Selvportræt

14. september 2012 - 13. januar 2013

Louisiana præsenterer en perlerække af selvportrætter, der er vidt forskellige i udtryk, temperament og karakter. De spænder fra den tidlige modernisme til i dag og danner til sammen et stærkt fascinerende møde med mennesket bag de kunstnere, der har formet den moderne kunsthistorie.

Selvportræt er en enestående mulighed for at komme i øjenhøjde med kunstens store, moderne klassikere og helt særlige profiler. Fra Picasso, Matisse og Munch til Kahlo, Dalí og Warhol. Også nulevende mestre som Baselitz, Hockney og Richter er på plads side om side med yngre, markante samtidskunstnere som Nan Goldin, Sam Taylor-Wood og Pipilotti Rist.

Selvportræt viser os således, hvordan en lang række kunstnere fra omkring år 1900 og frem til i dag betragter sig selv. Fra en romantisk præget forestilling om "det kreative geni" til en stadig større problematisering – drevet af bl.a. psykoanalytiske teorier – og frem mod en tid, hvor selvportrættet bliver led i en kontinuerlig selv-skabelse. Vi ser, hvordan kunstnerne vælger at iscenesætte sig og dermed formentlig ønsker at blive opfattet og husket af samtid og eftertid.

Det er en rejse gennem mere end 100 års moderne kunst, både som udviklings- og selvudviklingshistorie. For det handler om teknik, stil, udtryk, materiale og medie, alt serveret med det udsyn og det indblik, den enkelte retter mod sin tid og mod sig selv. Som kunstner og menneske. Dermed bliver vi ikke bare klogere på kunsten og kunstnerne, men gennem deres betragtninger også klogere på os selv og hinanden.

NI TEMAER:
Udstillingen, som vises i museets Sydfløj, er inddelt i ni grupperinger med klassikeren, Kunstneren i sit atelier, som det første. Her møder vi kunstneren – Picasso, Gabriele Münter og Chagall m.fl. – poserende med pensel og staffeli og i statusrollen som "kreativt geni".
Næste rum samler en række Pionerer inden for selvportrættet som genre, bl.a. Edvard Munch, Richard Gerstl og Frida Kahlo. Livets gang omfatter både udtryk for erfaring og erindring, men giver os også lejlighed til at følge kunstnere i flere stadier på livets vej, det gælder f.eks. Paula Modersohn-Becker, Giorgio de Chirico og Diego Rivera.

Udviklingen hen imod større abstraktion og stilisering – dog stadig med en vis "forankring" i det genkendelige – ser vi i Forenkling hos bl.a. Miró, Jean-Michel Basquiat og Marcel Duchamp. Mens motiv og maleteknik bliver stadig friere, mere forvredet eller sprænges helt, når selvportrættet går i Opløsning som hos f.eks. Francis Bacon, Chuck Close eller Chaim Soutine. Retten til at være sig selv og sig selv bekendt er omdrejningspunkt for Stemplet, hvor klare budskaber om køn, race og politik markeres. Mens Ekshibitionisme, som f.eks. hos en Elke Krystufek, afsøger trangen til at spejle sig i den moderne massemedie-kultur, blotte sig for publikum og lægge sin krop helt ud i kunstværket.

Langt mere klassisk i sit udgangspunkt er Spejle, et ur-motiv inden for genren, som dog stadig finder nye udtryk. Og så er der endelig med Ironi, hvor vi bl.a. finder en Sarah Lucas med spejlæg på hvert bryst og en Martin Kippenberger med kvindelig skygge og ser identitet, tabuer og forudfattede meninger taget under kærlig og spydig behandling.