











New Nordic temaer
|
Tema I: Nyfortolkning af det stedbestemte Udstillingens første tema handler om nyfortolkninger af det stedbestemte. Optakten til temaet viser en film, hvor den schweiziske arkitekt Peter Zumthor og hans finske kollega Juhani Pallasmaa diskuterer nordisk kultur og identitet. I de nordiske lande er der stor variation i steder og landskaber, og arkitekterne viser en udbredt interesse for at forstå og fortolke omgivelserne i deres bygninger. Fælles for arkitekterne er at se stedet som en foranderlig størrelse, sammenvævet af fysiske, kulturelle og mentale processer for at forny En række film indgår i fortællingen om det stedbestemte; videokunstneren Elina Brotherus behandler begrebet sted, som hun forstår gennem handling og erindring; filmmageren Pi Michael har sammensat en video om den nordiske atmosfære i arkitekturen, og filmmanden Wilfred Hauke fra dmfilm har i samarbejde med ARTE fokuseret på det nordiske landskab.
Tema II: Revurdering af fællesskabet Velfærdssystemet er i udlandet oftest det, der forbindes med Norden. Hvordan manifesterer idealerne om velfærd sig i nutidig arkitektur? Dette tema forsøger at udpege nogle tendenser inden for det offentlige byggeri, der afspejler det særlige nordiske fællesskab. Den nordiske velfærdsmodel ses her som en processuel og foranderlig størrelse, der er med til at forme dét, der opfattes som nordisk identitet og kultur: Hvor er fællesskabet på vej hen, og hvilke nye institutioner tegner fremtidens velfærdssamfund? I dag ser en mængde nye institutioner dagens lys; mange arkitekter blander funktioner, der normalt er adskilt. Hospitalet bevæger sig mod en mere hjemlig atmosfære, biblioteket bliver et koncert- og kulturhus og borgerservice i ét. Mange offentlige bygninger tænkes samtidig som vartegn for helt nye eller fornyede ældre bydele. Tema III: Generobringen af det offentlige rum Det tredje og sidste tema i udstillingen stiller skarpt på konkrete udformninger af offentlige rum, og hvordan værdier i de nordiske lande kommer til udtryk i den måde, byen indrettes på. Under dette tema præsenteres blandt andet visioner om midlertidige og eksperimentelle byrum. Desuden er der til denne sektion skabt to væsentlige installationer. I den første har arkitektfirmaet SLA skabt et kunstigt landskab som ramme for en række fortællinger om, hvordan man bringer landskabelige elementer ind i byen. Ønsket er at skabe bæredygtige miljøer i byen, hvor natur og landskab indgår på en integreret måde. Den anden installation med titlen ’Livet mellem husene’ handler om arkitekten Jan Gehls ideer om hverdagslivet i byens rum. Hans undersøgelser af, hvordan byrum opleves og bruges, udmønter sig i konkrete bud på menneskelige løsninger. I forhold til en traditionel arbejdsproces, hvor bygninger og trafik er i centrum, vender Gehl tingene rundt og ser - i prioriteret rækkefølge – på liv, rum og huse. |
