


Louisiana på papir: Al Taylor
2. Marts - 15. Juni 2011
Med en ny udstillingsrække, Louisiana på papir, sætter museet i 2011 fokus på grafiske arbejder og tegninger. Et mindre og mere intimt format, der ofte giver en anden indsigt i den kunstneriske fantasi og arbejdsform end de store billeder gør.
|
Louisiana – på papir hedder en ny serie af mindre udstillinger på Louisiana, som vises i løbet af 2011. Udstillingerne er kurateret af Louisianas direktør Poul Erik Tøjner og fokuserer på grafiske arbejder og tegninger. Den første kunstner i serien er den amerikanske kunstner Al Taylor (1948-1999), som museet i forvejen ejer en række fotogravurer af. Al Taylor er en kunstnernes kunstner, forstået således at han blotlægger nogle fundamentale arbejdsmetoder, som de fleste kunstnere har et forhold til. Tilfældighedernes poesi kunne hans stærke sansninger og iagttagelser kaldes – typisk for ham er det blik, der løfter undseligheder ind i billedet og giver dem et nærvær, næsten ligesom en dagbog, der gør i går til i dag. Al Taylor var i adskillige år assistent hos Robert Rauschenberg og knyttede bånd til Danmark gennem et samarbejde med kobbertrykker Niels Borch Jensen og den nu afdøde gallerist Tommy Lund. Taylors værker vækker fornyet interesse i disse år med udstillinger i New York og i München i den fornemme kobberstiksamling Staatliche Graphische Sammlung på Pinakothek der Moderne. Senere på året fortsætter serien med præsentationer af Josef Albers og Vija Celmins. |
Akvatinte, fotogravure, lavering og monotypi?
Her kan du få en forklaring og beskrivelse af de forskellige teknikker som Al Taylor anvender i sine værker.
Se eller download pdf. her »
