Superflex


Flooded McDonald's, 2008. Film. Varighed: 20 min.  
Biogas in Africa, 1997
. Silketryk

Superflex slog igennem i 1997 med værket Biogas in Africa - et biogassystem, der omdanner biologisk affald til metangas nok til at dække gasforbruget til lys og madlavning hos en familie i den 3. verden. Projektet er udviklet sammen med danske og afrikanske ingeniører og står i dag hos flere familier i bl.a. Tanzania og Cambodia.

I et andet samarbejde med studerende fra IT universitetet i København skabte Superflex i 2004-2005 et nyt produkt - en øl under titlen FREE BEER KIT (version 3.0). Øl-opskriften kan frit downloades og kopieres af de, der har lyst. På denne måde henter Superflex open source-begrebet, som vi kender det fra computerverden, over i kunsten, og værket fungerer som et bidrag i debatten om kopiering og ophavsret. 

Superflex tager et af de mest kendte brands under behandling i værket ”Flooded McDonald's”, hvor de lader en 1:1 model af McDonald-restaurant langsomt oversvømme i løbet af 20 minutter. Det hele ender i et kaos under vandet med flydende inventar, pomfritter og papkrus. En symbolfilm, kalder Superflex filmen, som leder tankerne hen på naturkatastrofer, her bragt ind i et uhyggeligt genkendeligt miljø. Samtidig bliver fastfoodkæden et symbol på kapitalisme, forbrugskultur og fedmeepidemi og skaber måske et billede på, hvor galt det kan gå. Flooded McDonald’s er på én gang smuk, tankevækkende og foruroligende. Billederne af de sejlende pomfritter og de vuggende kopper er æstetiske i al deres detaljerigdom, mens tempoet i filmen er paradoksalt beroligende. For vi er jo vidne til en katastrofe!

Download undervisningsmateriale til Superflex' Flooded McDonald's
Gymnasiet, HF, VUC, lærerseminarier samt 9. - 10. klasse »
Filmen kan ses på www.filmstriben.dk

FREE BEER KIT (version 3.0), 2005. Banner, bord, ølbrygningskit, ingredienser til 19 liter øl, el-koger, flasker, flaskestativ, etiketter og CD