedværk i samlingen. 

Det er præcis denne "kamp om blikket", som stadig er central i for Hockney, og i dag har han åbnet en ny front med sine tegninger skabt på og til iPhones og iPads, hvor det netop er forbindelsen mellem øjet og hånden, han undersøger og betoner med disse nye værker.

Verden er lige foran os såvel sanselig og intim som aldeles overvældende på samme tid. Hockney elsker at se og tegne og han har sagt, at hans hidtidige arbejde inden for alle medier har tilladt ham at se og føle naturen meget klarere. Han tegner for at se, og han kalder det selvbedrag, hvis vi antager, vi har set alle naturens dimensioner.
 

OM KUNSTEN AT SE
PICASSOS UGLE & PHOTOSHOP

Foran sit kæmpe panorama A Closer Grand Canyon på Louisiana taler Hockney her med Louisiana Channel om, hvordan vi ser og opfatter verden. Hør også hans mening om Photoshop og tanker om at afbilde foråret, Picassos ugle og om sammenhængen mellem sikkerhedsseler og bondage.

Anmeldelser

Børsen

"Louisiana viser David Hockney som passioneret iPad-tegner i intens og intim udstilling"

Politiken

"...selv om billederne er fantastiske, er det som sagt det, at man kan se dem blive til, der for alvor gør denne udstilling til noget helt særligt."