Kalender

1985 / Ligeti: 7 etuder, fra 1. bog
Selv om komponisten György Ligeti og kunstneren Jannis Kounellis efter al sandsynlighed aldrig mødte hinanden og udvekslede meninger om
musik og kunst, så har de noget grundlæggende tilfælles. De skulle starte forfra.

Begge har foretaget en nulstilling af det kunstneriske for derefter at bygge det op igen. Det er de ikke ene om, for det kunne lyde som et signalement på en hel generation af kunstnere, som efter 2. Verdenskrig, dens
rædsler og ragnarok, så at sige skulle begynde forfra. Ud af krigens kollektive mareridt åbnede sig en ny verden fuld af muligheder – og lige så mange lig i lasten. Det var nødvendigt at gøre rent bord.

Den ungarske komponist György Ligeti blev født i 1923 og nåede derfor at opleve krigen fra dens grummeste side: Han mistede sin far og bror i en tysk koncentrationslejr. Siden oplevede han også, hvordan han som avantgarde-komponist måtte flygte, da Ungarn i 1956 blev besat af sovjetiske tropper. Han kom til Tyskland, lærte andre avantgarde-komponister at kende dér, flirtede lidt med elektronmusikken og slog så en streg over det hele – også de moderne serielle teknikker samt rytme, melodi, dur og mol. Opdagede så at sige det musikalske rum på en helt ny måde og skabte nye værker, hvis lige ikke var hørt før. Han gjorde det første gang konsekvent i orkesterværker som Apparitions og Atmosphères – begge på tærsklen til 1960’erne – og fortsatte kompromisløst at gøre det frem til sin død i 2006. Klaveretuderne er ingen undtagelse.

Den græske kunstner Jannis Kounellis’  - født 1936 – forlod også sit fædreland i 1956. Ikke som flygtning, men fordi det passede ham bedre at bo i Italien, hvor han også bor i dag. Kounellis tilhører den kunstneriske bevægelse, man kalder arte povera – et udtryk der kan oversættes flertydigt med ”fattig”, ”sparsom”, ”stakkels” – og som samlede en række italienske kunstnere i slutningen af 1960’erne om at vise ting, som de virkelig er. I Kounellis tilfælde bryder han billedrammen ned og skaber rum med genstande som ild, jern, trækul osv. Han har udforsket disse materialer og sat dem ind i sammenhænge, hvor de på én gang bliver sanseligt nærværende for beskueren og samtidig underligt diffuse. Musikken spiller ofte en rolle i hans værker, hvor musikere og deres instrumenter bliver sat ind i nye forbløffende sammenhænge.

Det dybere fællesskab mellem Ligeti og Kounellis består ikke kun i, at de nedbryder de konventionelle rammer og hver på sin måde skaber et nyt ”alfabet” for deres kunstneriske produktion, nej, det ligger i den måde, de begge skaber associationer med deres kunst gennem at fremstille det kendte i nye sammenhænge. Ingen af dem er postmodernister, som jonglerer med vores fælles arvegods og giver det nye betydninger, men Ligeti og Kounellis er kompromisløse kunstnere, der arbejder med de dybere lag i vores erindringer om, hvordan verden en gang var. Filmverdens pendant til disse to er den russiske instruktør Andrej Tarkovskij, hvis billedmagi og opløsning af konventionel handling har en lignende effekt som musik af Ligeti og kunst af Kounellis.

Lyt blot til Ligetis klaveretuder, der er blevet til i årene 1985 til 1994. De lyder som nogle af de bravour-etuder, man kender af Chopin, Liszt, Schumann. Og de er vanvittig svære at spille, men i virkeligheden er deres mission at studere forskellige kompositoriske udfordringer, som komponisten havde arbejdet med gennem årene. Ligetis etuder lægger sig derfor mere i forlængelse af tilsvarende værker af Debussy, Bartók og Messiaen, som hver især mere brugte etuderne som studier i musikkens grundelementer. Ligetis etuder er også studier. Studier for ham selv i hans kompositoriske virke, men også studier for pianisten frem mod større og større beherskelse af tekniske udfordringer. Og for tilhøreren er de et studie i, hvad øret opfatter, når musikken lyder som noget, der en gang var, men på en helt ny måde.

Ligesom når man rent bogstaveligt træder ind i et værk af Kounellis og møder en væg af gamle bøger stablet ind i et murhul eller en jernplade, hvor ordene ”La Liberta o Morte” er skrevet med kridt og nedenunder en lille hylde med et tændt stearinlys. Tilsvarende har Ligeti givet sine etuder titler, som mere skaber associationer end egentlige forklaringer. Forfatteren Umberto Eco taler om ”det åbne værk”, og det er, hvad Ligeti og Kounellis skaber på hver deres måde. Som tilhører opfatter vi værkerne individuelt, der er ingen bombastiske budskaber (selv ikke i udråbet ”Frihed eller døden”), men mere mindelser om en svunden tid.

Denis Kozhukhin | piano
Schubert | 4 Impromtus op. 90 / D899
Ligeti | 7 Etuder 
Haydn | Sonate F-dur Hob XVI/23
Prokofiev | Sonate nr. 6 A-dur op. 82

Billetbestilling »

1985 / Ligeti: 7 etuder, fra 1. bog
Selv om komponisten György Ligeti og kunstneren Jannis Kounellis efter al sandsynlighed aldrig mødte hinanden og udvekslede meninger om
musik og kunst, så har de noget grundlæggende tilfælles. De skulle starte forfra.

Begge har foretaget en nulstilling af det kunstneriske for derefter at bygge det op igen. Det er de ikke ene om, for det kunne lyde som et signalement på en hel generation af kunstnere, som efter 2. Verdenskrig, dens
rædsler og ragnarok, så at sige skulle begynde forfra. Ud af krigens kollektive mareridt åbnede sig en ny verden fuld af muligheder – og lige så mange lig i lasten. Det var nødvendigt at gøre rent bord.

Den ungarske komponist György Ligeti blev født i 1923 og nåede derfor at opleve krigen fra dens grummeste side: Han mistede sin far og bror i en tysk koncentrationslejr. Siden oplevede han også, hvordan han som avantgarde-komponist måtte flygte, da Ungarn i 1956 blev besat af sovjetiske tropper. Han kom til Tyskland, lærte andre avantgarde-komponister at kende dér, flirtede lidt med elektronmusikken og slog så en streg over det hele – også de moderne serielle teknikker samt rytme, melodi, dur og mol. Opdagede så at sige det musikalske rum på en helt ny måde og skabte nye værker, hvis lige ikke var hørt før. Han gjorde det første gang konsekvent i orkesterværker som Apparitions og Atmosphères – begge på tærsklen til 1960’erne – og fortsatte kompromisløst at gøre det frem til sin død i 2006. Klaveretuderne er ingen undtagelse.

Den græske kunstner Jannis Kounellis’  - født 1936 – forlod også sit fædreland i 1956. Ikke som flygtning, men fordi det passede ham bedre at bo i Italien, hvor han også bor i dag. Kounellis tilhører den kunstneriske bevægelse, man kalder arte povera – et udtryk der kan oversættes flertydigt med ”fattig”, ”sparsom”, ”stakkels” – og som samlede en række italienske kunstnere i slutningen af 1960’erne om at vise ting, som de virkelig er. I Kounellis tilfælde bryder han billedrammen ned og skaber rum med genstande som ild, jern, trækul osv. Han har udforsket disse materialer og sat dem ind i sammenhænge, hvor de på én gang bliver sanseligt nærværende for beskueren og samtidig underligt diffuse. Musikken spiller ofte en rolle i hans værker, hvor musikere og deres instrumenter bliver sat ind i nye forbløffende sammenhænge.

Det dybere fællesskab mellem Ligeti og Kounellis består ikke kun i, at de nedbryder de konventionelle rammer og hver på sin måde skaber et nyt ”alfabet” for deres kunstneriske produktion, nej, det ligger i den måde, de begge skaber associationer med deres kunst gennem at fremstille det kendte i nye sammenhænge. Ingen af dem er postmodernister, som jonglerer med vores fælles arvegods og giver det nye betydninger, men Ligeti og Kounellis er kompromisløse kunstnere, der arbejder med de dybere lag i vores erindringer om, hvordan verden en gang var. Filmverdens pendant til disse to er den russiske instruktør Andrej Tarkovskij, hvis billedmagi og opløsning af konventionel handling har en lignende effekt som musik af Ligeti og kunst af Kounellis.

Lyt blot til Ligetis klaveretuder, der er blevet til i årene 1985 til 1994. De lyder som nogle af de bravour-etuder, man kender af Chopin, Liszt, Schumann. Og de er vanvittig svære at spille, men i virkeligheden er deres mission at studere forskellige kompositoriske udfordringer, som komponisten havde arbejdet med gennem årene. Ligetis etuder lægger sig derfor mere i forlængelse af tilsvarende værker af Debussy, Bartók og Messiaen, som hver især mere brugte etuderne som studier i musikkens grundelementer. Ligetis etuder er også studier. Studier for ham selv i hans kompositoriske virke, men også studier for pianisten frem mod større og større beherskelse af tekniske udfordringer. Og for tilhøreren er de et studie i, hvad øret opfatter, når musikken lyder som noget, der en gang var, men på en helt ny måde.

Ligesom når man rent bogstaveligt træder ind i et værk af Kounellis og møder en væg af gamle bøger stablet ind i et murhul eller en jernplade, hvor ordene ”La Liberta o Morte” er skrevet med kridt og nedenunder en lille hylde med et tændt stearinlys. Tilsvarende har Ligeti givet sine etuder titler, som mere skaber associationer end egentlige forklaringer. Forfatteren Umberto Eco taler om ”det åbne værk”, og det er, hvad Ligeti og Kounellis skaber på hver deres måde. Som tilhører opfatter vi værkerne individuelt, der er ingen bombastiske budskaber (selv ikke i udråbet ”Frihed eller døden”), men mere mindelser om en svunden tid.