Thomas Struth
|
Museo del Prado 5, 2005. C-print, 158 x 200 cm Ligesom flere tyske efterkrigstidsmalere, Anselm Kiefer og Gerhard Richter fx, er den tyske fotograf Thomas Struth optaget af forholdet mellem den personlige og den store, fælles historie. Hvordan indgår vi i hinandens liv? Og hvordan indgår vi selv i den store historie? Som åbne refleksioner fotograferer Struth serier af gader, arkitektur, individ-portrætter og familieportrætter. Museumsbillederne, som han starter på i 1989 på Louvre og afslutter med Prado-serien fra 2005, ligger også i forlængelse af disse spørgsmål. Her fotograferer han besøgende på kunstmuseer foran værker af kunsthistoriens mestre som Gericault, Delacroix og Velazquez. Den spanske skoleklasse på fotografiet her er givetvis på den obligatoriske tur til Prado-museet, her fanget foran spansk baroks store mester Velázquez’ berømte maleri, Las Meninas, fra 1656. Struth har fotograferet gruppen, mens de er mere optagede af deres audioguides end maleriet. Kun kvinden i jeans ser op på det gigantiske maleri. Vi står, måske som del af en gruppe på en omvisning, og ser på en spejling af vores egen situation.
I went to the Prado in Madrid and was flabbergasted by one particular painting, Las Meninas by Velásquez. It was so close to my own interests. I thought: "Jesus Christ, why did nobody tell me about this?" And yet I never photographed it until 2005. I don't know why. Struth bliver fanget af maleriet, fordi det tager fat på nogle af de samme overvejelser omkring blik og betragterposition, som han også selv arbejder med. Kunne vi låne audioguiden ville vi få oplyst, at Velázquez har malet et billede af sig selv, i færd med at male et billede af det spanske kongepar. Han står bag det store lærred til venstre i maleriet. Men fokus i maleriet er netop ikke kongeparret, de nøjes med at blive reflekteret i spejlet på endevæggen. Det, vi ser i maleriet, er det, som kongeparret sidder og ser! Dvs. Velázquez har malet et billede af dem, der kommer forbi i atelieret og ser på, fastholdt i et næsten fotografisk øjebliksbillede med al deres gøren og laden (spiser, taler, driller hunden). Betragteren bliver maleriets egentlige hovedperson, i dobbeltforstand, da spejlet også kan reflektere den, der betragter det færdige maleri. I Struths fotografi er det i så tilfælde betragteren af fotografiet som reflekteres. En uundgåelig sammenligning finder hurtigt sted; jeans-kvinden mimer Velázquez’ direkte blik, kjoler gentages, og også hos Struth finder man en forskydning af fokus fra maleri til betragter og dennes færden foran værket. Men også en dialog på tværs af historien tager form. Fortid og nutid møder hinanden i Struths fotografi. Og man kan ikke lade være med at forestille sig, hvordan der mon ser ud, når vi alle er gået hjem. Thomas Struth er født I 1954, bor og arbejder i Düsseldorf. Ligesom Thomas Ruff og Andreas Gursky tilhører han ”Düsseldorf-generation”. Alle er de elever af det legendariske ægtepar Bernd og Hilla Becher, som underviste i en årrække på Kunstakademiet i Düsseldorf omkring 1980erne. Struth er også elev af Gerhard Richter. Kort interview med Struth omkring Prado-optagelserne: http://www.guardian.co.uk/culture/2008/sep/18/thomas.struth |
