Kalender

  “Fremd bin ich eingezogen, fremd zieh´ ich wieder aus”. 

 De første ord i Franz Schuberts liedercyklus “Winterreise” var også et motto for hans liv. Fremmed kom han til verden, og fremmed vil han forlade den igen. Det er fortælleren i Wilhelm Müllers digte, der reflekterer over livet og ikke mindst døden, men Schubert identificerede sig så stærkt med disse ord, at de blev kimen til hans mest ærlige værk, hvor al romantikkens patos og lidenskab er barberet bort til fordel for en ætsende realisme. Identifikationen er fuldstændig, når teksten i sidste lied “Der Leiermann” beskriver den barfodede lirekassemand, som alle overser. Sidste strofe siger: “Wunderlicher alter, soll ich mit dir geh´n? Willst du meinen Liedern deine Leier drehn?” - vil du spille mine sange på din lirekasse?

 Hvorfra kom dette sortsyn hos Schubert? Komponisten til livskraftige klaversonater, symfonier, “Forellekvintetten” og såmænd “Die schöne Müllerin” nogle år tidligere også til digte af Wilhelm Müller. Året for “Winterreises” tilblivelse var 1827. Året efter døde Schubert - formentlig af den syfilis, han havde pådraget sig i 1822. Et langt og ustadigt sygdomsforløb var til ende, og det er klart, at det også påvirkede hans psyke. Sygdommen behøvede ikke at være livstruende, men Schuberts sind stræbte lige fra 15-års alderen mod døden som en forløsende kraft. Da døde hans mor nemlig, og han forsonede sig aldrig med livet siden. Han levede et liv som en dobbeltgænger, hvilket ligefrem var titlen på et af de Heinrich Heine-digte, Schubert satte i musik få måneder før han døde, og som blev indlemmet i lieder-samlingen “Schwanengesang”. På den ene side den muntre, selskabelige og ligefremme Frans Schubert - midtpunktet i en hengiven vennekreds, der ligefrem foranstaltede “Schubertiader” for ham: huskoncerter med hans musik. På den anden side den ensomme vandrer som var han taget ud af et Caspar David Friedrich-maleri.

Vandrer-temaet symboliserede for Schubert en længsel efter døden. Temaet var oppe i tiden, og i sin romantiske udformning havde Schubert også dyrket det tidligere bl.a. i “Die schöne Müllerin”. Men hér i “Winterreise” er det æstetiske forsøg på at skabe skønhed og Biedemeier-tidens begrænsninger skåret bort. Tilbage står en række musikalske psykogrammer i al deres skinbarlighed. Med en seismograf registrerer Schubert hvert udsving på 24 stationer på vejen mod døden. Forfrosne, livløse landskaber åbenbarer sig - også musikalsk. Og skaber musikken en varme som f.eks. i dur-stedet i den første “Gute Nacht”, så er skiftet tilbage til mol så meget mere kuldslået. Dér er Schubert ene. Hans venner forstod ikke “Winterreise”, da han præsenterede dem for sit nye værk en efterårsaften i 1827. Vennen og digteren Franz von Schober brød sig kun om “Der Lindenbaum”, for dér var i det mindste en melodi.

Da det kom til stykket, var Schubert isoleret. Metternich-tiden kaldte på ro og orden, hvilket selv romantikken i det store hele føjede sig under. En biedermeiersk længsel frem for den eksistentielle søgen efter grænser, som drev Schubert frem mod sit livs vinterrejse. “Eine Strasse muss ich gehen, die noch keiner ging zurück”, som teksten lyder i “Der Wegweiser”. Der er ingen vej tilbage. Og alligevel følger man gerne Schubert. Han giver Müllers digte musik - digtene blev i øvrigt skrevet samtidig med, at Schubert sad og skrev musik til “Die schöne Müllerin”. Han påtager sig hvervet at gå den lange vej. Uden det mindste stænk af melankoli beskriver han turen musikalsk ned til mindste detalje. Men han er ikke bare observatør eller landskabsmaler. Han er selv til stede i digt og musik. Lader klaverstemmen være mere end blot akkompagnementet - så rig er den på fine detaljer, at den er at regne som ligeværdig endda nogen gange som banebryderen for sangstemmen. Der er en rastløs stemning gennem hele cyklussen. Selv de frosne tårer i “Gefrorne Tränen” skal fremføres “nicht zu langsam”. Det har hast. Men det har også øjeblikke, hvor alt går i stå: som i “Wasserflut”, hvor klaverakkompagnementet i trioler og med en brudt basrytme tegner et tungt vandhjul - et minde om lidenskaben i digtene til møllerdatteren. Tiden sættes for et øjeblik i stå, og vandreren ser sin elskedes hus. Hvorefter - i “Auf dem Flusse” - sjælen sønderrives i sammenstødet mellem to mol-tonearter med kun en halv tones afstand. Flere steder eksperimenterer Schubert så vildt med det tonale i akkompagnementet, at det leder tankerne hen på den ekspressivitet, som førte den 2. Wienerskole ind i tolvtoneteknikken.

Sådanne eksempler er “Winterreise” fyldt med. Dette at gå på fodvandring i poesi, musik, roman og maleri var ikke nyt. Det var snarere på mode. Men med “Winterreise” får vandringen en ny dimension. Et menneskeligt aspekt, som man ikke kan ryste af sig. Og efter de tomme kvinter i bassen i “Der Leiermann”, er der ingen vej tilbage. Vinterrejsen kan kun føre til en svanesang.