




SANS FOR SAMTIDSKUNST: VINTER 2013
Tre onsdage i januar-februar 2013 om bl.a. Anri Sala og Tara Donovan.
|
Med udgangspunkt i Louisianas aktuelle Contemporary udstillinger sætter Kunstdage spot på samtidskunsten og går i dybden med de medrivende videoværker af Anri Sala, dette års franske bidrag til Venedig biennalen. Vi ser nærmere på hvilke verdener, der åbner sig med Anri Salas billedfortællinger, og hvordan kunstneren bruger lyd og musik til at underbygge og kontrastere sine fortællinger. En anden kunstner, der i vinteren 2013 gæster Louisiana, er den amerikanske Tara Donovan. Det er første gang hendes kunst kan opleves i Europa, og umiddelbart ser værkerne næsten ud som koraller, iskrystaller, svampeformationer eller andre af naturens fænomener, der breder sig langs Louisianas vægge og gulve. Indtil det går op for den besøgende, at der er tale om ophobninger af papkrus, sugerør, knapper og andre velkendte ting fra hverdagen. Når udstillingen slutter, forsvinder værkerne. Hvordan kan vi beskrive denne form for kunst, og hvad er Donovans projekt? Overordnet giver kurset ideer til, hvordan man kan orientere sig i et mangfoldigt og uoverskueligt landskab af samtidskunstnere. Her er muligheden for at få overraskende oplevelser og samtaler, der kan anspore til at gå ombord i det ukendte. Undervejs er der god tid til at diskutere bl.a. med Torben Sangild, kulturforsker på Københavns Universitet og kunstanmelder på Politiken. Han har bl.a. skrevet bøgerne Støjens æstetik og Objektiv sensibilitet. Men også med museumsinspektør, Anders Kold, der fortæller om sine overvejelser omkring indsamling af ny kunst til Louisianas samling. Oplægget handler om de materialemæssige og mere fundamentalt konstruktive præmisser, den nyere kunst afspejler. Hvad er det for et stof, der udgør værkernes krop, og hvordan kan man se den aktuelle spændvidde som udtryk for en ny repræsentation af verden, altså hvordan verden både giver stoffet og bliver til gennem kunstens kombinationer af det? Emner for oplægget vil være værker af Michel Majerus (LUX), Shilpa Gupta (IN), Elliott Hundley (US) og Simon Evans (UK).
Uge 5
Om Anri Sala og forholdet mellem lyd/musik og levende billeder Omvisning og oplæg i mødelokalet
Uge 6
At navigere mellem brudte fortællinger og stumper af lyd og stof Oplæg i mødelokalet
Uge 7
|
Få et indblik i, hvad Kunstdage er.
Klik på ikonet i nederste højre hjørne af videobilledet, hvis du vil se den i stort format.


