Louisiana Live Forår og Efterår 2010


FORÅR 2010

21.01
En aften om Jakob Ejersbo.
Forfatteren Jakob Ejersbo (1968-2008) har med Afrikatrilogien 'Eksil', 'Revolution' og 'Liberty' sat et enestående monument i ny dansk litteratur. Afrikatrilogien var planlagt allerede før debuten med 'Superego' og gennembruddet med 'Nordkraft', en bog, som Ejersbo betragtede som et svendestykke, han skulle aflægge, før han kunne gå i gang med det værk, det for alvor lå ham på sinde at få skrevet. Ejersbos redaktør, Johannes Riis, fortæller om sit arbejde med Jakob Ejersbos store manuskript både før og efter forfatterens død. Filminstruktøren Ole Christian Madsen vil fortælle om filmatiseringen af 'Nordkraft', og forfatteren Carsten Jensen vil tale om Ejersbos forfatterskab.  Ejersbos venner og sparringspartnere lige fra forfatterskabets spæde start, Christian Kirk Muff og Morten Alsinger, vil også deltage. Skuespillerinden Signe Egholm Olsen, der spillede Maria i 'Nordkraft', læser op fra Afrikatrilogien.
Vært: Marie Tetzlaff

09.02
Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Hildegard
Mød vinderen af Weekendavisens litteraturpris til en samtale om Middelalderens mægtigste kvinde, Hildegard af Bingen: nonne, forfatter, mystiker, læge og komponist.
Vært: Synne Rifbjerg

25.02
Eric Le Sage og Schumann
Den franske pianist Eric Le Sage har indspillet alle Robert Schumanns stykker for soloklaver. Det har taget fem år, og sideløbende med indspilningerne i Schweiz har Le Sage spillet koncerter på Louisiana. Nu er megaprojektet afsluttet; den sidste koncert spilles i Louisianas koncertsal 26. februar. Dagen før, torsdag den 25. februar, er Eric Le Sage gæst i Louisiana Live, hvor han på flyglet vil give eksempler på det særlige ved Schumann og - på engelsk - fortælle om sit arbejde med og forhold til den store romantiske komponist. Vært: Marie Tetzlaff

04.03
Fra Bænken til Bond.
En aften med skuespiller Jesper Christensen, der viser yndlingsklip fra egne og andres film og fortæller personligt og professionelt fra en karriere på forreste række. Senest har Jesper Christensen været gæst ved Berlinnalen, fordi han spiller hovedrollen i Pernille Fischer Christensens nye film Familien Rheinwald, der får dansk premiere til efteråret.
Vært: Synne Rifbjerg

09.03
Homo Werdelin.  
Kunstneren Nikoline Werdelin er tilbage i dagbladet Politiken med små og store dramaer, skæbner, typer og situationer, som mange danskere spejler sig i med vanedannende genkendelse. Det foregår i tegnede striber, som Nikoline Werdelin, efter en periode som fortrinsvis dramatiker, har genoptaget som sit primære medium. Men menneskene er de samme - eller er de?Vært: Marie Tetzlaff 

18.03
Hammer debut!
Søskendeparret Lotte og Søren Hammer fra Frederiksværk træder d.18 marts ind i krimigenrens tryllekreds med en usædvanlig historie både i bogen Svinehunde, forlagsmæssigt og personligt. Mød Søren og Lotte Hammer og hør, hvordan de fandt på at skrive den første bog - for de er allerede i gang med den fjerde i serien. Svinehunde handler om pædofili og bevæger sig rundt om emnet på en ifølge Gyldendals direktør Johannes Riis ”uafrystelig nuanceret måde”.
Vært: Synne Rifbjerg

23.03
Magt, spin og film.
Mød Christoffer Guldbrandsen, det seneste tiårs mest omdiskuterede danske dokumentarfilminstruktør. Med film som ’Fogh bag facaden’ (2003) om EU-topmødet 2002, ’Den hemmelige krig’ (2006) om Afghanistan krigen og ’Dagbog fra midten’ (2009) om Ny Alliance har han hver gang anbragt sig i orkanens øje. Han har været under massiv beskydning og mistænkeliggørelse fra regeringens spin-apparat, senest i forbindelse med en læk fra Forsvarsministeriet. Christoffer Guldbrandsen vil fortælle om det og om sin arbejdsmetode samt vise klip fra sine film, herunder også ’Rødvinsgenerationen’ om forældrene og den seneste om Lissabon traktaten – stadig i klipperummet.
Vært: Marie Tetzlaff

08.04
Cool Cash: The American Recordings I-VI.
I februar i år udkom sidste CD i serien American Recordings med Johnny Cash. CD’en røg omgående ind på hitlisternes førsteplads. Musikvideoen Hurt er blevet set af mere end 25 millioner på YouTube. En aften om The Man in Black Johnny Cash, der i den grad fik ny luft som gammel kunstner, da producer Rick Rubins bad ham om kun at synge sange, han selv var vild med og bare lade sin guitar akkompagnere dem.  Hør med når forfatter og musikanmelder Klaus Lynggaard fortæller (og måske selv giver et nummer) og country ikonet Marie Fisker samt sanger, sangskriver, musiker, producer, oversætter (af Cash bl.a.) Kenneth Thordal giver liv og lyd til manden, der med Lynggaards ord var ”selve indbegrebet af de nosser og det mod, der i de bedste tilfælde karakteriserer skabelsen af Amerika”.
Vært: Synne Rifbjerg

13.04
Orienten som eventyr og spejl - især for kvinder?
Den arabiske kultur drager os - trods sexisme og regelstyret religiøst liv. Søger vi pauser fra den krævende modernitet - eller gyser vi behageligt ved det, vi tror vi selv har overvundet? Hvad er det vi finder? Er vi naive - eller dæmoniserer vi hinanden for at stive os selv af? To stærke kvinder, billedkunstner og filminstruktør Karin Westerlund (nylig modtager af Sveriges største filmpris) og journalist og forfatter Lone Kühlmann er gæster hos Marie Tetzlaff. Der vil blive vist klip fra Karin Westerlunds seneste film 'Gud, lugt og hende'.
Vært: Marie Tetzlaff

22.04
Tradition udsat for punk - en relevant væglampe og et utilregneligt siddemøbel.
Designere og kunsthåndværkere lige fra Milano messen. Mød Margrethe Odgaard, Salto & Sigsgaard og Louise Hindsgavl til en livlig samtale om kunst og håndværk, materiale og moral og fremtidens formmæssige behov og begær.
Vært : Synne Rifbjerg

11.05
Profession: Ulandsarbejde . En ny koloniherre?
Astrid Saalbachs
nye stykke handler om dansk udviklingsbistand og hedder 'Rødt og grønt'. Mød dramatikeren på Louisiana.
Vært: Marie Tetzlaff

18.05
ORGANISK ROCK - EFTERKLANG SPILLER OG FORTÆLLER PÅ LOUISIANA
En aften med den hæmningsløst ambitiøse danske gruppe, der vækker genklang i ind- og udland. Strygere, blæsere, hviskende stemmer, figurer og lyde fra klassisk musik, elektronik og meget mere. Hør Caspar Clausen, Mads Brauer, Rasmus Stolberg, Thomas Husmer med gæster spille og fortælle om deres Magical Mystery Tour fra Als via København til den vide verden. De har inddraget et utal af samarbejdspartnere og gæstemusikere og spillet langt over 250 koncerter i mere end 28 lande i Nordamerika, Europa og Asien.
Vært: Synne Rifbjerg

25.05
HAVEGALSKAB.
En forårsaften med den vildtvoksende haveentusiast og økologiske gårdkone med meget mere Camilla Plum.
Vært: Synne Rifbjerg

01.06
Når små folk forsvinder.
Antropologen Ida Nicolaisen fortæller ud fra pragtværket 'Elusive Hunters' (6 hjerter i Politiken) om sit ungdoms feltarbejde blandt jægerfolk i Vestafrika og om hvorfor Haddad-folket - som så mange af klodens 350 millioner oprindelige folk - synes dømt til at forsvinde. Hendes bog giver i sidste øjeblik et enestående bidrag til menneskehedens historie.
Vært: Marie Tetzlaff


EFTERÅR 2010

31.08 
Gode råd til halvgamle mænd. Kvinder også velkomne!
Velkommen til en aften med Gorm Vølver (født 1954) og Bjarne Schilling (født 1959), bl.a. kendt fra Politikens bagside, ATS mm. De har udgivet sommerens store bestseller: ’Håndbog for halvgamle mænd’ om blandt andet de fire arketyper: den ungsmarte, den terminale, rabatmanden og maratonmanden. 'Håndbog for halvgamle mænd' er illustreret af Roald Als (født 1948), som også vil være til stede og bidrage med sine erfaringer som mand, kunstner og kollega til de to andre halvgamle mænd.
Vært: Marie Tetzlaff

16.09 
Shakespeare-mysteriet
Da Vinci koden go home, tænker man uvilkårligt, når man dykker ned i Erlend Loe og Petter Amundsens rejse gennem tiden for at afsløre Shakespeares sande identitet og hans originalmanuskripters gemmested. I bogen Shakespeare Ekspeditionen hvirvles man ind i et univers af frimurerhemmeligheder, kryptiske koder, tempelskatte og en Shakespearelæsning, der ikke ligner noget andet. Har Amundsen ret, må verdenshistorien skrives om, forlyder det. Kom og mød de to litterære skattejægere og døm selv, om det er galt eller genialt. Kedeligt er det i hvert fald ikke! 
Vært: Synne Rifbjerg

 

21.09

Mød Mogens Rukov

Mogens Rukov regnes som den grå eminence i dansk film; han er gudfar til dogmebegrebet og står bag nogle af mest respekterede og prisvindende film.. Men Mogens Rukov, født 1943, har ikke altid været den legendariske manuskriptforfatter. Hvad der gik forud kan LIVEs gæster måske få et glimt af under mødet med Rukov, som er genstand for en ny portrætbog. Han vil fortælle fra manuskriptets maskinrum, om sit samarbejde med bl.a. Thomas Vinterberg, vise klip fra verdens bedste film, tale om kvinder og hvad han i øvrigt føler sig provokeret til.

Vært: Marie Tetzlaff

 

12.10 

Mødre og døtre

Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst, Christine Antorini og Anne Linnet har alle mistet deres mor inden for kort tid. Med udgangspunkt i bogen 'Min mor er død!' fortæller de om deres oplevelser og erfaringer med forløbet, sorgen og savnet. Men også om deres mødres liv og forholdet til dem.

Vært: Marie Tetzlaff

 

 

14.10 

Matador (re)Mix

Mød forfatteren Lise Nørgaard og hendes største fan filosoffen Vincent Fella Hendricks, der kan Matador udenad, i et enestående møde om etik og Matador. Om sprogblomster og ukrudt, Hendricks heltinde Kathrine (grisehandlerens kone), om det oplyste menneske og sikkert også dets bedste ven. Om gammeldags konservatisme og nutidig medmenneskelighed, værdikamp og det politiske landskab i forandringens tid.

Vært: Synne Rifbjerg

 

26.10 

DEBUT!

Rektor Pablo Llambías præsenterer fem af Forfatterskolens debutanter. De har alle fået deres første bog udgivet, og nogle af dem er allerede blevet kult. Mød Josefine Klougart, Ida Marie Hede, Chresten Forsom, Theis Ørntoft og Ea Jeppesen.

 Vært: Marie Tetzlaff

 

04.11 

Den genetiske oplysningstid

En aften med videnskabsjournalist Lone Frank der netop har udgivet sin kritiker roste bog "Vil du se mit smukke genom" om sin nervepirrende rejse ind i egne gener.

Det handler om krop og sjæl, arv og miljø, men også om nogle af kunstens billeder af det indre, som genetikken er i færd med at kortlægge. Fra Michelangelo til Patricia Piccinini.

Vært: Synne Rifbjerg

 

09.11 

Læsningens nydelse og skrivningens sanselighed: hvad sker der i hjernen?

Antonia Byatt, verdensberømt engelsk forfatter ('Possession'/'Besættelse' og senest 'The Childrens Book'), har i flere år haft en dialog med hjerneforskeren Morten Kringelbach i Oxford om hvorfor vi, voksne og børn, nyder sprog og musik. For nylig skrev Byatt til Kringelbach, at hun med sin skrivning "remembers something that doesn't yet exist". Hjerneforskningen kalder det "memories of tomorrow". De tos samtale foregår på engelsk..

Vært: Marie Tetzlaff

 

16.11

TV-HISTORIE(R) En aften med Kurt Strand

Rød eller blå lejesvend, for eller imod parabolantenner. Al-Jazeera eller CNN, DR-TV eller TV2 news.

Kurt Strand redigerer nyhedsstrømmen for os denne aften og fortæller om sit eget liv i DR-TV. Om væsentlighedskriterier og hvorfor Kurt Strand ikke længere er Mr. News på DR2.

Vært: Synne Rifbjerg

 

23.11 

Mød Birthe Kjær

Sangerinden Birthe Kjær er kult, indbegrebet af dansk populærkultur og højt respekteret også uden for sin målgruppe. Birthe Kjær har for nyligt fejret 40 års plade-jubilæum - og udgivet sine erindringer. Mød Birthe Kjær til en snak om livet som entertainer og måske om kløften mellem pop og finkultur.

Vært: Marie Tetzlaff

 

25.11

Tristan og isolde - en Liveaften om Wagner med Stig Fogh Andersen i tale og sang

Tristan og Isolde er blevet kaldt "Det mest sanseberusende, grænsenedbrydende værk i musikhistorien"

Det er kærlighedens urkraft og vanvid, der er på spil, når Tristan skal ledsage Isolde på hendes brudefærd til Kong Marke og først på rejsen forstår, at det faktisk skulle være de to. Stig Fogh Andersen både instruerer forestillingen på Det Kgl. Teater og spiller Tristan. Hør ham fortælle om denne kraftpræstation, om Wagners egne lidelser, om operaen som drager, selv om dens univers af Sturm und Drang og gamle tekster kan forekomme en anakronisme midt i en Facebook tid. 

vært: Synne Rifbjerg

 

02.12

Monumental julekalender LIVE

Journalisten og musikeren Torben Steno er sammen med maleren og billedhuggeren Kenn André Stilling herrerne bag årets voksenjulekalender på DR2.

Den former sig som en gendannelsesrejse forbi 23 monumenter i det fædreland, der i dag fremstår rådvildt og kulturelt pauvert rustet til den truende fremtid.

Louisiana live viser denne aften dagens afsnit i den originale version. DR2s ledelse og Torben Steno var ikke helt enige om udformning af rammen om udsendelserne. Vi viser Director’s cut.

Aftenens musikalske indslag bliver leveret af ”Pligten Kalder”, der består af Torben Steno, orgel, Johan Olsen, vokal og Peter Jessen, klarinet.

Vært: Synne Rifbjerg

 

07.12

Politimoster og 'perlemor' - nu 'krimidronning'?

Mød Hanne Bech Hansen, chef for PET 1989-93 og indtil sidste år politidirektør for Københavns Politi. Hanne Bech Hansen har stået i spidsen for politiet under nogle af dets vanskeligste og mest voldelige opgaver. Nu er hun på pension og har skrevet krimien 'Lasten'. Hør hende fortælle om et liv i uniform og en karriere uden albuer.

Vært: Marie Tetzlaff