Kalender

Mozart | Strygekvintet KV174 B-dur
Mozart | Strygekvintet KV614 Es-dur
Mozart | Strygekvintet KV516 G-dur

Billet bestilling 

Strygekvintetten                                                       
I wienerklassikken var strygekvartetten kammermusikkens kongedisciplin. Haydn, Mozart, Beethoven skrev strygekvartetter i stribevis.

Men hvad sker der så, når man tilføjer en ekstra stryger? Når strygekvartetten bliver til en strygekvintet? Først og fremmest forskubbes den klanglige balance, rollerne bliver mere uklare, og hvordan skal stemmerne fordeles? Det er så enkelt med en førsteviolin, en andenviolin, bratsch og en cello, men mere kompliceret med en kvintet. Haydn, der stod som fadder for strygekvartetten, afholdt sig helt fra at komponere for fem strygere - hans opfindsomhed var ellers stor, og Beethoven skrev kun et par stykker. Udover det musikalske, var der en meget kontant begrundelse for dette fravær af strygekvintetter hos disse førende komponister: navnet var Luigi Boccherini, der var født i Italien, i 1769 ansat i ved det spanske hof i Madrid som cellovirtuos og komponist. Han havde en strygekvartet til sin rådighed og skrev små hundrede værker til dette ensemble, men han kunne ikke lade være med selv at spille med, så det blev også til godt hundrede kvintetter, og så var markedet ligesom fyldt op.

Boccherini havde et slags monopol på kvintetter, men det afholdt ikke Mozart i at komponere hele seks, hvoraf ét var et var et tidligt værk fra 1773 (KV 174), ét var en bearbejdelse af blæserserenade (KV 406), mens de sidste to (KV 593 og 614) står som fuldendte eksempler på den modne Mozarts genialitet og forfinelse af en genre, som ellers stod i Boccherinis tegn. De to midterste har deres helt egen historie, som også inkluderer Boccherini. Den ene (KV 515) i C-dur er storladen og pompøs, den anden (KV 516) i g-mol er mystisk og stærk emotionel.

Mozart komponerede sine kvintetter for to violiner, to bratscher og en cello – altså en fordobling af den større og lidt mørkere violintype bratschen. Klangligt blander denne konstellation lysere og lettere end Boccherinis versioner. Og Mozart har uden tvivl kendt til den italienske konkurrent.

Men hvad skete der så senere med genren? Beethoven komponerede som sagt kun nogle få, hvoraf en i C-dur op. 29 med tilnavnet ”Stormen” er den eneste, der af og til kommer på nutidens koncertrepertoire. Schumann skrev slet ingen, mens Mendelssohn komponerede to: en A-dur op. 18 og B-dur op. 87. der på hver deres måde videreudvikler Mozarts ideer på området, blot mere romantisk. Endnu mere romantisk er Schuberts strygekvintet i C-dur fra 1828. Det er et usædvanligt gribende værk. Schubert peger selv på én af de musikalske sider, der gør værket usædvanligt: instrumentationen. I stedet for at følge i Mozarts fodspor og skrive en strygekvintet med dobbelt bratsch, fulgte han Luigi Boccherinis eksempel og fordoblede celloen. Herved skabte Schubert et mørkere, fyldigere klangbillede med større kontrast mellem højde og dybde – og hvor det dybe leje qua de to celli kunne leve sit eget liv. Den klanglige bredde er ganske enkelt større og giver plads til at eksperimentere, men han fik aldrig hørt værket. Han døde syv uger efter han var færdig med værket.

Anton Bruckner komponerede kun to stykker kammermusik – det bedst kendte af dem er netop en strygekvintet i F-dur fra 1879. Et suverænt smukt værk, der har samme besætning som Mozarts kvintetter, men som klangligt er lysår herfra. Det er som at høre en af Bruckners store symfonier i koncentreret form: ligeså bevægende og storladent på én gang. Johannes Brahms skrev i modsætning til Bruckner store mængder kammermusik. Fra hans hånd eksisterer to strygekvintetter, op. 88 og op. 111. 2. satsen i F-dur kvintetten er en åbenbaring af strygersmerte/glæde i samme strøg, mens 1. satsen af G-dur kvintetten er et rent overflødighedshorn af musikalske ideer.

Antonin Dvořak lukker og slukker for strygekvintetten som romantisk genre. Hans to eksempler er i G-dur, op. 77 og i Es-dur, op. 97 (hvis man se bort fra en a-mol, op. 1), og de adskiller sig fra alle de øvrige ved at inkludere en kontrabas som femte medlem. Klangen bliver selvsagt helt speciel med en dybde, som de andre ikke har. Men også en slagkraft og et stort drama, der giver helt nye perspektiver. I den første er klangen slavisk, mens den anden er komponeret i Dvořaks ”amerikanske” periode, i 1893, og minder i sin stil om F-dur kvartetten op. 96. Men ellers er den helt sin egen. Strygekvintetten i en ny skikkelse, som hverken Boccherini eller Mozart havde drømt om, da de kombatterede på genren cirka 125 år tidligere.

Mozart | Strygekvintet K406 c-mol
Mozart | Strygekvintet K593 D-dur
Mozart | Strygekvintet K 515 C-dur

Billet bestilling 

Strygekvintetten                                                       
I wienerklassikken var strygekvartetten kammermusikkens kongedisciplin. Haydn, Mozart, Beethoven skrev strygekvartetter i stribevis.

Men hvad sker der så, når man tilføjer en ekstra stryger? Når strygekvartetten bliver til en strygekvintet? Først og fremmest forskubbes den klanglige balance, rollerne bliver mere uklare, og hvordan skal stemmerne fordeles? Det er så enkelt med en førsteviolin, en andenviolin, bratsch og en cello, men mere kompliceret med en kvintet. Haydn, der stod som fadder for strygekvartetten, afholdt sig helt fra at komponere for fem strygere - hans opfindsomhed var ellers stor, og Beethoven skrev kun et par stykker. Udover det musikalske, var der en meget kontant begrundelse for dette fravær af strygekvintetter hos disse førende komponister: navnet var Luigi Boccherini, der var født i Italien, i 1769 ansat i ved det spanske hof i Madrid som cellovirtuos og komponist. Han havde en strygekvartet til sin rådighed og skrev små hundrede værker til dette ensemble, men han kunne ikke lade være med selv at spille med, så det blev også til godt hundrede kvintetter, og så var markedet ligesom fyldt op.

Boccherini havde et slags monopol på kvintetter, men det afholdt ikke Mozart i at komponere hele seks, hvoraf ét var et var et tidligt værk fra 1773 (KV 174), ét var en bearbejdelse af blæserserenade (KV 406), mens de sidste to (KV 593 og 614) står som fuldendte eksempler på den modne Mozarts genialitet og forfinelse af en genre, som ellers stod i Boccherinis tegn. De to midterste har deres helt egen historie, som også inkluderer Boccherini. Den ene (KV 515) i C-dur er storladen og pompøs, den anden (KV 516) i g-mol er mystisk og stærk emotionel.

Mozart komponerede sine kvintetter for to violiner, to bratscher og en cello – altså en fordobling af den større og lidt mørkere violintype bratschen. Klangligt blander denne konstellation lysere og lettere end Boccherinis versioner. Og Mozart har uden tvivl kendt til den italienske konkurrent.

Men hvad skete der så senere med genren? Beethoven komponerede som sagt kun nogle få, hvoraf en i C-dur op. 29 med tilnavnet ”Stormen” er den eneste, der af og til kommer på nutidens koncertrepertoire. Schumann skrev slet ingen, mens Mendelssohn komponerede to: en A-dur op. 18 og B-dur op. 87. der på hver deres måde videreudvikler Mozarts ideer på området, blot mere romantisk. Endnu mere romantisk er Schuberts strygekvintet i C-dur fra 1828. Det er et usædvanligt gribende værk. Schubert peger selv på én af de musikalske sider, der gør værket usædvanligt: instrumentationen. I stedet for at følge i Mozarts fodspor og skrive en strygekvintet med dobbelt bratsch, fulgte han Luigi Boccherinis eksempel og fordoblede celloen. Herved skabte Schubert et mørkere, fyldigere klangbillede med større kontrast mellem højde og dybde – og hvor det dybe leje qua de to celli kunne leve sit eget liv. Den klanglige bredde er ganske enkelt større og giver plads til at eksperimentere, men han fik aldrig hørt værket. Han døde syv uger efter han var færdig med værket.

Anton Bruckner komponerede kun to stykker kammermusik – det bedst kendte af dem er netop en strygekvintet i F-dur fra 1879. Et suverænt smukt værk, der har samme besætning som Mozarts kvintetter, men som klangligt er lysår herfra. Det er som at høre en af Bruckners store symfonier i koncentreret form: ligeså bevægende og storladent på én gang. Johannes Brahms skrev i modsætning til Bruckner store mængder kammermusik. Fra hans hånd eksisterer to strygekvintetter, op. 88 og op. 111. 2. satsen i F-dur kvintetten er en åbenbaring af strygersmerte/glæde i samme strøg, mens 1. satsen af G-dur kvintetten er et rent overflødighedshorn af musikalske ideer.

Antonin Dvořak lukker og slukker for strygekvintetten som romantisk genre. Hans to eksempler er i G-dur, op. 77 og i Es-dur, op. 97 (hvis man se bort fra en a-mol, op. 1), og de adskiller sig fra alle de øvrige ved at inkludere en kontrabas som femte medlem. Klangen bliver selvsagt helt speciel med en dybde, som de andre ikke har. Men også en slagkraft og et stort drama, der giver helt nye perspektiver. I den første er klangen slavisk, mens den anden er komponeret i Dvořaks ”amerikanske” periode, i 1893, og minder i sin stil om F-dur kvartetten op. 96. Men ellers er den helt sin egen. Strygekvintetten i en ny skikkelse, som hverken Boccherini eller Mozart havde drømt om, da de kombatterede på genren cirka 125 år tidligere.