



Simon Evans
|
Everyone, 2011.
Fotocollage og mixed media på plade, 140x200 cm Forestil dig et billede, hvor alt det du ejer er systematiseret og lagt frem til offentlig beskuelse. Et sådant billede er Simon Evans’ (1972-) værk Everything I have der blev vist på Louisianas store samtidskunstudstilling, The World is yours i 2009. Fascinerede besøgende nærstuderede værket; over 1000 små gengivelser af kunstnerens ejendele - og de morede sig – for der er masser af humor i Evans´ værk! I Everyone og 300 secrets fra 2011 følger Evans det samme spor. I det første præsenterer han et kort fyldt med små billeder af de mennesker, der har haft betydning for ham; kulturelle ikoner, kunstsamlere, familiemedlemmer og bekendte, men uden den historiske kronologi der fx kendetegner stamtræet. Han tilføjer en håndskrevet tekst under hvert billede, fx skriver han under et billede af sin mor My mom who is barely there because of her life og under et billede af et par kuratorer; Curators who are helpful. I det andet værk fortæller han hemmeligheder, 300 af dem, skrevet på papir med håndskrift og klippet ud og klistret op, så de kobler sig som en lang fortælling, hvor vi føler os særlig indviet i Simon Evans’ private liv, men samtidig undrer os: for er det virkelig sandt, alt det, han skriver om sin egen og vores fælles historie? I sine værker kobler Evans ord og billede, så de danner syrede og systematiske verdensbilleder. Evans tager udgangspunkt i de fælles systemer, vi anvender til at kortlægge verden, fx landkort eller oversigtsplancher. Ved at låne deres system fortolker Evans sin egen verden og inviterer dig til at reflektere over din. Til trods for at Simon Evans bruger “netværksformen”, som vi kender fra den digitale verden, er det, han laver, yderst analogt; manuelt udført, uden det store behov for, at det skal fremstå færdigt og perfekt. Det har karakter af at være noget, vi selv kunne lave med materialer vi har ved hånden: kuglepenne, papir, rettelak og tape. Alligevel bliver vi ramt af beundring over hans vedholdenhed, håndværket og den enorme detaljerigdom. |
