Gå til hovedindhold

Learning Kunstnerarkiv

Her kan du læse om udvalgte værker i samlingen.

Olafur Eliasson

I Olafur Eliassons værk Between inside and outside træder du ind i et rum og kan sætte dig foran en hvid væg, hvorpå farver projiceres i former, mønstre og lag...

Between inside and outside, 2008. Installation

I Olafur Eliassons værk Between inside and outside træder du ind i et rum og kan sætte dig foran en hvid væg, hvorpå farver projiceres i former, mønstre og lag. Farverne skifter med jævne mellemrum og blander sig med de farver eller efterbilleder dine øjne selv danner, som resultat af påvirkningen.

Værket afspejler Eliassons arbejde med synets vilkår og forbindelsen mellem den, der ser, og det, der ses. Han viser os, at forholdet mellem billede og øje ikke er en envejsaffære, for vi ser ikke kun det billede, der bliver præsenteret, men skaber samtidig selv billeder.

I værket The colour circle series arbejder Eliasson også med farven som fænomen i serier på 3 x 3 farvecirkler, hvor han præsenterer blandinger af primær- (rød, blå, gul) og sekundærfarver (orange, violet, grøn), som i nogle af cirklerne fremtræder lysende klare, i andre kommer til at fremstå mudrede og som variationer af sort og hvid. Eliasson skaber sine egne farveblandinger, baseret på grundige undersøgelser af, hvordan farver optræder på papir og både trækker på og videreudvikler den klassiske farvecirkel udviklet af underviser ved Bauhaus-skolen Johannes Itten. 

Michael Elmgreen &
Ingar Dragset

Powerless Structures, 1997. Installation
Uncollected (Baggage Reclaim), 2005. Mixed media
When a Country Falls in Love with Itself, 2008. Laserchrome farveprint 

I Michael Elmgreen og Ingar Dragsets værker ses det velkendte i nye rammer og derved opstår også nye betydninger. Powerless Structures består af en vippe, som i stedet for sin vanlige placering i en svømmehal nu står i et af Louisianas rum. Rummet er museets såkaldte pauserum, hvor museets gæster kan nyde udsigten over Øresund, men nu udstyret med en vippe, der trænger gennem ruden i et af de store panoramavinduer. Vippen står som en umulig invitation til at vove springet og åbner for at se på den ellers ukomplicerede udsigt over havet med andre øjne.

Et andet værk Uncollected (Bagage Reclaim) er et bagagebånd, hvorpå en efterladt taske kører rundt. Det vækker ubehagelige associationer til terror, ensomhed og forladthed og minder os om vores egne rejser til fjerne himmelstrøg.

Hvad sker der, når et land forelsker sig i sig selv? Når vi som Narcissus bliver så optaget af os selv, at vi ikke ænser andre? Det er spørgsmål Elmgreen & Dragset rejser med fotografiet When a Country Falls in Love with Itself, hvor de skyder et spejl ind i billedet af den lille havfrue og lader horisonten forsvinde i tågerne.

Simon Evans

Everyone, 2011. Fotocollage og mixed media på plade, 140x200 cm
300 secrets, 2011. Papir, pen, rettelak og tape på papir, 25,7x126,4 cm

Forestil dig et billede, hvor alt det du ejer er systematiseret og lagt frem til offentlig beskuelse. Et sådant billede er Simon Evans’  (1972-) værk Everything I have der blev vist på Louisianas store samtidskunstudstilling, The World is yours i 2009. Fascinerede besøgende nærstuderede værket; over 1000 små gengivelser af kunstnerens ejendele - og de morede sig – for der er masser af humor i Evans´ værk!

I Everyone og 300 secrets fra 2011 følger Evans det samme spor. I det første præsenterer han et kort fyldt med små billeder af de mennesker, der har haft betydning for ham; kulturelle ikoner, kunstsamlere, familiemedlemmer og bekendte, men uden den historiske kronologi der fx kendetegner stamtræet. Han tilføjer en håndskrevet tekst under hvert billede, fx skriver han under et billede af sin mor My mom who is barely there because of her life og under et billede af et par kuratorer; Curators who are helpful. I det andet værk fortæller han hemmeligheder, 300 af dem, skrevet på papir med håndskrift og klippet ud og klistret op, så de kobler sig som en lang fortælling, hvor vi føler os særlig indviet i Simon Evans’ private liv, men samtidig undrer os: for er det virkelig sandt, alt det, han skriver om sin egen og vores fælles historie?

I sine værker kobler Evans ord og billede, så de danner syrede og systematiske verdensbilleder. Evans tager udgangspunkt i de fælles systemer, vi anvender til at kortlægge verden, fx landkort eller oversigtsplancher. Ved at låne deres system fortolker Evans sin egen verden og inviterer dig til at reflektere over din.

Til trods for at Simon Evans bruger “netværksformen”, som vi kender fra den digitale verden, er det, han laver, yderst analogt; manuelt udført, uden det store behov for, at det skal fremstå færdigt og perfekt. Det har karakter af at være noget, vi selv kunne lave med materialer vi har ved hånden: kuglepenne, papir, rettelak og tape. Alligevel bliver vi ramt af beundring over hans vedholdenhed, håndværket og den enorme detaljerigdom. 

Everyone, 2011 og 300 secrets, 2011 er erhvervet med midler fra Museumsfonden.

Shilpa Gupta

Singing Cloud (Syngende sky), 2008
Mikrofoner og lyd, 152,5 x 457 x 61 cm
Erhvervet med midler fra Augustinus Fonden

Mørke mikrofoner samlet i en klynge som haletudser. De hænger ned fra loftet som en tung, amøbeformet sky, der kaster et mønster af skygger på gulvet. Fra ”skyen” udgår lyden af stempler, sangstumper og ord. Ord, der handler om hudfarver, landegrænser og religion. Værket inviterer dig på en vandring ind i det ubevidste.

Den indiskfødte Shilpa Gupta er optaget af, hvordan underbevidstheden styrer vores holdninger til andre mennesker. Installationen Singing Cloud er inspireret af Harward-psykolog og fordomsforsker Mahzarin Banaji, der studerer fordomme vha. en test på nettet: www.implicit.harward.edu. Testen, The Implicit Association Test, er udviklet til at afsløre ubevidste fordomme over for bl.a. race, køn og seksualitet. Ifølge Banaji foregår omkring 90 % af vores hjerneaktivitet ubevidst. Herunder også den angst og de fordomme, som styrer og påvirker vores sociale adfærd. Banajis tests forsøger at afsløre ubevidste fordomme også blandt de, der troede sig fordomsfrie.

Guptas hemmelighedsfulde amøbeformede sky med de mærkelige lyde ”lokker” dig nærmere, og står måske som et billede på ikke-erkendte tanker og følelser. For Gupta er racisme et globalt fænomen forbundet med angst. I Mumbai, hvor hun bor og arbejder, oplever hun en stigende tendens til at dele verden op i ”os” og ”dem” siden terrorangrebet på byen i 2008.

Shilpa Gupta, født 1976, bor og arbejder i Mumbai. 

Jesper Just

It Will All End In Tears, 2006. Cinemascope 35 mm film. Varighed: 20 minutter

It Will All End In Tears er titlen på Jesper Justs film-trilogi, hvor aspekter i relationen mellem en yngre og en ældre herre nuanceres i tre små film med titlerne A Little Fall Of Rain, And Dreaming Is Nursed In Darkness og It Will All End In Tears. Genkendelige elementer og locations væves i filmene sammen til unikke eller usagte sandheder. Og et svagt antydet forløb tegner sig ud fra fragmenter som vandets spejlbillede af de to mænd, som mødes på broen i den botaniske have og den sagte rosenblad-regn til det senere møde i retssalen og det endelige opgør på toppen af en skyskraber i New York midt i fyrværkeriets pludselig reallyd.

Justs forførende og yderst professionelle videoer har markeret sig stærkt på den internationale samtidskunstscene. Hans værker låner fra vores kollektive filmunivers, hvor han både arbejder med og punkterer klichéen. Klichéen om fyrværkeriets emotionelle big bang, om mødet på broen, om mænd der græder. Just låner disse situationer, men kæder dem overraskende sammen, så klichéen ophører. 

I interaktion med beskueren skabes en mangfoldighed af tolkningsmuligheder, som bryder med værket som værende noget lukket. Hans værker kredser bl.a. om køn og identitet, oftest mandens konventionelle rolle – på film. Just synes at stille spørgsmål til den stereotype mand(/kvinde)rolle. Eller synes at gøre opmærksom på de kønsbestemte opdelinger, ved at vende rollerne for mand/kvinde, ung/ældre. Det er de store følelser, som får frit løb – og spektret spænder lige fra længsel over fordømmelse og skam til forsoning, afmagt og en mulig forløsning. Just bidrager således til et mere differentieret mulighedsrum for identiteter. 

Per Kirkeby

Viel Später, 1992. Olie på lærred
Weltuntergang, 2001-2002. Olie på lærred

Store øer af farve ligger som landområder i værket Viel Später. Brede spor af mættede pensler og spatler veksler med tynde, transparente lag. Naturen synes umiddelbart at være værkets motiv, men skalaforholdet og graden af abstraktion skaber en usikkerhed. Er det et panorama over et vidtstrakt landskab eller et topografisk eller politisk Europakort, vi ser på?

Per Kirkeby er uddannet geolog. Han bruger sin viden om naturhistorien i sine billeder. Både som motiver fra naturen og som en male- og modelleringsteknik, der minder om geologiske aflejringer, som i Weltuntergang. I andre værker blander Kirkeby sit personlige grundstof med en billedkultur fra bl.a. minimalismen og popkunsten, som var nye kunstretninger, dengang Kirkeby istedet valgte at blive kunstner tilbage i 60erne. Det afholder ham dog ikke fra at trække tråde tilbage til oldtiden, de kristne myter og romantikkens maleri.

Små bronzemodeller og sortpatinerede skulpturer i Louisianas samling viser Per Kirkebys interesse for rum og arkitektur. Her dukker velkendte strukturer op som porte, bjælker, søjler, hulrum. Bedst kendt er dog Kirkebys murstensskulpturer, som efterhånden står rundt omkring i mange europæiske lande, på pladser, i parker og i naturen. I murstenens standardiserede byggemodul finder han både den ’rene’ geometriske form og et materiale med referencer til bygningskunst og arkitekturhistorie, ligefra Mayalandets pyramider til danske middelalderkirker og mellemkrigstidens murede boligbyggeri.

Yayoi Kusama

Gleaming Lights of the Souls (Sjælenes funklende lys), 2008.
Installation, mixed media, 287,5x415x415
Erhvervet med midler fra C.L. Davids Fond og Samling

I værket Gleaming Lights of the Souls bliver vi budt indenfor i et spejlkabinet, oplyst af glimtende små pærer, som reflekteres i det uendelige i vægge og loft. Selv i gulvet fordobles det hele, for gulvet er dækket af vand bortset fra den rampe vi står på. Langsomt ændrer pærerne farver fra gul til rød til grøn til blå. Ind imellem dem ser vi vores eget spejlbillede. I værket opløses alting i et mønster med en utrolig dybde. Farverne og lyset påvirker ikke bare vores syn, men hele vores krop. Det er som at træde ind i et kæmpe rumligt landskabsmaleri eller en by med tusindvis af lys. Eller som at træde ud i universet og ind i uendeligheden.

 Den japanske kunstner Yayoi Kusama (1929 - ) har igennem sine lange karriere arbejdet med mange forskellige medier som skulptur, installation, maleri, tegning, poesi og musik. Mange af hendes værker afspejler hendes interesse for psykedeliske farver og mønstre. Prikker er blevet hendes varemærke. Tilbage i 1960´erne arbejdede hun med prikkede skulpturer, performances og installationer, og arrangerede fx Body festivals, hvor nøgne deltagere blev malet i polka prikker i stærke farver.

 Kusama bruger ofte byrummet, som fx i 2006, hvor hun til Singapore Biennalen iklædte træerne rødt stof med store hvide prikker på en af Singapores store shopping-gader. Kusama blander også kunst og mode. I 1968 skabte hun fx Kusama Fashion Company Ltd., og begyndte at sælge avantgarde mode i Kusama Corner. I 2009 designede hun en håndtaske til mobiltelefon, selvfølgelig med prikker.

Kusama selv fortæller, hvordan hun siden barndommen, har oplevet hallucinationer, og at hun har brugt disse oplevelser i sin kunst. Idag bor hun på en institution for psykisk syge, men arbejder og har sit eget studio ved siden af.

Værket Gleaming lights of the Souls er installeret permanent på Louisiana og kan ses i museets sydfløj.

Simone Aaberg Kærn

Sisters in the Sky. Women Pilots In War Duty During WWII, 1997
45 portrætter. Maleri- og lydinstallation 

 

Simone Aaberg Kærns passion for fly og flyvning er drivkraften i flere af hendes værker. Sisters in the Sky. Women Pilots In War Duty During WWII består af 45 oliemalerier af kvindelige piloter og lyden af kampfly. Portrætterne er malet ud fra fotografier af russiske, britiske og amerikanske kvindelige piloter fra 2. Verdenskrig, og under hvert portræt er der oplysninger om pilotens navn, militærrang, hendes nationalitet, regiment, fly og særlige missioner.

Installationen portrætterer kvinderne som stolte, stærke og målbevidste. I Sisters in the Sky. Women Pilots In War Duty During WWII bliver disse kvinder, hvis indsats ellers har været overset eller glemt i historieskrivningen, fremhævet, foreviget og hyldet. I 1998 modtager Kærn Jyllandspostens kunstpris og beslutter sig for at bruge pengene på at flyve tværs over USA for at besøge nogle af de amerikanske kvindelige piloter, hun har portrætteret. Det kommer der en række interviews ud af, som senere sendes i fjernsynet, og danner afsæt for hendes vovefulde færd til Kabul med fly.   

Simone Aaberg Kærn blev i 2010 udvalgt af Anders Fogh Rasmussen til at male hans officielle statsministerportræt. Kærn blev dermed den første kvindelige kunstner, som har bidraget til samlingen af statsministerportrætter på Christiansborg.  

Klara Lidén

Bodies of Society, 2006. Videoprojektion, farve, lyd, varighed: 3 min.
Erhvervet med midler fra Augustinus Fonden

I videoen Bodies of Society ser vi den svenske kunstner Klara Lidén (1979-) gå amok på sin cykel, opstillet i et hjørne af et ryddet værelse i hendes lejlighed i Stockholm.

Med et jernrør og til strofen ”I dont wanna talk about it” fra et popnummer fra 90´erne, bevæger hun sig først roligt rundt om ”offeret” som en matador omkring tyren - tjatter til det for senere at tæve løs på cyklen, der ender som en bunke skrot.

Klara Lidén – den svenske kunstverdens svar på Lisbeth Salander - er kortklippet iført cowboybukser og undertrøje og fremstår nærmest androgyn. Hun fremstår magtfuld og bryder i videoen med, hvad der forventes af et civiliseret, feminint væsen. I værket blandes vold med nydelse og forbudte sadistiske følelser får frit spil. Og cyklen – hvad udgør den? Et fallisk symbol eller et symbol på en samfundsorden?

Lidén udfolder lignende scenarier i andre film, hvor hun selv både agerer skuespiller og fotograf fx en video, hvor hun vasker op samtidig med at hun skælder ud og slår sig selv i hovedet, fordi hun ikke er god til det husmoderlige arbejde (Ohyra, 2007).

Klara Lidén, som i dag er bosat i Berlin har oprindelig uddannet sig som arkitekt, senere som kunstner på Konstfack i Stockholm. Hun arbejder særlig med forholdet mellem krop og rum, menneske og samfund og udforsker fysiske og psykologiske grænser i det offentlige og private rum. I 2007 tømte hun fx sin egen lejlighed for al inventar og udstillede det som en konstruktion. Hendes værk spænder fra malede, stablede posters og vægskulpturer over video, diasshows, filmede performances og installation.

Michel Majerus

Untitled , 2000 Akryl på bomuldslærred. 303,5x340 cm
Erhvervet med midler fra Augustinus Fonden

I foråret 2012 har det været muligt at skate på et kæmpe maleri udformet på en stor udendørs skateboardrampe foran Kunstmuseum Stuttgart. Det opsigtsvækkende kunstværk, if we are dead, so it is (2000) af Michel Majerus (1967-2002), var drevet af kunstnerens ønsket om at nå ud til mennesker, der hvor de er på offentlige steder og pladser og ikke kun indenfor museets vægge.

Det, der møder os i Michel Majerus malerier, er i høj grad også utraditionelt. For motiverne er bl.a. hentet i tegneserierne, reklameindustrien og computerspillets verden. Malerierne bevæger sig ofte udenfor maleriets firkantede ramme, ligesom de ofte er blevet vist som del af rumlige installationer. Det er store værker, der kræver store rum, både når det gælder serier af billeder som Ohne Titel (Studiowall) hvor billederne udstilles side om side i et grid, eller som enkeltstående værker som Untitled.

Den tidlig afdøde Majerus, som oprindelig var fra Luxembourg, er bl.a. blevet sammenlignet med popkunstnere som Andy Warhol i sit valg af malemåde og motiv. I de to værker Ohne Titel (studiowall)og Untitled, tager han fat på blomsten som motiv, samt reklamer, portrætter, citater og logoer malet i stærke farver, som også Warhol gjorde det. Han kombinerer teknikker, som maling med akryl, silketryk og digitale prints. Ligesom hos hans foregangsmand, udføres værkerne ofte af hans assistenter i atelieret i Berlin, men det fremstår alligevel anderledes.

Majerus blander figurativt med abstrakt, det malede med det grafiske. I Untitled har han arbejdet i lag med farvede baner og store tykke penselstrøg, der kan minde om Gerhard Richter og Willem de Kooning og blomster, som mest ligner noget man kan finde på tøj eller legetøj.  I Ohne titel (studieowall) arbejder han på samme måde, både med abstrakte og meget realistiske elementer, tekst og logoer. Flere af enkeltbillederne er genbrug fra andre værker og udgør en ”billedbank” af nutidige billeder og kunsthistoriske referencer, han bruger frit fra. Hans værker afspejler et flydende nu - et ”urbant mix”- hvor vi er alle steder på én gang, tilsvarende den digitale verden.

Marilyn Minter

Green Pink Caviar, 2009. HD video, farve og lyd, varighed: 7:45 min

En kvinde presser sin mund og tunge mod en glasplade og i sensuelle, erotiske bevægelser slikker hun noget op, der er smurt ud over pladen. Den grønne, siden pink, orange og guldfarvede, tykt flydende, grynede masse (kaviar?) smøres ud med tungen og suges ind og ud af den grådige mund. Munden er nærmest i kysseekstase og fungerer samtidig næsten som erstatning for en pensel, der smører maling ud på en flade for øjnene af os, men dog samtidig på afstand for glasset er imellem os og munden.

Marilyn Minters (1948-) værk, Green Pink Caviar emmer af seksuelle undertoner og mimer pornografi. Men det, der optager Marilyn Minter, er ifølge hende ikke så meget det pornografiske i sig selv, men selve det at se, og hvad det er, der vækker vores begær efter at se; uanset om vi finder det sete tiltrækkende eller frastødende. Og under det tilsyneladende overfladiske, gemmer der sig ofte noget menneskeligt, basalt og banalt – i dette tilfælde måske det menneskelige behov for føde og nærhed?

Den popkunst-inspirerede Newyorker-kunstner har brudt med skellet mellem fin- og lavkultur siden slutningen af 70´erne. Hun arbejder med udgangspunkt i fotografiet, som i nogle tilfælde ender som maleri med lakfarver eller film ofte med fokus på kroppe og kropsdele i interaktion med mad og maling. Marilyn Minter er grænsesøgende i sit valg af motiver og måde at arbejde på og har bragt hardcore pornografiske billeder ind i kunstverden eller Pamela Anderson ind som ”fold ud pige” i det intellektuelle kunstmagasin Parkett. Marilyn Minter bevæger sig på grænsen mellem kunst og virkelighed, når hun fx udstiller sine billeder som billboards eller køber sig til TV reklamer for sin kunst. Således er Green Pink Caviar også blevet vist så forskellige steder som på MOMA, på digitale billboards på Sunset Boulevard i LA og  på Time Square, New York. Værket vandt også udbredelse, da dele af videoen blev brugt af Madonna, som indledningsnummer på hendes tour Sticky & Sweet. Marilyn Minter gør op med kunstens værdisætning, når hun tilbyder værket til alle og enhver på hjemmesiden http://www.greenpinkcaviar.com, for den nette sum af $ 35 eller ca. 200 danske kroner.

Hør Marilyn Minter fortælle om sin kunst på YouTube

Tal R

Blind Date, 2009-2010. Mixed media 
Adieu interessant (silver), 2005-2008. Collage, mixed media

Vi møder dem i det øjeblik, de to herrer konfronteres med hinanden i Tal R´s kvadratiske stævnemøde. Pistolen, som manden med det karakteristiske overskæg holder i hånden, peger direkte over mod den uniformerede, men dog noget skælvende mand. Reaktionen ser vi i hans ansigt. Dramaet udspiller sig i et rødbrunt rum. Lyset fra vinduet i det tilstødende rum strømmer ud og kaster farvestrålende skyggemønstre mellem de to mænd.

Tal R´s malerier er ofte karakteriseret ved farvestærke former og mønstre. Som både er det, de er, nemlig farver og former på et lærred, men der er også rester af vores genkendelige verden af bl.a. historie, kærlighed, religion, diktatur og eventyr.

I værket Audieu interessant (silver) griber Tal R formen helt anderledes an. I stedet for at bygge billedet op omkring to bjælker, lader han det strømme ud fra et centrum, i en eksplosion af farver, glimmer og billeder. Vi bliver draget mod den glimtende stjerne, men når vi kommer tæt på, overraskes vi af et væld af billeder påklistret lag på lag, der spænder lige fra udklip fra aviser, til portrætter og pornografiske billeder mm. Også i dette billede har Tal R samplet billeder fra vores billedkultur og fra hans personlige arkiv. Tal R er repræsenteret med en stor samling værker på Louisiana, der spænder over både maleri, skulptur, collage og grafik.

Thomas Ruff

Nachtphoto (Natfoto), 1993. Granoprint, 70 x 73 cm
Erhvervet med midler fra Augustinus Fonden

Katte kan se i mørke. Det kan mennesker som bekendt ikke. Dets hornhinde og pupiller er for små, bl.a. Uden lys opleves natten altså sort, set med et menneskes øje vel at mærke. En fysisk begrænsning, som blev afhjulpet første gang under 2. Verdenskrig, hvor et nyt optisk apparat blev tilgængeligt inden for militæret som gjorde det muligt at se i mørke. Apparatet har navnet NVD, som er en forkortelse for Night Vision Device, og er siden hen, i konstant forbedrede versioner, flittigt brugt i krig, men med tiden også indenfor bl.a. journalistik, jagt og sågar paintball.

I starten af 1990erne bliver den tyske fotograf Thomas Ruff opmærksom på NVD-kameraet under en tv-transmission fra Golfkrigen. Som kunstner er han optaget af feltet mellem, hvad vi tror, vi ser (virkeligheden) og hvad, vi rent faktisk ser (et fotografi), og de grønne hemmelighedsfulde optagelser fra krigens zoner fænger ham både pga. den umiddelbare udvidelse af det, vi er i stand til at se med vores blotte øje, men også pga. det slør, som verden gengives i. Inspireret af Golfkrigs-transmissionerne skaber Ruff i 1992-1996 vha. et NVD-kamera sine grønne nattebilleder af eksteriør og bygninger i og omkring Düsseldorf. Hverdagens forudsigelige og kedsommelige steder har nu pludselig et ildevarslende skær over sig og Düsseldorf fremstår her som en potentiel krigszone  – ”Each place is the potential scene of a crime”, udtaler Ruff. Blikket på verden – i dette tilfælde den overdækkede altan på bygningen – er ændret, og dermed også associationerne. Alt sammen fordi Ruff tager fat på teknikker i fotografiet, som bestemmer, hvordan vi ser og tolker verden. Ruffs pointe er, at vi ofte ser igennem fotografiet og ind til det, vi tror, er virkeligheden. Ruff reflekterer således mediet, for at undgå at vi ikke lægger mærke til det.

Thomas Ruff er født i 1958, bor og arbejder i Düsseldorf. Han tilhører den tyske ”Düsseldorf-generation”, som også tæller bl.a. Andreas Gursky, Thomas Struth og Candida Höfer. Alle er de elever af det legendariske ægtepar Bernd og Hilla Becher, som underviste i en årrække på Kunstakademiet i Düsseldorf i 1970erne og 1980erne. Ruff blev kendt på sine store anonyme portrætter af sine medstuderende ved kunstakademiet.  

Tove Storch

Untitled (blue/blue # 1), 2011. Rustfrit stål og indfarvet silke, 70 x 160 x 138 cm
Erhvervet med midler fra Nørgaard paa Strøget

Benyt lejligheden til at komme ned i tempo, ned i kroppen og langt væk fra maximum-tankegangen. Afsøg, undersøg og prøv dig frem.  Med helt enkle greb danner Tove Storch en skulptur, hvor seks flader danner en kasseform. Silke i forskellige nuancer af blå er spændt stramt ud over akserne i en stålkonstruktion. Målene på skulpturerne varierer, nogle er ”liggende” og andre ”stående”. Storch arbejder med to forskellige stofbredder, som bestemmer størrelserne på kasserne.

På samme måde som de høje, slanke Giacometti-skulpturer på Louisiana står hver for sig men også sammen, er Storchs skulpturer både enestående i deres forskelligheder og samler sig også og danner et større rum, som ligner installationens. Den blå farve er intens og mættet, hvis man ser gennem flere lag af silke på én gang, og virker fra andre vinkler helt gennemsigtig.

Selvom de blå kasser kan minde om eksklusive brusekabiner, madrasser eller kister, forestiller skulpturerne ikke noget, ifølge Storch. Hendes arbejde ligger på den måde i forlængelse af 1960ernes minimalisme og fx Donald Judds industrielt fremstillede kasser. Men de er alligevel ikke ”bare” rene kuber – silken synes at dække stålskelettet som en tynd skrøbelig hinde. Med en diskret og ordløs, næsten poetisk, genkendelighed finder skulpturerne vej til vores krop gennem vores sanser og glemte erindringer. Ord er der i det hele taget ikke mange af i Storcks skulpturer. De har sjældent titler, det samme gælder hendes udstillinger. Skulpturerne er svære at forklare med ord, og det er netop også hendes mål – at ramme netop dér, hvor sproget fejler og ikke rammer plet.

Er der regler for en skulptur? Hvis ja, kan man i så fald lykkes med at skabe en skulptur, som kan undslippe disse forventninger? Kan man lave en lukket kasse-form, som samtidig er åben og luftig? Kan silke, som normalt er blødt og føjeligt, være stram og hård? Kan man forme luft? Storch leger med begreberne og sætter ofte modsætninger eller paradokser op – såsom enkelthed/forvirring; luft/genstand; skrøbelige hinder/hårde stålkonstruktioner.

Tove Storch er født i 1981, bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Kunstakademierne i København, Wien og Berlin. 

Thomas Struth

Museo del Prado 5, 2005. C-print, 158 x 200 cm
Erhvervet med midler fra Augustinus Fonden

Ligesom flere tyske efterkrigstidsmalere, Anselm Kiefer og Gerhard Richter fx, er den tyske fotograf Thomas Struth optaget af forholdet mellem den personlige og den store, fælles historie. Hvordan indgår vi i hinandens liv? Og hvordan indgår vi selv i den store historie? Som åbne refleksioner fotograferer Struth serier af gader, arkitektur, individ-portrætter og familieportrætter. Museumsbillederne, som han starter på i 1989 på Louvre og afslutter med Prado-serien fra 2005, ligger også i forlængelse af disse spørgsmål. Her fotograferer han besøgende på kunstmuseer foran værker af kunsthistoriens mestre som Gericault, Delacroix og Velazquez.

Den spanske skoleklasse på fotografiet her er givetvis på den obligatoriske tur til Prado-museet, her fanget foran spansk baroks store mester Velázquez’ berømte maleri, Las Meninas, fra 1656. Struth har fotograferet gruppen, mens de er mere optagede af deres audioguides end maleriet. Kun kvinden i jeans ser op på det gigantiske maleri. Vi står, måske som del af en gruppe på en omvisning, og ser på en spejling af vores egen situation. 

"I went to the Prado in Madrid and was flabbergasted by one particular painting, Las Meninas by Velásquez. It was so close to my own interests. I thought: "Jesus Christ, why did nobody tell me about this?" And yet I never photographed it until 2005. I don't know why."  Thomas Struth

Struth bliver fanget af maleriet, fordi det tager fat på nogle af de samme overvejelser omkring blik og betragterposition, som han også selv arbejder med. Kunne vi låne audioguiden ville vi få oplyst, at Velázquez har malet et billede af sig selv, i færd med at male et billede af det spanske kongepar. Han står bag det store lærred til venstre i maleriet. Men fokus i maleriet er netop ikke kongeparret, de nøjes med at blive reflekteret i spejlet på endevæggen. Det, vi ser i maleriet, er det, som kongeparret sidder og ser! Dvs. Velázquez har malet et billede af dem, der kommer forbi i atelieret og ser på, fastholdt i et næsten fotografisk øjebliksbillede med al deres gøren og laden (spiser, taler, driller hunden). Betragteren bliver maleriets egentlige hovedperson, i dobbeltforstand, da spejlet også kan reflektere den, der betragter det færdige maleri. I Struths fotografi er det i så tilfælde betragteren af fotografiet som reflekteres.

 En uundgåelig sammenligning finder hurtigt sted; jeans-kvinden mimer Velázquez’ direkte blik, kjoler gentages, og også hos Struth finder man en forskydning af fokus fra maleri til betragter og dennes færden foran værket. Men også en dialog på tværs af historien tager form. Fortid og nutid møder hinanden i Struths fotografi. Og man kan ikke lade være med at forestille sig, hvordan der mon ser ud, når vi alle er gået hjem.    

Thomas Struth er født I 1954, bor og arbejder i Düsseldorf. Ligesom Thomas Ruff og Andreas Gursky tilhører han ”Düsseldorf-generation”. Alle er de elever af det legendariske ægtepar Bernd og Hilla Becher, som underviste i en årrække på Kunstakademiet i Düsseldorf omkring 1980erne. Struth er også elev af Gerhard Richter.

Kort interview med Struth omkring Prado-optagelserne. 

Superflex

Flooded McDonald's, 2008. Film. Varighed: 20 min.  
Biogas in Africa, 1997
. Silketryk

Superflex slog igennem i 1997 med værket Biogas in Africa - et biogassystem, der omdanner biologisk affald til metangas nok til at dække gasforbruget til lys og madlavning hos en familie i den 3. verden. Projektet er udviklet sammen med danske og afrikanske ingeniører og står i dag hos flere familier i bl.a. Tanzania og Cambodia.

I et andet samarbejde med studerende fra IT universitetet i København skabte Superflex i 2004-2005 et nyt produkt - en øl under titlen FREE BEER KIT (version 3.0). Øl-opskriften kan frit downloades og kopieres af de, der har lyst. På denne måde henter Superflex open source-begrebet, som vi kender det fra computerverden, over i kunsten, og værket fungerer som et bidrag i debatten om kopiering og ophavsret. 

Superflex tager et af de mest kendte brands under behandling i værket ”Flooded McDonald's”, hvor de lader en 1:1 model af McDonald-restaurant langsomt oversvømme i løbet af 20 minutter. Det hele ender i et kaos under vandet med flydende inventar, pomfritter og papkrus. En symbolfilm, kalder Superflex filmen, som leder tankerne hen på naturkatastrofer, her bragt ind i et uhyggeligt genkendeligt miljø. Samtidig bliver fastfoodkæden et symbol på kapitalisme, forbrugskultur og fedmeepidemi og skaber måske et billede på, hvor galt det kan gå. Flooded McDonald’s er på én gang smuk, tankevækkende og foruroligende. Billederne af de sejlende pomfritter og de vuggende kopper er æstetiske i al deres detaljerigdom, mens tempoet i filmen er paradoksalt beroligende. For vi er jo vidne til en katastrofe!

Filmen kan ses på www.filmstriben.dk