Avantgardens Kvinder 1920-1940


14. februar - 28. maj 2012
Louisiana Undervisning tilbyder 1 og 2 timers-forløb i udstillingen eller med et værkstedsbesøg inkluderet i 2 timers-forløbet.

Bland kortene / forvir begreberne. Mand? Kvinde? Det afhænger af tilfældet. Neutral er det eneste, der altid vil passe mig. Hvis der i vores sprog fandtes et sådant pronomen ville man ikke observere denne flydende sindstilstand hos mig. 
                      
Claude Cahun i sin anti-autobiografi Aveux non avenus (”Ubekendelser) fra 1930

De otte kvindelige kunstnere, som præsenteres på udstillingen Avantgardens Kvinder på Louisiana, har alle haft en væsentlig rolle som avantgardistiske kunstnere i Europas mellemkrigsår. Hver enkelt har bidraget til at forny og udvide kunstbegrebet på internationalt plan i 1920- og ’30erne. Claude Cahun, som citeres ovenfor, havde særligt fokus på identitet(er) og arbejdede selv under pseudonym. Andre kastede sig over nye og modige eksperimenter med farver og deres iboende evne til at skabe rum. 

Udstillingens otte kvindelige kunstnere er:
Sophie Taeuber-Arp (1889-1943), Sonia Delaunay (1885-1979), Hannah Höch (1889-1978), Florence Henri (1893-1982), Claude Cahun (1894-1954), Dora Maar (1907-1997), Katarzyna Kobro (1898-1951) og Germaine Dulac (1882-1942)

I undervisningen folder vi nogle af disse kvinders værk og liv ud, både individuelt og som et netværk, med relationer og ligheder kunstnerne imellem. I byer som Berlin, Paris, Zürich og Warszawa var der mulighed for at netværke, indgå i kunstnerkredse, udstille med ligesindede og uddanne sig, om end de fleste akademier endnu ikke var åbne for kvinder på dette tidspunkt, men flere uddannede sig inden for kunsthåndværk. Avantgardens kvinder var med til at omdefinere kunsten, og udfordrede samtidig også forestillingerne om, hvad kvinder kan, skal og må.

Avantgardens Kvinder rummer ca. 200 værker, alt fra maleri, fotografi og collage over film og skulptur til tekstiler, et dukketeater og en bar-konstruktion, som du kan gå ind i. På udstillingen finder du værker inden for dadaisme, konstruktivisme og surrealisme.

I værkstedet:
For indskoling + mellemtrin
Vi arbejder med fotocollager, hvor eleverne med udgangspunkt i et selvportræt under titlen ”Mit hemmelige jeg”, skal forsøge at vise en anden side af dem selv. NB! Til dette værksted skal hver elev have et billede med af sig selv (ansigt: ca. 7 cm i højden, s/h eller farve). Det skal være en kopi som vi kan klippe i.

Til udskoling
Vi arbejder med fotografi, hvor eleverne iscenesætter sig selv inspireret af Claude Cahuns Selvportræt (som vægtløfter). Emnet er køn og hvilke forventninger der ligger til henholdsvis kvinder og mænd (piger og drenge) i dag. Eleverne arbejder i grupper på 4-5 stk. Værkstedet har et absolut max på 28 elever.

Download Louisianas Lærerpakke til Avantgardens Kvinder her:

Lærervejledning  
Powerpoint

 

 

Claude Cahun, Selvportræt (som vægtløfter), 1927
Elever fra 7.L. på Mørdrupskolen i en iscenesættelse inspireret af Claude Cahun.
"Mit hemmelige jeg" som fotocollage fra en elev fra 3.A. på Mørdrupskolen.