Louisiana på papir: Vija Celmins

8. september 2011 - 8. januar 2012

Der findes en detaljerigdom i Vija Celmins værker, et fantastisk håndarbejde, som efterlader os med en undren over, hvordan hendes tegninger er blevet til. Hendes værker er en opfordring til at se, koncentreret omkring det absolut essentielle - teknisk, såvel som i valg af motiver.

Vija Celmins er et godt eksempel på, at dét at arbejde på papir kan være et kerneområde for en kunstner. I en ekstremt realistisk teknik omarbejder og imiterer Celmins sort/hvide fotografier ofte i såkaldt grisaille – toner af gråt – som danner mønstre af lys og skygge. Hun er til stadighed optaget af, hvad sker der med billedet, når det flyttes fra det ene til det andet medium. Umiddelbart kan hendes virkemidler synes enkle og hendes motiver få – ørken, spindelvæv, hav og himmel. Men Vija Celmins har en særlig magisk evne, så vores blik løftes fra det lille papir og helt ud i verdensaltets stjernehav. Hun får det intime format til at åbne og folde sig helt ud: fra det mindste til det største, fra det nære til det uendelige.

Vija Celmins er født i Riga i Letland i 1938. Hendes opvækst var præget af krigens rædsler, og i 1944 flygtede familien først til Tyskland og drog fire år senere videre til USA. Her har hun arbejdet som kunstner siden 1960’erne, i begyndelsen i Los Angeles, hvor hun bl.a. møder kunstnerne James Turell og Doug Wheeler, som bliver store inspirationskilder for hende. I dag bor og arbejder hun i New York.

Udstillingen, der er blevet til i samarbejde med Museum Ludwig Köln, viste værker, der spænder fra 1970 og frem til i dag. Vija Celmins fintmærkende kunst er repræsenteret i Louisianas samling med en række grafiske værker.

Vija Celmins var den tredje og sidste kunstner i udstillingsserien Louisiana på papir, som blev vist i løbet af 2011. Udstillingerne var kurateret af Louisianas direktør Poul Erik Tøjner og fokuserede på grafiske arbejder og tegninger og andre arbejder på papir. Den første kunstner i serien var den amerikanske kunstner Al Taylor (1948-1999), som museet også ejer en række fotogravurer af. Den anden kunstner i serien var Josef Albers (1888-1976), som ligeledes er repræsenteret i samlingen.
Sponsor
Udstillingen realiseres med støtte fra C. L. Davids Fond og Samling.
Samarbejdspartner
Udstillingen er blevet til i samarbejde med Museum Ludwig Köln.
Anmeldelser
"En meget fin og poetisk, minimalistisk men omfangsrig og smuk udstilling."
b.dk

"Det er en nærmest gribende smuk udstilling."
   Berlingske
Film
 
I forbindelse med udstillingen blev en film om Vija Celmins af Ralph Goertz, IKS Medienarchiv vist.
Filmen er på engelsk med danske undertekster. Varighed: 21 min.