The World is Yours

5. september 2009 - 10. januar 2010

På The World is Yours - den største udstilling af samtidskunst på Louisiana i ti år - viste 24 markante kunstnere fra hele verden værker, der kommunikerede meget direkte med publikum. Og som derfor berørte både den besøgendes sanser, kroppe, hjerner og hjerter.

THE WORLD IS YOURS stod der med lysende pærer på toppen af Louisianas gamle villa. Lysskiltet var et værk af den norske kunstner Gardar Eide Einarsson, og det bød velkommen til sæsonens store præsentation af international samtidskunst på Louisiana.

THE WORLD IS YOURS blev gæsterne mødt af den mangfoldighed af udtryk og medier, som kunsten betjener sig af lige nu: levende billeder og interaktive installationer. Lyd, skulptur, hverdagsmaterialer, tekst, maleri og collage - ja, ovenikøbet duft.

En samling vidt forskellige værker, der på vidt forskellige måder bragte samtidens og samfundets store spørgsmål på banen. 

THE WORLD IS YOURS viste værker, der overraskede, pirrede, skubbede til eller efterlod spor hos os, der kiggede på - eller som var direkte afhængige af vores reaktioner. 

Her kunne vi opleve en sky af mikrofoner, der nynner, synger og snorker (Shilpa Gupta). Blive indfanget af den stærke lugt af sved indsamlet fra mænd med angstanfald (Sissel Tolaas).
Få kuldechok i mødet med Olafur Eliassons isnede kunstbil eller benytte os af Monica Bonvicinis spejltoilet i Louisianas park - hvis vi da ellers turde.

I flere af værkerne var der noget foruroligende på færde i tilsyneladende velkendte rum og situationer. Som når demonstranter i stedet
for skilte holdt spejle op foran ansigterne (Mircea Cantor). Når en tom McDonald’s efterhånden fyldtes med vand (Superflex).
Eller når man med sin krop kunne styre billeder og lyd og tune sig ind på præcis den radiokanal, man ville.

Det sidstnævnte værk, Frequency & Volume
var skabt af Rafael Lozano-Hemmer, og for ham skal kunsten "skabe rammerne om en god fest." I udstillingens katalog, der bragter interview med de 24 deltagende kunstnere, forklarer Lozano-Hemmer det sådan:

"Det behøver ikke være en glad fest, men jeg ser kunstværket som et miljø, der får sit eget
liv i kraft af publikums medvirken... først når publikum og værkerne påvirker hinanden, begynder jeg at forstå, hvad mine projekter
går ud på."

THE WORLD IS YOURS kunne ses i Louisianas sydfløj og inddrog også museets park.

 

Katalog
 

Louisiana Revy
THE WORLD IS YOURS
Katalog til udstillingen med forord af Poul Erik Tøjner og Anders Kold, Louisiana. 24 introduktioner og interviews med de deltagende kunstnere og essays af Nils Gunder Hansen og Bill Arning. Rigt illustreret, 120 sider, DA/ENG version, kr. 148,-
medlemspris kr. 133,-
The World er også deres
Se film med børn og unge, der oplever og reflekterer over udstillingen.


THE WORLD IS YOURS
set af børn >>

THE WORLD IS YOURS
set af unge >>

Sponsorer
Nykredit - Sponsor for LOUISIANA CONTEMPORARY

C.L. Davids Fond og Samling
støtter THE WORLD IS YOURS

DONG Energy  - Sponsor for Louisiana Museum of Modern Art 2009