

Tal R
|
Blind Date, 2009-2010. Mixed media Vi møder dem i det øjeblik, de to herrer konfronteres med hinanden i Tal R´s kvadratiske stævnemøde. Pistolen, som manden med det karakteristiske overskæg holder i hånden, peger direkte over mod den uniformerede, men dog noget skælvende mand. Reaktionen ser vi i hans ansigt. Dramaet udspiller sig i et rødbrunt rum. Lyset fra vinduet i det tilstødende rum strømmer ud og kaster farvestrålende skyggemønstre mellem de to mænd. Tal R´s malerier er ofte karakteriseret ved farvestærke former og mønstre. Som både er det, de er, nemlig farver og former på et lærred, men der er også rester af vores genkendelige verden af bl.a. historie, kærlighed, religion, diktatur og eventyr. I værket Audieu interessant (silver) griber Tal R formen helt anderledes an. I stedet for at bygge billedet op omkring to bjælker, lader han det strømme ud fra et centrum, i en eksplosion af farver, glimmer og billeder. Vi bliver draget mod den glimtende stjerne, men når vi kommer tæt på, overraskes vi af et væld af billeder påklistret lag på lag, der spænder lige fra udklip fra aviser, til portrætter og pornografiske billeder mm. Også i dette billede har Tal R samplet billeder fra vores billedkultur og fra hans personlige arkiv. Tal R er repræsenteret med en stor samling værker på Louisiana, der spænder over både maleri, skulptur, collage og grafik. |
