Gå til hovedindhold
Åbent
11-22

Brug Kunsten - Inspirationsdag om Olafur Eliasson for undervisere og kunstformidlere.

Både Louisiana og landskabet kommer under pres dette efterår, hvor Olafur Eliasson lader et stort stedsspecifikt værk sprede sig ud i hele Sydfløjen. Louisiana er for Olafur Eliasson et museum kendetegnet ved samspillet mellem kunst, natur og arkitektur, og han gør således museet og dets identitet til et tema i udstillingen, der også vil omfatte modeller og filmværker.

Med afsæt i udstillingen vil vi undersøge, hvordan Olafur Eliassons arbejde med kunstneriske eksperimenter kan bruges direkte i gymnasieundervisningen. Inspirationsdagen vil gennem teoretiske oplæg ved bl.a. prof. Emerita ved Stanford University, Shirley Brice Heath, og fælles diskussioner fokusere på, hvorfor kunstens eksperimenter og perspektiv kan være relevant på tværs af fagene. Hvordan det konkret kan gøres, vil vi vise gennem et besøg i udstillingen og en kunstnerisk workshop ved Olafur Eliasson Studio. Dertil kommer oplæg undervejs fra en gruppe gymnasielærere, der fortæller om deres erfaringer med at arbejde med Olafur Eliasson udstillingen i så forskellige fag som innovation, tysk, historie og naturvidenskabelige fag. Målet for inspirationsdagen er, at alle går hjem med konkrete idéer til og argumenter for at inddrage kunsten i undervisningen.

Inspirationsdagen henvender sig til gymnasielærere, men også til kunstformidlere, folkeskolelærere og andre, som arbejder med mødet mellem kunst og unge. Den indgår i en række heldagsseminarer henover 2014 og 2015 med overskriften Brug kunsten. De skal ses i lyset af den overordnede ambition for Louisiana Learning om at undersøge, hvordan kunsten kan være en værdifuld indgang til læring og tilbyde et møde med verdenen - både lokalt og globalt. Programmet er af samme grund tilrettelagt bl.a. i samarbejde med Globale Gymnasier.

SE PROGRAMMET HER

Hvor: 
Bådehuset. Mødested i Foyeren ved museets indgang.
Pris: 
290 kr.

Prisen inkluderer entré til Louisiana, frokostbuffet, vand, kaffe, kage og materialer.

Foregår: