

Vores værk 2013: Powerless structures, Fig. 11
|
Michael Elmgreen & Ingar Dragset, Powerless structures, Fig. 11 (Magtesløse strukturer), 1997 Powerless Structures, Fig 11 består af en vippe, som i stedet for sin vanlige placering i en svømmehal nu står i et af Louisianas rum. Rummet er museets såkaldte pauserum, hvor museets gæster kan nyde udsigten over Øresund, men nu udstyret med vippen, der trænger gennem ruden i et af de store panoramavinduer. Vippen står som en umulig invitation til at vove springet og åbner samtidig for at se på den ellers ukomplicerede frie udsigt over havet med andre øjne. Elmgreen & Dragsets vippe blev lavet særligt til Louisianas pauserum, hvor den første gang blev udstillet i forbindelse med udstillingen Ny Kunst fra Danmark og Skåne i 1997. Værket var væk fra stedet i et par år, hvorefter det blev købt af museet. Powerless Structures er en titel, som kunstnerne har brugt til flere af deres værker. Disse værker trækker alle på noget velkendt, der vendes ’på hovedet’ eller præsenteres i nye rammer. Værket mister sin oprindelige funktion og betydning, men får måske en ny? Vippen kan ved sin placering få os til at tænke nærmere over Louisiana og museet som sted. Er rummet helt neutralt eller påvirker det også vores oplevelse af værket? Det sætter tanker i gang om kunstens funktion. Er den blot æstetisk, til for nydelsens skyld? Den kan også sætte tanker i gang om, hvordan mennesker generelt aflæser og handler i verden. Hvad forventer vi, og behøver alting at være som vi forventer, og som vi er vant til? Ifølge kunstnerparret må kunsten gerne ligge i grænselandet, der hvor folk tænker: er dette kunst eller ej? Nogle af Elmgreen & Dragsets tanker trækker på den måde tråde tilbage til readymaden, som den blev opfundet af Marcel Duchamp, da han fx udstillede et pissoir i 1917 og derved var med til at starte nedbrydningen af grænsen mellem kunst og virkelighed, som er fortsat op igennem det 20. og 21. århundrede. Elmgreen & Dragset har lavet kunst sammen siden midten af 90´erne og er i dag bosat i henholdsvis Berlin og London med fælles studie i Berlin. De er repræsenterede på Louisiana med to andre værker udover vippen. Uncollected (Bagage Reclaim) 2005 er et bagagebånd, hvorpå en efterladt taske kører rundt. Værket vækker ubehagelige associationer til terror, ensomhed og forladthed og minder os om vores egne rejser til fjerne himmelstrøg. I et fotografi med titlen When a Country Falls in Love with itself, 2008 har de fotograferet den lille havfrue foran et spejl, hvori hun selv spejles. Med fotografiet stiller de spørgsmålet: Hvad sker der, når et land forelsker sig i sig selv? Kunstnerparret er også aktuelt med to værker, der omfortolker den klassiske skulptur. Den opsigtsvækkende havfruedreng Han, som er udstillet permanent foran Kulturværftet i Helsingør i 2012, minder om den lille havfrue, siddende på sin sten tæt ved vandet. Men værket er en lille dreng i blankpoleret stål uden fiskehale, som blinker hvert 40. minut. I London på Trafalgar Square har kunstnerne på tilsvarende vis erstattet en traditionel rytterstatue med en lille dreng på en gyngehest.. Kunstnerne er også repræsenterede med værker på andre museer som fx Statens Museum for Kunst og Arken. Læs mere om værket i kunstnerkartoteket. / JERES FORTOLKNING OG FORSLAG TIL TVÆRFAGLIGE OG TEMATISKE FORLØB |
Powerless Structures, Fig. 101, 2012, The Fourth Plinth, Trafalgar Square, London. InstallationMichael Elmgreen & Ingar Dragset
HAN, 2012, Installation, Kulturværftet Helsingør.
Michael Elmgreen & Ingar Dragset
