Kalender

Billetbestilling »

1876 / Smetana strygekvartet e-mol
Hvornår blev tjekkisk musik tjekkisk? Og er E-mol kvartetten af Smetana særlig tjekkisk? Indtil midten af 1800-tallet var romantisk musik i høj grad baseret på det, man kalder den germanske eller den centraleuropæiske tradition. Tyskland og Østrig var kraftcentrene for den musikalske udvikling i 1800-tallet med undtagelse af operaen, der stadig var domineret af Italien og Frankrig. Det var i instrumentalmusikken – arven efter Beethoven – at den tysk-østrigske tone blev dominerende. Og det i en grad, så det kunne mærkes. Der var skabt tradition for en særlig centraleuropæisk stil, som andre landes komponister både blev uddannet i og rettede sig efter.

Hverken i forhold til symfoniorkestret eller genrer inden for kammermusikken adskilte udenlandske komponister sig afgørende fra de tysk-østrigske. Alligevel taler man om en nationalromantik som udtryk for en musik, der på en særlig måde udtrykte forskellige landes forskellige karakteregenskaber. Det er et yderst indviklet område at beskæftige sig med. Set fra den rent musikalske side, var det som sagt den germanske tradition, der dominerede og set i et politisk perspektiv var spørgsmålet om dannelsen af nationalstater fuld af selvmodsigelser både af sprog-lig og historisk art.

Tjekkiets historie er et godt eksempel. Egentlig er landet fra 900-tallet sammensat af fyrstendømmet Bøhmen og nabolandet Mæhren.Det har eksisteret som del af det habsburgske rige op gennem historien frem til en egentlig selvstændighed i 1918, hvor nabolandet Slovakiet blev indlemmet. Herefter fulgte det russiske herredømme under Sovjetunionen, og først i 1993 kunne man proklamere et egentlig Tjekkiet. I 1800-tallet voksede kravet om selvstændighed, og her spillede litteratur, kunst og musik en væsentlig rolle. I 1811 blev Prags Konservatorium grundlagt, i 1826 gik den første nationalopera – Keddelflikkeren af Jan Skroups – over scenen, der blev indsamlet folkesange, og i revolutionsåret 1848 blev der skrevet hymner på tjekkisk.

Bedrich Smetana gik entusiastisk på barrikaderne og skrev marcher dertil, og da revolutionen blev slået ned og tysk atter var tilbage som det officielle sprog, fastholdt Smetana det tjekkiske. Det politiske pres var tungt, tjekkisk selvstændighed lignede en utopi, og i det klima foretrak Smetana at flytte til Göteborg og fortsætte sin pianistkarriere og lærergerning dér. Den tjekkiske sag kaldte ham imidlertid tilbage til Prag, og i begyndelsen af 1860`erne genfødte han den tjekkiske nationalopera, den kendteste var Den solgte brud (1870), og det var især hér, at de folkelige motiver blev levende i Smetanas musik. Som det også er tilfældet i Strygekvartet i e-mol fra 1876 med titlen Fra mit liv, hvor folkelige melodier hele tiden dukker op. I 4. sats konfronteret med den personlige tragedie: Komponisten var døv. I sin helhed er kvartetten en hyldest til fædrelandet – fire år senere fulgt op af orkesterstykket Mit fædreland.

Fra 1866 dirigerede Smetana det Tjekkiske Nationalteaters Orkester. Blandt musikerne sad Antonin Dvorák, der ikke blot spillede bratsch, men som også var en komponist af et format, der skulle føre arven videre. Også Dvorák var påvirket udefra. Først af Liszt og Wagner siden af Brahms. Ligesom Smetana skrev Dvorák tjekkisk musik direkte inspireret af den folkelige musik. Det var ånden i det nationale, der betog Dvorák. Så meget at han skrev sin mest tjekkiske musik i de år, han var ansat i New York som konservatoriedirektør fra 1892-95. Og samtidig med at han skrev sin 9. symfoni  Fra den nye verden (1893) med stof fra amerikansk folkemusik for at demonstrere for amerikanske komponister, hvilken rigdom der lå gemt her. Der var andre tjekkiske komponister i samme generation som Dvorák – bl.a. Zdenek Fibich og Leos Janácek, og det er især hos Janácek, man genkender denne interesse for materialets sammensætning, men på en ny måde i forhold til Dvorák.

Tingene hang nemlig ikke logisk sammen hos Janácek, der både skrev en række markante operaer som Jenufa og Katja Kabanova (1921), levendegjorde kortraditionen og i øvrigt skrev både symfonisk musik, kammermusik og soloklaverstykker. I sine operaer og vokalmusik i det hele taget skrev han musikken direkte ind til den tjekkiske tekst. Og i den intime instrumentalmusik fulgte han også en frasering, der virker som om den fulgte en fiktiv tekst: fuld af indskud og spørgsmålstegn. Janácek var den foreløbige krone på værket i tjekkisk musik. Udover sin dybe interesse i den folkelige musik eksperimenterede han vildt på alle planer: tonalt, fraseringer, instrumentalt. På den måde var han modernist, men han var det på en intuitiv måde, som havde en uforlignelig fascinationskraft, mens hans stil havde dybe rødder i det romantiske.

Hvis man altså taler om en særlig national tjekkisk musik, så stammer den fra Smetana. I hans mange operaer, kormusik, orkesterstykker, sange, klavermusik og kammermusik. Gennemstrømmet af en folkelig musik og tone, som man kun finder i denne del af Europa.