ANSELM KIEFER

10. september 2010 - 9. januar 2011

Storslået, tankevækkende, gribende. Louisiana præsenterede næsten 90 værker fra fire årtier af en af efterkrigstidens vigtigste tyske kunstnere. Udstillingen var inddelt i fem centrale temaer, der til sammen dannede et stærkt og sammensat billede af en af de helt store nulevende klassiske kunstnere.

Anselm Kiefer (født 1945) kan med god ret kaldes "en levende klassiker". Han er en i høj grad aktiv og meget produktiv kunstner, der allerede i mange år har indtaget en helt central plads i Louisianas samling og for museets gæster, bl.a. med skulpturen Jason, det store bombefly, lavet af bly. Derfor havde Louisiana længe ønsket at vise "det store billede" af denne kunstner.

På udstillingen blev man mødt først af en række Nye værker, skabt af Anselm Kiefer netop i denne anledning: dels en række monumentale landskabsmalerier, hvori han bl.a. har stukket huller og aftegnet stjernekonstellationer. Dels skulpturen Solskibet, fem sarkofager, stablet oven på hinanden med et væld af solsikker strittende ud til alle sider.

Kiefers nye værker stod først, fordi udstillingen ikke var opbygget kronologisk, men ønskede at tegne et større og mere dybdegående billede af en kunstner, der repræsenterer et af de mest markante brud i efterkrigstidens Tyskland. Foruden de Nye Værker kredsede udstillingen om Landskabet som myte, VerdenstidLivstid, Billedstrid og Bogen. Fem løst afgrænsede temaer, der dog til sammen viste hvordan motiver, tanker og spor flyder sammen og krydser hinanden gennem årene i Kiefers kunstneriske virke.

Se video, hvor kurator, museumsinspektør Anders Kold fortæller om tre af de Kiefer-værker, der kunne opleves på udstillingen »

Som kunstner i den klassiske tradition insisterer Anselm Kiefer på relevansen af store fortællinger, myter og legender. Hans værker indeholder både klassisk og historisk materiale, mange litterære referencer og direkte brug af ord eller hele digtstrofer. Dermed bliver ordene også et af de mange lag, Kiefer benytter sig af. For han er mere end en stor tænker, han er i høj grad også meget materiel og arbejder med f.eks. bly, korn, hår, tænder og tørrede planter, som han påfører sine lærreder.

De 90 værker, Louisiana præsenterede, spænder fra Kiefers tidligste år efter kunstakademiet i Kalsruhe i 1969 og frem til i dag. Udstillingen var den første større visning af hans værk i Skandinavien, og den afrundede samtidig museets visning af efterkrigskunstens tyske fire-bande: Polke, Richter, Baselitz og altså Kiefer.

Louisiana Biograf viste en ny film om Kiefer med titlen Over Your Cities Grass Will Grow” , skabt af Sophie Fiennes. Filmen dokumenterer Kiefers arbejdsprocesser og kan opleves som en personlig rejse til det univers, Kiefer siden 2000 har opbygget i bjergene i det sydlige Frankrig.

Sponsorer

Med støtte fra
OAK FOUNDATION Denmark

Supplerende støtte fra
Den Danske Forskningsfond

Video fra udstillingen
Her kan du se en video fra udstillingen og høre kuratoren, museumsinspektør Anders Kold, fortælle om tre af Anselm Kiefers værker. Se mere  
Kiefer samtaler


Anselm Kiefer
blev interviewet af den engelske kunsthistoriker Tim Marlow i Louisianas koncertsal ved åbningen af udstillingen. Se klip fra samtalen her » 
Kiefer Ordbog
Fra Alkymi, Aron og Aske til Verdensakse og Wagner. Den store ordbog over begreber, navne og symboler, som indgår i Kiefers univers, kunne studeres på væggen i gangen, der førte ind til udstillingen. Du kan finde en kopi af denne ordbog (pdf-format) ved at følge linket her »
Katalog
Udstillingens katalog, i form af Louisiana Revy, indeholder bl.a. et forord af Louisianas direktør Poul Erik Tøjner samt artiklerne ”Anselm Kiefer og tyskernes myter” af professor i politisk videnskab på Humboldt-universitet i Berlin, Herfried Münkler, seks tematiske introduktioner af udstillingens kurator Anders Kold og ”Terrænet omkring det sorte hul” af cand. mag. i litteraturvidenskab, Annette Buhl. Desuden en biografi og en værkfortegnelse.